Pedro Pans børn, del 4

Er jeg amerikaner?

For 50 år siden blev 14.048 børn sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre og ind i USA – under den hemmelige Operation Pedro Pan. Her er tre voksne flygtningebørns historier om at komme alene til et fremmed land.

Miguel Xiquez og hans cubanske venner blev amerikaniserede og puttede voks i håret og klædte sig som amerikanerne. Vennerne ses stadig i dag.
Miguel Xiquez og hans cubanske venner blev amerikaniserede og puttede voks i håret og klædte sig som amerikanerne. Vennerne ses stadig i dag.

Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familien
Læs del 3: Iskoldt gensyn med mor og far

Selvom de fleste af Pedro Pans børn flyttede hjemmefra, slog sig ned med deres nye familier og udadtil havde tilværelser med uddannelser, jobs og boliger som amerikanerne, søgte mange stadig efter deres identitet. Livet som immigrant gav blandede følelser og splittede dem inden i. De var cubanere, men var de også amerikanere?

Deres forældre havde svært ved at falde til i USA og kunne desuden ikke tage tilbage til Cuba. Gusanos – orme, kaldte Castro eksilcubanerne og forbød dem at vende tilbage. Derfor flyttede de til den nye, cubanske bydel i Miami – Lille Havanna. Her sprudlede deres farverige kultur, og der blev solgt cubansk mad på gadehjørnerne.

Forældrene holdt fast i troen på, at Castro ville blive væltet. La proxima navidad – la proxima navidad – næste jul – sagde de hvert år. Næste jul ville familien være på Cuba igen, troede de. Men Castros regime var så stærkt, at kun tiden og alderdommen kunne røre ham.

Miguel troede også, at Castro ville blive væltet og kæmpede sammen med sine venner i Movimiento Revolucionario del Pueblo, der var for en revolution på Cuba – ikke en kommunistisk revolution, men en revolution, der skulle give lige rettigheder og sundhed til alle.

Men efter et par års engagement i bevægelsen blev Miguel utålmodig. Der blev talt, men aldrig handlet. Det er bare snak, snak, snak, syntes Miguel. Han indså, at der var tale om meget stærkere politiske kræfter, end han kunne hamle op med. Han hørte, at Castro havde lavet en lokumsaftale med USA om landets interesser i Angola, og at Cuba beskyttede amerikanske olieinteresser. Kampen var tabt.

Så da Miguel var først i 20’erne tog han på universitet. Han blev gift, og sammen med sin kone åbnede han et rejsebureau i Miami. Nu var USA hans hjem.


Miguel Xiques er i dag 66 år. Han er boligrådgiver, er skilt, men bor alene med sin golden retriever
Duke i et mindre hus en times kørsel syd for Miami.

Carmen havde et godt og etableret liv i USA, men når hun rejste gennem landet og så på landskabet og folk, følte hun sig stadig anderledes. Som om hun ikke hørte til. Hun savnede at mærke sin latinamerikanske kultur, høre klangen af musikken og smage ingredienserne i maden.

Som 26-årig tog hun derfor til Venezuela med sin mand og søn og glædede sig til det, hun troede skulle være et gensyn med sin tabte kultur.

Ugen i Venezuela var kaotisk. Bilerne myldrede omkring, og det larmede og var uorganiseret. Folk kom for sent og sagde mañana, og hun savnede den orden, der var i USA. Hun opdagede, at USA var hendes hjemland.

Med årene indså hun noget, hun aldrig havde tænkt på. Hun havde ikke mistet sin cubanske kultur, men fået en ny – den cubansk-amerikanske kultur, som hun havde i Miami sammen med de andre eksilcubanere.

For Cuba som hun huskede det, var ikke Cuba længere. Hun var ikke cubaner. Hun var ikke amerikaner. Hun var begge dele.

Carmen Valdivia tog tusindvis af billeder, som hun sendte til sine forældre i Cuba.
Også selvom hun ikke vidste, om de overhovedet fik dem. Hun forsøgte altid at se glad ud på billederne, siger hun.

Mario følte sig ikke fremmed i USA, men i sin familie. Efter fire år i marinekorpset, hvor han havde lært at dræbe og var blevet sendt bag fjendens linjer med de amerikanske specialstyrker, vendte han tilbage til universitetet, etablerede sin egen virksomhed og blev gift. Han tænkte aldrig på Cuba. Han var kommet til USA som 6-årig og havde arbejdet hårdt for at opnå succes i landet.

Men da han i 1980’erne selv fik børn, begyndte hans cubanske rødder at røre på sig. Han ville give sin fars opdragelse videre, men hvad var Cuba egentlig?

Trangen til at besøge Cuba blev større med årene, og selvom en rejse dertil var farlig, fordi hans far stadig var eftersøgt, tog Mario af sted i 2006 – ti år efter sin fars død. Han rejste dertil som amerikansk turist og mødtes med sin cubanske fætter, der boede på øen.

Mario glædede sig som et lille barn. Nu skulle han se sit land og de ejendomme, som var blevet frataget hans forældre. Men skøderne havde ingen værdi længere, og ejendommene tilhørte Castros regime.

Cuba var et forfærdeligt syn. Alt, hvad Mario havde læst og hørt om, var løgn. Castro havde efter internationalt pres åbnet for turisme, men turisterne havde kun adgang til den pæne del af Cuba, der bestod af store hoteller, hvor turister kunne ryge Havanna-cigarer, købe en 13-årig cubansk pige som sexunderholdning og tage på en lækker strand, som den cubanske befolkning selv var forment adgang til. Den anden del så ingen. Men den så Mario, for hans fætter fra det cubanske militær skaffede ham adgang. Her levede folk i ekstrem fattigdom og undertrykkelse. Folk sultede, de var syge og havde ikke adgang til medicin og arbejdede som robotter. Deres skæbne var døden, mente han.

For Mario gav turen til Cuba og hans søgen efter identitet ikke den ro i sjælen, han havde håbet på, og i dag kæmper han stadig med at finde sin indre cubanske, følsomme dreng frem.

Carmen og Miguel har aldrig besøgt Cuba, og de færreste af Pedro Pans børn ønsker at se det land, de flygtede fra, for de er glade og tilfredse med deres liv i dag. De kom fra velstående familier og har i høj grad formået at bruge barndommens adskillelse fra forældrene og det at skulle begynde forfra i et nyt land til noget konstruktivt.

Kun børn kunne forlade Cuba i begyndelsen af Fidel Castros regeringsperiode. Her er Carmen Valdivia
og hendes søsters pas, som de brugte til at komme til Miami. De så aldrig Cuba igen.

Var Operation Pedro Pan det rigtige?

Operation Pedro Pan bliver i USA ofte fremhævet som en succeshistorie. Og kendte personligheder som senator Mel Martinez og sangeren Willy Chirino fremstår som lysende eksempler på, hvilke muligheder, de cubanske børn fik i USA. Der findes utallige historier om succesfulde forretningsmænd, professorer, forfattere, og borgmesteren i Miami er en af Pedro Pans børn. Med andre ord blev Operation Pedro Pan for mange redningen fra undertrykkelse og grundlaget for et friere liv.

For andre var operationen årsag til traumatiske barndomsminder, hvor adskillelsen fra forældrene satte dybe spor. Nogle er aldrig kommet sig over opbrydningen fra deres land, kultur og familier og er endt på psykiatriske afdelinger. Nogle oplevede mishandling i lejrene eller hos familierne. Andre udviklede angst og søvnløshed, og Marios bror døde for få år siden efter et liv som narkohandler i Miami.

De forskellige skæbner og tiden, der er gået, har fået folk til at stille spørgsmålet, om Operation Pedro Pan var det rigtige at gøre?

Carmen, Miguel og Mario er blot tre eksempler. Det endelige svar skal findes i de tusindvis af historier om Pedro Pans børn – et overblik ingen har.

Operation Pedro Pan Group har forsøgt at samle de mange historier. I begyndelsen af 1990’erne blev gruppen oprettet for at forene de mange børn, så de kunne dele oplevelser og få indsigt i deres fælles historie. Langt størstedelen af gruppens medlemmer har klaret sig godt, men mange cubanske børn er måske stadig ikke klar over, at de er børn af Operation Pedro Pan.

En af dem, der har forsøgt at finde svaret på, om det var rigtigt at splitte familier og sende børn alene til USA i håbet om et bedre liv, er forfatter og journalist Yvonne Conde. Hun er selv en af Pedro Pans børn og har brugt en stor del af sit liv på at undersøge historien. I 1999 afsluttede hun en omfattende spørgeskemaundersøgelse, som hun havde sendt til mere end 800 børn – der var blevet voksne. Lidt over halvdelen svarede.

Alle har fået en uddannelse, og mange arbejder i dag som ingeniører og revisorer eller er selvstændige. Ni ud af ti mener, at de har levet gode liv, men hver femte mener, at oplevelsen som flygtningebarn samtidig har haft negative konsekvenser.


De bedste kys vil blive givet, når vi bliver genforenet, skrev Carmen Valdivia i sin dagbog efter fem år alene i USA uden sine forældre. ”Jeg var altid ked af det. Det kan jeg se, når jeg genlæser min dagbog.”

Mange har slået sig ned med ægtefælle og fået børn og børnebørn. Det har fået dem til at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kunne mine forældre få sig selv til at sende mig af sted?

Condes undersøgelse viser, at 85 pct. mener, at forældrene gjorde det rigtige. Dog kunne hver tredje aldrig finde på at gøre det samme med deres egne børn.

Uanset om oplevelsen af at blive skilt fra sine forældre og sit land bliver fortrængt eller glemt, så vil følelserne altid forandre selv det stærkeste menneske. Operation Pedro Pan har derfor været genstand for en række psykologiske afhandlinger og undersøgelser.

Man ved, at længere tids adskillelse mellem barn og forældre kan føre til, at barnet senere i livet får svært ved have et tæt forhold til sin partner, venner eller at passe et arbejde, og forholdet til forældrene kan forblive indviklet.

Men studierne af Pedro Pans børn viser, at selvom adskillelsen har påvirket dem og deres personlighed, så viste børnene sig generelt at være hårdføre – sandsynligvis fordi de forventede, at adskillelsen ville blive kortvarig, viser undersøgelserne. Derfor har Pedro Pans børn klaret sig godt og har i dag generelt tætte forhold til deres forældre.

Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familien
Læs del 3: Iskoldt gensyn med mor og far

Fortællingen er skrevet på baggrund af flere interviews med Carmen Valdivia, Miguel Xiques og Mario Sanchez samt deres venner og bekendte. Baggrundsinformation stammer fra fotografier, dagbøger og andet historisk materiale om Cuba og Operation Pedro Pan.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.