Poul Høi

En forandret Obama lover forandring

Har skoleskydningen i Newtown forandret amerikanernes våbenkultur? Det er uvist. Men det er vist, at den har forandret præsident Obama. Hans tale i nat var en Gettysburg-tale mod våben.

Obama på vej tilbage til Det Hvide Hus efter sin tale i Newtown.
Obama på vej tilbage til Det Hvide Hus efter sin tale i Newtown.
Nyhedsanalyse: Det er ikke de rigtige ord, der gør en tale til en stor tale.

En politiker kan nok så meget tale hjertet ud, men gør ingen forskel, hvis ikke et hjerte i den anden ende tager imod ordene.

Det er de rigtige ord på det rigtige tidspunkt, der gør en tale til en stor tale.

Og David Maraniss, forfatter og levnedsbeskriver for to præsidenter, mente at vide, hvad han hørte i nat dansk tid:

»Vi vil længe huske, hvad Barack Obama sagde i Newtown. Det er hans Gettysburg-tale,« tweetede han.

Præsident Lincoln formulerede i 1863 i en smuk tale på blot to minutter hele formålet med det blodbad, som var den amerikanske borgerkrig - nemlig en kamp for menneskelighed og mod slaveri. Han nævnte ikke slaver med et eneste ord, og præsident Obama nævnte heller ikke i nat våben med et eneste ord.

»Gør vi nok?«

Men det er svært at forstå hans retorik anderledes. Han stod på talerstolen i Newtown, den by, som fredag blev hjemsøgt af den seneste skoleskydning, og han sagde til de efterladte og de pårørende, til de overlevende og til det amerikanske folk:

»Kan vi med hånden på brystet sige, at vi som en nation lever op til alle vores forpligtelser? Kan vi med hånden på brystet sige, at vi gør nok for at beskytte vores børn - og alle vores børn? Hvis vi er ærlige over for os selv - så er svaret et nej. Vi gør ikke nok, og det må vi lave om på. Vi kan ikke tolere dette mere. Tragedierne må holde op, og hvis de skal holde op, så må vi forandre os.«

Som redaktør Jill Lawrence fra National Journal konstaterede:

»Den seneste massakre mod uskyldige børn og mod de mennesker, som forsøgte at beskytte dem, vil måske ikke forandre nationen. Men præsident Obama har i nat fortalt os, at den har forandret ham.«

Det er en vigtig pointe, og igen er Lincolns Gettysburg-tale en parallel. For nogle amerikanerne var borgerkrigen hele tiden en krig om slaveri, for andre var det en krig om nationens enhed, og for en tredje gruppe var det en krig om en krig, og uanset hvad og hvem - så var krigen i 1863 tæt på at blive uforklarlig og formålsløs. Præsident Lincoln forklarede krigen, og han forklarede formålet, og hans tale står i dag som en milepæl i amerikansk historie og humanisme.

Obamas tale i nat har ikke de samme dimensioner, for en borgerkrig og en kamp mod slaveri er ikke det samme som en politisk kamp mod våben, den historiske skala er ganske enkelt mindre, men begge taler illustrerer, hvordan forandring begynder med forandring eller klarhed hos præsidenten, og som Jill Lawrence konstaterede, Obama lod ingen tvivl om, at han var klar og forandret.

En slags mea culpa

Andre så også talen som en slags mea culpa. I sin præsidenttid har Obama underskrevet to våbenlove: Den ene lov tillod våben i nationalparker, den anden lov tillod våben i håndbagagen om bord på tog. Det var hans våben-arv, og det var han formentlig - ansigt til ansigt med Newtown - ikke videre stolt af. Som senioranalytiker Ian Millhiser fra ThinkProgress skrev:

»Han virkede ærlig talt bodfærdig.«

Han sagde ikke, hvad den bodfærdighed skulle føre til, men han sagde til kynikerne, at han i det mindste ville forsøge at få den til at føre til noget.

Som Millhiser noterede:

»En præsident begynder typisk ikke at tale om at bruge ‘al den magt, der er i hans embede’ … og at antyde, at hans egen passivitet har været en tragisk misforståelse, hvis han ikke har til hensigt at gøre noget ved epidemien af mord. Det er sådan en slags tale, som indikerer, at der er en monumental ændring af regeringens politik i den nærmeste horisont.«

I slutningen af talen talte præsidenten som både far og nationens far til de 20 små børn, som blev skudt ned i Newtown, og han lovede at lade handling følge holdning.

»For hvilket valg har vi? Vi kan ikke acceptere den slags begivenheder som rutine. Er vi villige til at sige, at vi står magtesløse over for sådan en nedslagtning? At det er politisk umuligt at gøre noget? Er vi villige til at sige, at sådan en vold mod vores børn, år efter år efter år, er prisen for vores frihed?«

Hans svar var et nej; det er ikke længere en mulighed ikke at sige noget, ikke at gøre noget, og det var et løfte til Charlotte, Daniel, Olivia, Josephine, Ana, Dillon, Madeleine, Catherine, Chase, Jesse, James, Grace, Emilie, Jack, Noah, Caroline, Jessica, Benjamin, Avielle og Allison.

»Gud har kaldt dem hjem. Lad os, der er tilbage, finde styrken til at fortsætte,« sagde han.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.