Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Espersen: Vi skal undgå folkedrab

Udenrigsministeren åbner dør for, at Danmark kan tilbyde fly til Libyen, selv om der ikke er FN-mandat.

Selv om den danske regering officielt presser på for at få et FN-mandat bag et flyveforbud over Libyen, åbner udenrigsminister Lene Espersen (K) for, at de fire danske F16-jagere kan komme på vingerne i en aktion, der ikke er godkendt af FNs sikkerhedsråd.

- Regeringen udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt at træffe en anden beslutning, hvis FN-sporet dør ud. Simpelthen for at beskytte den libyske befolkning mod folkedrab. Vi kan ikke som verdenssamfund se passivt til en gentagelse af det, vi så i Kosovo og Rwanda, siger Lene Espersen.

Nyt møde i Sikkerhedsrådet i dag

Hun peger dog på, at det stadig er 'det klogeste' at afvente Sikkerhedsrådet, som i dag igen holder møde om situationen i Libyen. Et nyt resolutionsforslag er på bordet, men det er indtil videre uvist, om Rusland og Kina vil fastholde modstanden mod at etablere et flyveforbud over Libyen, som Den Arabiske Liga opfordrede til i weekenden.

Læs også: Dagbog fra Libyen

Udenrigsministeren peger på, at FN tilbage i 2005 vedtog en såkaldt Responsibility to Protect (Forpligtelse at beskytte, red.), som åbner alternative veje for FN til at mandatere en intervention, hvis Sikkerhedsrådet er blokeret og et folkedrabslignende situation opstår.

- Det kan komme tale, hvis FNs sikkerhedsråd ikke træffer beslutning, at man må se på alternativer. Her har Danmark klart sagt, at vi ikke udelukker, at vi er en del af en alternativ løsning. Men sikkerhedsrådssporet skal forfølges, siger Lene Espersen.


Ordførere klar til aktion

Udenrigs- og forsvarsordførere fra både Venstre, de Konservative og Socialdemokratiet åbner allerede i dag for, at Danmark kan gå i aktion mod Gaddafi, uanset om Sikkerhedsrådet når til enighed. Heriblandt Lene Espersens partifælle, udenrigsordfører Naser Khader, som mener, at Danmark skal tilslutte sig en 'koalition af villige' stater, hvis ikke Sikkerhedsrådet når til enighed i løbet af en eller to dage

Lene Espersen vil ikke direkte forholde sig til, om hun er enig med Khader.

- Jeg har ikke set, hvad den konservative udenrigsordfører har sagt, men jeg mener stadig, at det er et sikkerhedsrådsmandat, vi skal arbejde efter her og nu. Men hvis det spor dør ud, er det klart, at vi er i en ny situation og så må vi se på, hvad der så er muligt, siger Lene Espersen.

FNs sikkerhedsråd holder møde i eftermiddag dansk tid. Gaddafi styrker har gennem de seneste dage tilbageerobret flere byer fra oprørsbevægelsen, og han menes at være få dage fra at nå helt frem til oprørsbevægelsens hovedby, Benghazi.