Egyptens præsident opfordrer til national dialog

Mohamed Morsi beklager de seneste dages dødsfald under demonstrationer i Cairo og erklærer sig parat til dialog med sine kritikere. Landets største oppositionsgruppe er gået i tænkeboks.

EGYPTEN: Den egyptiske præsident, Mohamed Morsi er klar til at indlede en dialog med de kritikere, som i de seneste dage har demonstreret mod ham i Cairos gader.

Det gjorde Morsi onsdag aften klart i en TV-transmitteret tale, hvor præsidenten også beklagede, at syv personer har mistet livet under urolighederne i hovedstaden.

- Jeg opfordrer til en omfattende, produktiv dialog med alle partiledere, de revolutionære unge og højtstående dommere under et møde på lørdag, sagde Morsi.

Præsidentens modstandere og Egyptens dommere har beskyldt ham for at ville tilrane sig ekstraordinær magt, efter at han udstedte et kontroversielt dekret 22. november i år, som øger hans magtbeføjelser og hæver ham over domstolene.

Modstandere mener, at præsidenten forsøger at skabe et nyt enevælde og har hånende kaldt ham Egyptens nye »farao«. Selv siger præsidenten, at han vil opgive sine nye beføjelser, så snart en ny forfatning er på plads.

Udkastet til en ny forfatning har imidlertid også været udsat for skarp kritik, og det påpeges især, at udkastet i sin nuværende form ikke gør nok for at sikre religiøse rettigheder, retten til frit at vælge politisk ståsted og kvinders rettigheder. Ikke desto mindre har Mohamed Morsi insisteret på at sende forfatningsudkastet til folkeafstemning lørdag 15. december - og det fastholdt han under sin tale.

Samtidig erklærede han sig dog parat til at bløde op på omdiskuterede punkter og den særlige juridiske artikel, der hæver ham over landets domstole til stor vrede for mange egyptere.

- Hvis denne artikel bekymrer nogen, vil jeg ikke insistere på, at den består, sagde han.

Egyptens største oppositionsalliance oplyser til Reuters, at den nu vil overveje Morsis opfordring. Men først efter samtaler med medlemmerne, slår alliancens talsmand, Hussein Abdel-Ghani, fast.

- Vi tænker stadig over præsidentens tale og hans opfordring til dialog, siger han.

De seneste dages voldelige uroligheder har fået FN til at minde den egyptiske leder om, at i et demokrati beskytter man også sine kritikere.

- Regeringen har pligt til at beskytte fredelige demonstranter, til at forbyde brugen af hadefuld retorik og til at retsforfølge folk, der bruger den til at opildne til vold, inklusive politikere, offentlige embedsmænd og deres tilhængere, lyder det fra formanden for FNs menneskerettighedskommission, Navi Pillay.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.