Er kaliffen død eller levende? Skaden er sket

Nu bliver skyggerne i Ekstremistan levende. Hvis de allierede kan angribe en lederkonvoj, må de have en informant i topledelsen af Islamisk Stat. »Det kan underminere gruppen,« siger CIA-analytiker.

Islamisk Stat-leder Abu Bakr al-Baghdadi talte i en video fra juli i år til sine tilhængere.
Islamisk Stat-leder Abu Bakr al-Baghdadi talte i en video fra juli i år til sine tilhængere.

De allieredes angreb på lederskabet i Islamisk Stat ramte dobbelt:

Bomberne ramte nogle af lederne og muligvis den selvudnævnte kalif, Bakr al-Baghdadi. Men lige så vigtigt ramte de Islamisk Stat med en usikkerhed og fordærvende mistænksomhed, der vil forplante sig til geled og stab, for hvordan kunne de allierede vide, hvor lederne var? Hvem sladrede?

Krigstågerne hænger endnu over detaljerne, men tilsyneladende var der tale om to angreb på lederskabet i Islamisk Stat. Den irakiske regering har oplyst, at allierede fly fredag aften bombede et hus i al-Qaim, som ligger små 400 kilometer syd for Mosul, og at IS-ledere var forsamlede i huset. Pentagon har oplyst, at allierede fly lørdag angreb en konvoj med ti pansrede køretøjer syd for Mosul, og at konvojen fragtede ledere på vej til et møde.

Både irakerne og amerikanerne understregede, at angrebene ikke var tilfældige, men at de vidste, at terrorlederne var til møde eller på vej til møde, og det betyder, at de allierede enten har informanter i toppen af Islamisk Stat, eller at de indirekte kan spore lederne, f.eks. gennem kurérer og elektronisk kommunikation. Den nagende vished gør skyggerne levende i toppen af Ekstremistan. For hvem kan lederne stole på? Hvem er stikkeren? Hvor er bristen?

Eller som den tidligere næstkommanderende for CIA, Mike Morrell, i går sagde til CBS:

»Selvfølgelig vil det være fint, hvis vi har ramt al-Baghdadi, men det er endnu mere vigtigt, at vi fandt et lederskabsmål og gik efter det. Den slags kræver gode efterretninger, og angrebene er vigtige af to grunde: Fordi de tvinger lederne til at tænke mere på deres egen sikkerhed end på operationer, og fordi Islamisk Stat skal erstatte døde eller sårede ledere med nye og svagere ledere, og det vil med tiden udhule terrororganisationen.«

Også blandt de menige tilhængere af Islamisk Stat er et angreb forødende. Bakr al-Baghdadi har altid hyllet sig i mystik, og det har tjent ham, for det betyder, at hans tilhængere kan projicere deres håb og drømme over på ham. På jihad-medier bliver han hyldet som Muhammeds arvtager og en mand med overnaturlige evner, der får fjendehære til at falde eller flygte, og et angreb på ham underminerer den mystik og den karisma.

Al-Baghdadis skæbne

For hvis han vitterligt er profetens arvtager – hvordan kan han så tillade et angreb på sig selv, som sikkerhedsanalytikeren og islam-historikeren Theodore Karasik påpeger hos al-Arabiya. Bakr al-Baghdadi har udråbt sig selv til kalif Ibrahim, han er dermed den religiøse inkarnation af islam, og som sådan skal han være hel.

»Hvis han mister en legemsdel ved et angreb, taber han i den grad troværdighed, og hvis han dør, sår det tvivl om legitimiteten i konceptet i kalifatet.«

Det gælder ikke blot religiøst, men også militært og politisk, og et godt eksempel kom i går. Den egyptiske jihadgruppe Ansar Bayt al-Maqdis erklærede evig loyalitet over for Islamisk Stat, og erklæringen var målrettet personligt til al-Baghdadi, skriver al-Ahram.

En talsmand for gruppen sagde i en erklæring, at al-Baghdadi er »udvalgt af Allah til at etablere et nyt kalifat efter årtiers ydmygelse af muslimer. Derfor erklærer vi vores troskab over for kaliffen … vi vil lytte til ham og adlyde ham, og vi opfordrer alle muslimer til at gøre det.«

Sådan en »evig loyalitet« er ikke nødvendigvis mere evig, end den er. Ansar Bayt al-Maqdis har tidligere erklæret loyalitet til Islamisk Stats rival al-Qaeda og dets leder, Ayman al-Zawahiri, og det viser den opportunisme, der bestemmer vindretningen i toppen af international jihad, og en såret eller død kalif vil uden tvivl ændre på meteorologien.

Men hvad er al-Baghdadis skæbne? P.t. uvis. Den irakiske militærkommando har tidligere sagt, at han er død, men beviserne er indirekte. Irakerne siger, at bombeangrebene i weekenden dræbte Abu Suja, som var al-Baghdadis nærmeste fortrolige i topledelsen, og at de to altid rejste sammen, og derfor måtte Baghdadi også være død.

Tavshed på jihad-medier

Amerikanerne siger, at de ikke på nuværende tidspunkt kan be- eller afkræfte, hvilke ledere der er dræbte, og en påstået talsmand for Islamisk Stat oplyser på Twitter, at ­Baghdadi overlevede, men at kaliffen er såret.

»Emir abu Bakr al-Baghdadi har det godt, og jeg ønsker ham en hurtig og god bedring,« skrev talsmanden.

Jerusalem Post mener, at talsmanden er den ægte vare, mens BBC mener, at der er tale om en posør.

På de normalt så kvidrende jihad-medier er der i øjeblikket sigende tavshed; de eksploderer med bønner og umotiverede skriftsteder, der taler om håb og tålmodighed og om de trængsler, som de sande troende må gennemgå på vej til paradiset, men uden at nævne al-Baghdadi med navn.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.