Globetrotter

Englændere søger nationalsang i Jerusalem

Englænderne synger for alle briter, og det bør de ikke gøre ret meget længere, mener en del parlamentsmedlemmer af Underhuset. Berlingskes korrespondent Uffe Taudal skriver fra London.

Premierminister David Cameron skal ifølge britiske medier have nævnt »Jerusalem« som sit foretrukne bud på en engelsk nationalhymne.
Premierminister David Cameron skal ifølge britiske medier have nævnt »Jerusalem« som sit foretrukne bud på en engelsk nationalhymne.

LONDON: Folk kunne næsten ikke røre sig i den stopfyldte pub, men der var lige netop plads til at stramme sig an, da »God Save the Queen« gjaldede ud i rummet. Nogle sang med for fuld udblæsning, andre stod bare med stive eller lidt fugtige blikke og så op på TV-skærmene, hvor tilskuere og spillere brølede løs under efterårets rugby-VM i England. Intet kunne være mere britisk. Eller engelsk. Eller hvad var det egentlig?

Man kan vælge at ignorere det, og det har englænderne gjort i årevis, men ret beset er det noget rod, når de ved internationale sportsbegivenheder synger den britiske nationalsang og vifter med det hvid-røde »St. George’s Cross«. Et er, at man hylder dronningen, der også er royalt overhoved for en række af de lande, som man måske skal til at dyste med. Mere forvirrende bliver det, når England møder Wales eller Skotland i en sportsbegivenhed. Her kan man høre englænderne synge den officielle, britiske nationalsang, mens deres medbriter har deres egne sange.

Jagten på hymnen

Skotterne synger »Flower of Scotland« og minder om en gammel sejr på slagmarken over englænderne. Waliserne synger »Hen Wlad fy Nhadau« også kaldet »Land of My Fathers«. Men englænderne synger for alle briter, og det bør de ikke gøre ret meget længere, mener en del parlamentsmedlemmer af Underhuset.

En fremtrædende Labour-politiker, Toby Perkins, har netop fremlagt et lovforslag, hvor han foreslår en uofficiel nationalsang til englænderne på linje med skotterne og waliserne. Nordirerne har indtil videre klogeligt afstået fra at risikere endnu mere uenighed. Forslaget slap tidligere på ugen uhindret igennem første høring, og næste ombæring venter i marts.

 

Næste spørgsmål vil være, hvad englænderne så skal synge. Perkins foreslog »Jerusalem«. Det er ikke helt så ulogisk og uengelsk, som det kunne lyde. Jerusalem kan i sangen blive tolket som en metafor for et fromt ønske om at skabe en himmelsk tilstand på den skønne og grønne og engelske jord. Det er musik komponeret under Første Verdenskrig af Hubert Parry til et omkring 200 år gammelt digt af poeten William Blake. Teksten bygger på en gammel myte om, at Jesus som dreng blev taget med af en slægtning på handelsrejse og gik i land på den engelske kyst. Den legende er der ikke det mindste historiske bevis for, lyder BBCs analyse. På den anden side er det måske heller ikke alle andre nationalsange, der kan stå for et moderne faktatjek. Værre kan det være, at nogle mener, at Blakes vers var ment som en parodi på det storladne.

Premierminister David Cameron skal ifølge britiske medier have nævnt »Jerusalem« som sit foretrukne bud på en engelsk nationalhymne. Sangen har faktisk allerede været i brug for englænderne ved Commonwealth Games siden 2010, skriver The Times. Teksten indeholder en linje, hvor den gryende industrialisering i begyndelsen af 1800-tallet tilsyneladende bliver sammenlignet med djævlens værk. Men man skal nok ikke forvente, at Cameron vil opgive sin vækstpolitik af den grund.

Måske kan man også finde en helt anden sang, lød det fra Perkins ved fremsættelsen af sit forslag. Han forestiller sig en X Factor-lignende seance, hvor englænderne kan få lov at vælge. Et andet bud, som en del danskere ville kunne nikke genkendende til, er »Land of Hope and Glory«.

Den stolte brite

England ville naturligvis ikke være England, hvis der ikke allerede var et par sammenslutninger af folk med brændende ønsker om en særlig engelsk nationalsang, og blandt andet »Anthem 4 England« står parat til at skubbe på. Lobbygruppen »England in my Heart« havde en stor dag, da spørgsmålet blev drøftet i Westminster og sendte en varevogn med højttalere ind på parlamentspladsen for at afspille »Jerusalem«. Spørgsmålet er så, hvad det vil kunne betyde for unionen. Sammenhængskraften mellem Nordirland, Skotland, Wales og England bliver i forvejen udsat for voldsomme prøvelser, og uafhængighedsbevægelser har momentum, som man har set det i Skotland. Engelske parlamentarikere har netop fremtvunget en ny lovgivningsprocedure for »Engelske love« i Underhuset, og der har også være tale om et engelsk selvstyreparlament, ligesom de andre »nationer« har det.

Under rugby-VM kunne hverken Gud eller Dronningen redde englænderne fra en ydmygende, tidlig exit efter nederlag til Wales. Til sommer gælder det fodbold-EM, hvor englænderne igen kan følge med – og synge med – fra pubben og igen er i pulje med waliserne. Her vil en engelsk nationalsang måske gøre det rigtig engelsk. Men det vil ikke garantere mod endnu en plet på den nationale stolthed, og fra kritikere af ideen lyder det advarende spørgsmål: Hvem vil til sidst vise stolthed over at være britisk?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.