Det tavse flertal skuffede »verdens hvideste mand«

Mitt Romney sagde, at det tavse flertal ville bære ham til sejr. Men multi slog mono, skriver Poul Høi.

Lettelsen var til at få øje på hos tilhængerne, da Barack Obama natten til i går blev genvalgt som præsident.
Lettelsen var til at få øje på hos tilhængerne, da Barack Obama natten til i går blev genvalgt som præsident.

SANTA FE: Det var en lun aften i Mesa i Arizona, og det mandshøje bål gjorde den kun lunere.

En alvorlig flok stod omkring bålet og med flammerne aftegnet i ansigterne, og de fortalte om, hvorfor de var her.

De havde engang været mormoner, gode, tempel-trofaste mormoner, som betalte tiende, og som gav deres tid og deres arbejdskraft til kirken, men nu kunne de ikke mere.For nogle kom erkendelsen tidligt, for andre efter mange år, men de kunne ikke mere.

»Jeg fandt ud af, at jeg var homoseksuel,« sagde én.

»Jeg er forsker, og jeg tror på forskning,« sagde en anden.

En ældre kvinde, som havde været aktiv i 39 år, fortalte, at hun – som kvinde – følte sig uvelkommen. Kvinder kunne stadig ikke blive præster, og kvinder var i det hele taget andenrangs, mente hun, og senere på natten fortalte en sort mand om, hvordan han som sort følte det samme.

En professor havde haft en konfrontation med sin biskop, fortalte han.

»Jeg udfordrede nogle af kirkens doktriner og dens historie, og jeg fik at vide, at jeg bare skulle følge parolen og klappe i. Men sådan kan man ikke diskutere i Amerika i dag.«»Det er, som om vi har efterladt kirken i det sidste århundrede,« sagde han, og han stirrede ind i bålet, og hvis han så sin fremtid, var det ikke en fremtid i kirken.

Han og de andre kaldte sig selv »uortodokse mormoner«, men mormonkirken kalder dem »den værste krise i 175 år«, det største frafald siden en svindelaffære i Ohio i 1837. En ny generation af mormoner vil ikke være med mere, og kirken aner ikke sine levende råd, fordi den ikke ved, hvorfor den nye generation ikke vil mere.

MITT ROMNEY HÅBEDE til det sidste, og han lød som om, han troede til det sidste.

På valgdagen talte han med radiostationen WTVN i Ohio, og han var ikke i tvivl om, at han ville vinde, sagde han.

Hvorfor?

På grund af »det tavse flertal«.

»Det tavse flertal er begyndt at råbe højere,« sagde han.

»Først fik vi Te-bevægelsen, og nu har vi hele den bevægelse, som har stillet sig bag vores kampagne. Vi har på det seneste haft vælgermøder, som har været større og mere begejstrede end på den anden fløj. Jeg tror, at folk har indset, at der står meget på spil, og det er et positivt tegn ...«

»Det tavse flertal« er et udtryk, som for alvor fik rundgang i Nixon-tiden. I en opsigtsvækkende tale i 1969 kom Nixon med et opråb til »det tavse flertal«, til den store masse af almindelige og hårdtarbejdende amerikanere, som var trætte af blomsterbørn og raceoprør, som var trætte af, at alt, hvad der var godt og normalt, pludselig blev til pointer i en vittighed.

Det var som om, alle tænkere og medier og opinionsmagere ville have forandring, alle bortset fra det tavse flertal, skrev journalisten Theodore White dengang, og som historikeren Rick Perlstein har noteret i sin bog »Nixonland« – det tavse flertal var det hvide Amerika, det var de lavereuddannede, de midaldrende, som boede uden for storbyerne – og de havde fået nok.

Richard Nixon vandt i 1972 en choksejr. Han vandt alle 49 stater på nær én; det tavse flertal bar ham tilbage til Det Hvide Hus – »det tavse flertal« plus en strategi, som hans chefstrateg Kevin Phillips havde opfundet, »den sydlige strategi«, som netop gik ud på at appellere til de hvide, vrede vælgere i Sydstaterne.Hippierne og raceoptøjerne i 1960erne var et oprør mod normaliteten, men normaliteten havde slået igen – og vundet.

Det var Mitt Romneys »tavse flertal«. Det var det flertal, som han i 2012 kalkulerede med endnu en gang ville give ham og hans parti Det Hvide Hus.

ET STED MELLEM den aften omkring bålet i Mesa og præsidentvalget, et sted mellem mormonernes krise og Romneys tavse flertal, går en rød tråd.

Tråden er ikke, at Mitt Romney er mormon – det er i den sammenhæng underordnet; nej, tråden er følelsen af nogle demografiske brudflader, som for alvor flytter sig, og nogle gamle amerikanske institutioner, som ikke flytter sig med dem. At en stor kirke og et stort parti graver sig ned i mono-alting, mens Amerika bliver mere og mere multi-alting.

For tag præsidentens sejr natten til i går – eller tag først hans navn. Barack Hussein Obama, den magre, sorte mand med den besynderlige baggrund.

Som John Cassidy noterer i New Yorker: Den mand vandt over 60 pct. af de unge, han vandt 93 pct. af de sorte, han vandt over 70 pct. af latinoer og 75 pct. af asiaterne. Han vandt 63 pct. af de ugifte, to-tredjedele af de sekulære og firefemtedele af de homoseksuelle. Blandt kvinder vandt han med 12 procentpoint, blandt ugifte kvinder vandt han med 38 point.

Det var hans koalition af minoriteter, af kvinder, af de højtuddannede, af storbymennesker, og i sin tale natten til i går så Obama sin koalition i øjnene og tolkede budskabet i sin sejr.

»Det betyder ikke noget, om du er sort eller hvid eller latino eller asiatisk eller indfødt amerikaner, ung eller gammel, rig eller fattig, handicappet eller ikke, homoseksuel eller heteroseksuel – du er noget i Amerika.«

Kameraerne panorerede ud over folkemængden i McCormick Park i Chicago og viste, hvad han talte om, en mangfoldighed af mennesker – på samme måde, som kameraerne i Mitt Romneys hovedkvarter i Boston afslørede en knap så mangfoldig mangfoldighed. Romney vandt på valgnatten kun stort blandt to segmenter, de hvide og de ældre, og på valgnatten var de i salen i Boston så tavse, at de var, hvad de havde været. Det tavse flertal, det forrige århundredes demografi – som forfatteren Lee Siegel også forudså tidligere på året, da han i New York Times trak den demografiske kridtstreg op.

»Den simple og uhøflige kendsgerning er, at Mitt Romney er den hvideste mand, som i mands minde er stillet op til præsidentposten.«

Siegel mente ikke »hvid« som i »hvid hudfarve,« han mente de »utallige subtile og ikke så subtile måder, som Romney telegraferer, at han er det kulturelle alternativ til Amerikas første sorte præsident. Det er en hvidhed, som er fastnaglet i en retro-opfattelse af et land med hvidt stakit, hjemmegående mødre og fædre, der stolte arbejder hårdt for amerikansk erhvervsliv«.

Eller som den tidligere Bush-strateg, Matthew Dowd, sagde i går på amerikansk morgen-TV med en reference til to populære TV-show.

»Det er et sammenstød mellem to verdener; en verden, der er som i ’Mad Men’, og en verden, der er som i ’Modern Family’.«

»Mad Men« udspiller sig i 1950erne og 1960erne, dengang »det tavse flertal« og den hvide strategi stadig og sammenlagt var et flertal, og »Modern Family« finder sted i dagens Amerika og følger den mangfoldighed af unge og gamle, enlige, fraskilte, sære og banale, skæve og lige skikkelser, som udgør en moderne familie.Og det er det 21. århundredes Amerika.

DET 21. ÅRHUNDREDES Amerika er ikke kommet snigende. Mitt Romney og hans ligesindede er ikke gået ind i et mørkt lokale, hvor lyset pludselig blev tændt, og væggene råbte »suprise!«.

Kun de døve har ikke hørt det, kun de blinde har ikke set det, og kun de døvblinde har troet, at de ved at grave sig endnu mere ned i det forrige århundrede kunne vinde i det nye.

For dem var valgnatten »surprise!« – og chokket må have malet sig i deres øjne, da Wisconsin valgte den første lesbiske senator i amerikansk historie. De må have tabt undermunden, da Maryland og Maine som de første ved folkeafstemning godkendte homoseksuelle ægteskaber. De må have sunket sammen i lænestolen, da vælgerne i Washington og Colorado som de første lovliggjorde marihuana, og deres sidste fiber af modstand må have givet op, da de konservative kandidater, som talte mest om abort og det sidste århundredes socialkonservative dagsorden, tabte.

Nej, det 21. århundrede er ikke kommet snigende.

I 2004 vandt George W. Bush sikkert i vestlige stater som New Mexico, Nevada og Colorado; i 2008 og igen i 2012 vandt Barack Obama lige så sikkert i de tre stater. Latinoer gjorde forskellen. Mellem 1964 og 2008 stemte Virginia republikansk ved alle præsidentvalgene. I 2008 og igen i 2012 vandt Barack Obama. De veluddannede og immigranter gjorde forskellen.

Nej, det 21. århundrede er ikke kommet snigende.

På Facebook har Mitt Romney 8,6 mio. »likes«, og hovedparten af dem stammer fra brugere, som er mellem 45 og 54 år. Barack Obama har 29,4 mio. likes, og overtallet er fra brugere, som er mellem 18 og 24 år, og en stor demografisk måling fra Pew i 2011 fastslår, at yngre amerikanere i sig har »en default støtte til en mere aktivistisk regering,« og de er til venstre i sociale og kulturelle spørgsmål som f.eks. abort, immigration og homoseksualitet, hedder det.

Nej, det 21. århundrede er ikke kommet snigende.

Der er ingen »surprise!«. Eller rettere: Kun for dem, der ikke hørte eller så er der en lammende følelse af tid og rum, der flytter sig i real time. Dem, der i 2012 til vælgermøderne akkompagneres af Kid Rock, Ted Nugent og Meat Loaf, lyden af dengang »Dead Ringer« ikke var lyden af en demografisk profeti.

MEN HVAD BETYDER det 21. århundredes Amerika for det 21. århundredes politik?

Svaret afhænger i nogen grad af svaret på et andet spørgsmål: Hvad handlede valget i 2008 om? Hvad handlede valget i 2012 om?

Det er nemt at decimere det netop overståede valg til et valg om de små ting, om fortalelser, om fejltrin, om tabte og vundne debatter, om negative TV-reklamer, men det er at lade den lille historie skygge for den store. For som analytikeren E. J. Dionne har skrevet i Washington Post – det netop overståede valg handlede i bund og grund om, hvordan samfundet skulle skrues sammen, og om samfundet ville bevare de progressive reformer fra det 20. århundrede. Eller som en anden af avisens kommentatorer, Greg Sargent, har blogget: »Det handlede om vores kollektive ansvar over for hinanden.«

Og svaret var natten til i går, som svaret var i 2008 – og med et bibelsk citat, som præsident Obama ofte har brugt: Ja, jeg er min brors vogter. Ikke en velfærdsstat efter skandinavisk mønster, ikke et højskatsamfund efter skandinavisk mønster, men et samfund – med Obamas ord i går – »med frihed og værdighed for alle. Vi tror på et generøst Amerika, et empatisk Amerika, et tolerant Amerika, der tager imod drømmene hos den immigrantdatter, som studerer i vores skoler og aflægger ed til vores flag ...«

Men det er bare fine ord, vil skeptikerne sige. Hvad betyder »en mere aktivistisk regering« i praksis? Et mere empatisk samfund? Citatet om »min brors vogter«?

Tag to reformer, som Obama og Demokraterne har gennemført i de seneste fire år, og som Mitt Romney sagde, at han ville skrotte på sin første dag i Det Hvide Hus: Obamacare og Dodd-Frank. Obamacare sikrer USA noget, der minder om universel sygesikring, og Dodd-Frank gør op mod den laissez-faire, som herskede i finansindustrien i 00erne, og de er et konkret udtryk for forskellene i det ene og det andet Amerika.

Tag også Bush-skattelettelserne for de rigeste, som udløber til årsskiftet, og som Romney ville forlænge, og som Obama vil lade dø. Eller tag den vækstpolitik, som Obama og den amerikanske forbundsbank har ført, og som er mere keynesiansk end den europæiske ditto, og tag præsidentens regeringsindgreb for at redde den amerikanske bilindustri.

Alt sammen det ene versus det andet Amerika. Eller lighed versus frihed, som i traditionel tænkning er de to klassiske ideologiske modpoler. USA har altid ligget i den ene ende, frihedsenden, og siden 1982 og præsident Reagan har pilen kun bevæget sig endnu mere i den retning.

Romney og hans vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, ville fortsætte den bevægelse. Paul Ryan ville ændre folkepensionen og sygesikringen for de ældre, og han talte ofte og længe om sin yndlingsforfatter, Ayn Rand, kvinden, der skrev »Kun den stærke er fri«.

Men Romney og Ryan blev ikke valgt.I stedet valgt amerikanerne den mand, som gav dem Obamacare, Dodd-Frank og dødsstødet til Bush-skattelettelserne, og det viser, hvordan USA nu – forsigtigt, så såre langsomt og uden tvivl med med mange tilbageslag undervejs – bevæger sig i en mere europæisk retning. Vækstpakken og redningen af bilindustrien er udtryk for, hvordan tandhjulene i det ideologiske maskinrum har sat sig knasende i bevægelse.

Og det er det 21. århundredes Amerika. Et Amerika, hvor ikke kun den stærke er fri.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.