Døden kom med posten

Få dage efter 9/11 ramte en terror, som truede alle - fra amerikanske toppolitikere til danske buschauffører. På baggrund af nye oplysninger fortæller Poul Høi den foruroligende historie - med en foruroligende afslutning.

Arkivfoto. Miltbrand virus.
Arkivfoto. Miltbrand virus.

En politirapport er et studie i kontrast.

Prosaen er livsforladt, grammatikken selektiv, og fremstillingen handler om hvem, hvad, hvor, hvornår og - i meget mindre grad - hvorfor.

“Just the facts, ma’m” var valgsproget for en kendt amerikansk Tv-detektiv, og det er, hvad vi får her. Side efter side med just the facts.

Men de prunkløse tal og bogstaver er en antitese til den begivenhed, som de er sat til at beskrive. En mands død.

“Hun fandt sin mand liggende på badeværelsesgulvet. Han var ved bevidsthed, men ville ikke tale med hende,” lyder en af de første linjer i rapporten.

Mange sider senere lyder en af de sidste:

“Børnene ved sygesengen. Hjertelinjen flad.”

Mellem de to linjer udspiller sig og underspiller sig et drama, som kun strejfer de omstændigheder, som førte dertil - det omkringliggende og meget større drama. For den døde var ikke en vilkårlig 62-årig mand. Han var “Dr. Død.” Han havde gjort bioterror til sin karriere, han var en af det amerikanske militærs største eksperter i bioterror - og han stod ifølge FBI også bag det værste bioterror-angreb i amerikansk historie.

Han var Bruce Edward Ivins.

Hvid sæbeagtig substans

The Sun er et amerikansk ugeblad, som gør i det bizarre og opdigtede, og derfor var brevet i virkeligheden ikke så bizart. Fotoredaktør Robert Stevens kiggede på brevet og indholdet: En kærlighedserklæring til sangeren Jenifer Lopez, et par Davidsstjerner og en “hvid sæbeagtig substans,” som et vidne siden forklarede

Det var 19. september 2001.

En uge senere begyndte problemerne.

Stevens følte sig utilpas, men det var sikkert den slags, som kunne klares med et par piller og en lang nats søvn, tænkte han; sygdommen eskalerede imidlertid og blev i stedet til den slags, som kunne føre til den virkelig lange søvn. Dødssyg blev han indlagt på JFK Memorial Center i Palm Beach.

Lægerne stak en nål ind i hans rygsøjle og sugede væske ud, og væsken skulle have været klar, som nyhedsbureauet AP har skrevet i en afdækning af forløbet. Men under et mikroskop lignede væsken i stedet “et togsammenstød, med godsvogneformede bakterier, som lå hulter til bulter,” og fjenden var inde i Stevens.

Hans egen krop producerede proteiner, som angreb hans lever og nyre, og én for én udelukkede lægerne de infektionssygdomme, som var på deres parat-liste. Det var ikke lungebetændelse, det var ikke meningitis, det var noget andet, noget sjældent og fremmed, noget, som ingen af dem havde set før … og en mulighed, som sikkert må have forekommet lige så dyster, som den var sjælden og fremmed, dukkede op:

Bacillus anthracis. Miltbrand.

Det var miltbrand

FBI blev tilkaldt, og en prøve af væsken fra rygsøjlen blev sendt med en umærket Gulfstream-jet tværs over USA - fra Palm Beach i Florida til Flagstaff i bjergene i det nordlige Arizona. I den lille lufthavn i den lille by tog professor Paul Keim mod flyet og prøven, og ti timer senere kunne han give et foreløbigt svar:

Det var miltbrand, og det var en bakteriestamme ved navn Ames, og den pågældende stamme er ikke udenlandsk. Den er amerikansk.

Samtidigt - tilbage på JFK Memorial Center - var livet ved at sive ud af Robert Stevens.

En læge trak fotoredaktørens hustru til side: “Din mand vil formentlig dø,” sagde han ifølge AP.

12 timer senere døde han.

Miltbrand-angrebet på USA var begyndt.

Ti år er ikke længe siden, ikke i den store sammenhæng, men i en tid båret på en stormvind af live blogs, breaking news og det nye-nye, så hænger kun de store bogstaver ved.

Få husker lyn-punch

For ti år siden var 9/11 de store bogstaver - eller rettere: de store tal. Al-Qaeda terrorister kaprede fire amerikanske passagerfly og styrtede dem ind i World Trade Center og Pentagon og ned i en mark i Pennsylvania. 3.000 mennesker døde, og World Trade Center blev til grus. Få husker, hvad der skete umiddelbart derefter - og hvad der var det andet lyn-punch, som førte os ad den vej, der endte i Afghanistan og Irak og alt hvad deraf fulgte.

Hukommelstabet skyldes ikke bare årene; hukommelsestabet skyldes også, at det er foregået en halvofficiel retouchering af historien. I sin 2008-tale om nationens tilstand gjorde præsident Bush status over sin embedsperiode, og han sagde, at “vi er taknemmelige for, at der ikke har været et andet terrorangreb på amerikansk jord siden 9/11,” og det pågældende refræn blev gentaget, ind til det blev til et fælleskor. “I det mindste sørgede han for, at vi var trygge,” skrev Wall Street Journal ved hans afgang, og en kommentator skrev opgivende: “CNN har lige fortalt mig, at der ikke har været et terrorangreb på Amerika siden 9/11. Har vi alle glemt miltbrand?”

Tilsyneladende ja - og ulykkeligvis ja, for, som bl.a. den kontrære kommentator Glenn Greenwald har påvist, miltbrandangrebet var helt afgørende for den måde, som eftertiden formede sig på. Både politisk og psykologisk.

Miltbrand og Irak

Politisk, fordi det var miltbrandbreve til førende senatorer som Tom Daschle og Patrick Leahy, der i rekordfart fik de såkaldte Patriot-antiterrorlove vedtaget, og den fejlagtige sammenkædning af miltbrand og Irak sendte amerikanerne i den retning, der endte i Bagdad.

Psykologisk fordi risikoen for at dø en terrordød nu pludselig kom med posten. Angrebene på World Trade Center og Pentagon var chokerende, men de truede ikke direkte den amerikanske kernefamilie i Kerneamerika. Miltbrandbrevene derimod - de gjorde. De truede alle, som havde en brevsprække eller en postkasse, og som kom i kontakt med breve og pakker, kort sagt alle, og ikke bare i USA. I Danmark fandt en nordjysk buschauffør en kuvert med hvidt pulver, og han gik ned med stress.

En nær trussel

Ude af proportioner? Muligvis, men som forskerne har påvist - når en frygt bliver opfattet som rettet mod mig og mine, så bliver reaktionen tilsvarende subjektiv. Undersøgelser viser, at amerikanerne er mere bange for slanger end for krig, og danskerne er 25 gange så bange for sygdom som for global opvarmning. Slanger og sygdom truer mig og mine, krig og global opvarmning truer de andre, og det er den måde, som miltbrandangrebet har modelleret terrortiden på, og resten - resten er historie, og en historie, som Berlingske nu fortæller.

Ikke kun fordi miltbrandangrebet er ti år siden, og ikke kun på grund af angrebets betydning, men også fordi der inden for den seneste måned er kommet to grundige ekspert-rapporter om angrebet og efterforskningen, og fordi magasinet Wired har foretaget den hidtil mest omfattende analyse af den mand, som fik skylden for angrebet - Bruce Ivins.

Både rapporterne og artiklen sætter spørgsmålstegn, hvor politikerne og politiet har sat punktum, og Berlingske blotlægger i de kommende dage på baggrund af politirapporter, retstekniske undersøgelser, kommisionsrapporter, FBI-journaler, videnskabelige artikler og vidneudsagn hele miltbrandforløbet, og tre kensgerninger ligger fast:

  • Angrebet spiller en langt større rolle end det får skyld for, og det bragte en følelse af paranoia og panik helt ind i Det Hvide Hus. Præsident Bush, verdens førstemand, tog i en længere periode forebyggende antibiotika, og hvis ikke det havde været for miltbrandangrebet, var USA ikke gået ind i Irak.
  • Bruce Edward Ivins led af vrangforestillinger, perversioner og sociopatiske anlæg, og han tog det alt sammen med på arbejde på Fort Detrick, hvor han havde adgang til bakterier, som kunne udrydde menneskeheden. Men han var langt fra den eneste. Efterforskningen afslører, at mange af de mennesker, som har adgang til bl.a. miltbrand, ikke er den slags mennesker, som burde have adgang til miltbrand.
  • Trods alle Ivins’ brister, trods alle hans iøjnefaldende særheder, som tigger om mistanke, så er der ingen vandfaste beviser for, at han sendte miltbrandbrevene, og den rigtige morder kan være derude.

Det er tre kendsgerninger, som i de kommende dage vil fremgå af vores serie, og hver for sig er de mildest talt foruroligende, men sammen er de - ti år efter angrebet - en ny terror.

Se nogle af Berlingskes artikler fra 2001 om Miltbrand-truslen:

TV-Avisens korrespondent i behandling for miltbrand To postarbejdere i Kongressen døde - formentligt af miltbrand Miltbrand i posten hos USAs udenrigsministerium Postkontor i Odense lukket efter pulverfund Hvem? Hvad? Hvor? Og hvornår?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.