Det trækker op til mytteri mod Merkel

Merkel-kritikerne har fået besked på at klappe i, men det nytter ikke. En minister vil have grænselukning, mens 44 CDU-parlamentarikere afleverer brev med krav om kursskifte fra kansleren.

Kansler Merkel er efterhånden ganske ensom i sit parti, når det gælder den flygtningepolitiske linje. I går trodsede 44 CDU-medlemmer af Forbundsdagen partiets næstformands ordre om at skabe ro om flygtningedebatten, ligesom også Angela Merkels tro væbner, finansminister Wolfgang Schäuble, på det seneste har udtalt sig kritisk.
Kansler Merkel er efterhånden ganske ensom i sit parti, når det gælder den flygtningepolitiske linje. I går trodsede 44 CDU-medlemmer af Forbundsdagen partiets næstformands ordre om at skabe ro om flygtningedebatten, ligesom også Angela Merkels tro væbner, finansminister Wolfgang Schäuble, på det seneste har udtalt sig kritisk.

BERLIN: Nytårsnatten i Köln har givet en stadig mere højrøstet gruppe af konservative kritikere modet til at drage i offensiven mod kanslerens upopulære flygtningepolitik. Tirsdag fik Angela Merkel overdraget et skriftligt krav om et kursskifte i flygtningepolitikken fra ikke færre end 44 af hendes egne CDU-medlemmer af Forbundsdagen.

»Vi står i en situation, hvor vores land ikke længere kan følge med. Derfor anser vi en ændring af den hidtidige indvandringspraksis (…) for at være tvingende nødvendig,« lyder det i brevet fra de konservative forbundsdagsmedlemmer. De kræver i brevet blandt andet, at Tyskland genindfører en streng fortolkning af Dublin-reglerne.

Brevet kommer bare én dag efter en frustreret henstilling til Merkels kritikere fra CDU-viceformand Julia Klöckner:

»Klap i for en gangs skyld,« sagde Julia Klöckner ifølge Spiegel under et møde mandag i CDU-ledelsen i Berlin.

CDU-viceformanden frygter, at åben kritik af kanslerens flygtningepolitik kan skade CDU ved de kommende valg i delstaterne Baden-Württemberg, Sachsen-Anhalt og ikke mindst Rheinland-Pfalz, hvor Julia Klöckner selv satser på at blive valgt som ministerpræsident.

Tirsdag blev Klöckners henstilling ignoreret af trafikminister Alexander Dobrindt, der som den første minister i den tyske regering åbent modsiger Merkels flygtningepolitik.

»Vi er nødt til at forberede os på, at vi ikke kommer uden om at lukke grænserne. Det er vi nødt til at aftale i god tid med de andre lande på flygtninges rejserute,« lød den bramfri udmelding fra Alexander Dobrindt i et interview med Münchner Merkur.

Trafikministeren pegede også på, at Tyskland trods et eventuelt ansigtstab bør tage notits af andre EU-medlemmers modstand mod den tyske løsningsmodel med omfordeling af flygtninge.

»Det er ikke længere nok at vise verden et venligt ansigt«, sagde Alexander Dobrindt.

Socialdemokrat overhaler Merkel indenom

Såvel brandbrevet som trafikminister Dobrindts kritik vidner om den særdeles anspændte atmosfære, der i øjeblikket præger den tyske regering. Senest har CSU-formand Horst Seehofer fået støtte fra den tidligere forfatningsdommer Udo di Fabio, der i en bestilt rapport angriber Merkels flygtningepolitik med juridiske argumenter.

Dommeren hævder blandt andet, at den tyske forbundsstat har svigtet sin grundlovsmæssige forpligtelse til at assistere delstater som Bayern med at beskytte grænsen.

Hos regeringspartneren i de tyske socialdemokrater er formand Sigmar Gabriel slået ind på en indvandringskritisk grundtone, der får Merkel til at se ud som en slapper. Efter Köln tordner Sigmar Gabriel mod kriminelle nordafrikanske indvandrere, som han vil samle i særlige udvisningscentre. Han kræver desuden, at Merkel snarest tager ansvar for at sikre EUs ydre grænser med henblik på at reducere flygtningestrømmen.

»Hvis ikke tiltagene virker til foråret, vil vi nærme os tal, der bliver vanskelige,« sagde Sigmar Gabriel på et nyligt møde.

Indvandrerkritisk parti vinder frem

Endelig må kansleren med bekymring konstatere, at hendes mest magtfulde minister i stigende grad ser ud til at så tvivl om hendes kurs.

Som det seneste har finansminister Wolfgang Schäuble vakt bred opsigt med et forslag om at lette omkostningerne ved flygtningekrisen med en europæisk benzinafgift, hvilket øjeblikkeligt blev afvist af ledende CDU-medlemmer.

Allerede for et par måneder siden blev Wolfgang Schäuble kritiseret i tysk presse efter at have sammenlignet kansleren med en uforsigtig skiløber, der uforvarende udløser en lavine. For nylig gentog finansministeren sin lavinesammenligning, hvilket har fået kendere af tysk politik til at spekulere i et ulmende oprør mod kanslerens linje.

I mellemtiden mister CDU vælgere til det indvandringskritiske parti Alternative für Deutschland, der i stadig stigende grad vinder indpas blandt de tyske vælgere.

En frisk måling viser, at Alternative für Deutschland i dag har opbakning fra 12,5 procent af de adspurgte tyske vælgere og dermed kan kalde sig det tredjestørste parti i Tyskland efter SPD og CDU.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.