Nyhedsanalyse

Derfor fungerer EUs ydre grænsekontrol og asylsystem ikke

Bedre kontrol med de ydre grænser og et nyt europæisk asylsystem er to af hovedelementerne, hvis EU skal finde de nødvendige fælles løsninger på krisen og undgå, at det økonomisk vigtige Schengen-samarbejde kollapser, mener EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker. Men let bliver det ikke.

ARKIVFOTO: Den østrigske hær sætter et hegn op ved den slovenske grænse.
ARKIVFOTO: Den østrigske hær sætter et hegn op ved den slovenske grænse.

BRUXELLES: Det var en kamplysten Jean-Claude Juncker, der fredag i sin nytårstale i Bruxelles slog fast, at der skal styr på Schengen-områdets ydre grænser og skabes et nyt asylsystem i Europa, hvis flygtninge- og migrantkrisen skal kunne håndteres.

Ellers vil Schengen kunne dø og medføre stor økonomisk skade og enorm arbejdsløshed i Europa.

EU-kommissionsformanden nævnte specifikt grænsekontrol over Øresund og ved den dansk-tyske grænse som eksempler på, hvor alvorlig situationen er.

Danmarks finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), sagde samtidig i forbindelse med et finansministermøde i Bruxelles, at situationen er alvorlig, og at den danske regering helst vil undgå grænsekontrol, men at redningen af Schengen forudsætter en bedre kontrol af Schengens ydre grænser.

Men efter snart et års alvorlig krise fungerer den ydre grænsekontrol fortsat ikke, og EUs fælles asylsystem er reelt brudt sammen, og det bliver ikke nemt at erstatte med det nye system, som Juncker vil præsentere til marts.

De ydre grænser

Grænsekontrol er et nationalt anliggende, og hidtil har Grækenland ikke ønsket hjælp fra de andre EU-lande til at kontrollere sin grænse mod Tyrkiet, hvorfra flere end 800.000 flygtninge og migranter ifølge EUs grænseagentur Frontex krydsede over Ægæerhavet og ind på græske øer - og dermed EU og Schengen - sidste år.

I erkendelse af at Grækenland ikke kan løfte opgaven, har EU-Kommissionen efter kraftigt pres fra Tyskland og Frankrig foreslået et fælles europæisk grænsekorps, som skal kunne hjælpe Schengen-lande som Grækenland med at beskytte den ydre grænse. Det nye hollandske EU-formandskab har gjort det til en topprioritet at få skabt enighed blandt de 28 EU-lande om dette forslag inden udgangen af juni.

Tvivl om tvang og effekt

Der har umiddelbart været bred opbakning til et sådan fælles grænsekorps, og Grækenland er heller ikke afvisende over for idéen. Men ét element har mødt kraftig modstand. Kommissionen har nemlig foreslået, at grænsekorpset i yderste tilfælde skal kunne indsættes imod ét lands vilje, hvis det er nødvendigt for at beskytte Schengens ydre grænse.

Det er kontroversielt, netop fordi grænsekontrol er et nationalt anliggende og et spørgsmål om landenes suverænitet. Blandt andre en række østeuropæiske lande vil derfor ikke umiddelbart gå med til den del af forslaget, selv om de har råbt højt om behovet for en bedre beskyttelse af Grækenlands grænse mod Tyrkiet.

Det andet problem er, at forslaget lægger op til et grænsekorps med op til 2.000 grænsevagter, og spørgsmålet er, om det overhovedet vil være tilstrækkeligt til opgaven?

Samtidig er det væsentligt at huske, at selv en bedre kontrol af den græsk-tyrkiske grænse ikke vil forhindre folk i at søge asyl i EU, da internationale konventioner betyder, at grænsekorpset ikke blot kan stoppe bådene og trække dem tilbage til Tyrkiet.

Tyrkiet er nøglen

EUs aftale med Tyrkiet om en flygtningefond på godt 22 milliarder kroner, hvis ellers Tyrkiet bremser strømmen af flygtninge og migranter mod EU, er derfor et helt afgørende element.

Italien brokker sig fortsat over finansieringen - en milliard euro fra EU-Kommissionens budget og to milliarder euro fra EU-landenes statskasser - men Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, talte med store ord over for Italiens finansminister, Pietro Carlo Padoan, på fredagens finansministermøde.

Jean-Claude Juncker understregede også, at det er helt afgørende, at de mange milliarder findes med det samme, da Tyrkiet-aftalen er helt central.

At forestille sig at Tyrkiet helt kan bremse menneskestrømmen mod Europa, ville dog være naivt. Antallet af flygtninge fra Syrien og den enorme milliardforretning, som menneskesmuglingen er blevet, gør det til et langt sejt træk, der ikke findes nogen nemme løsninger på, og som i høj grad kræver velvilje fra den tyrkiske regering og præsident Erdoğan - og selvfølgelig at EU leverer på sin del af aftalen med de mange milliarder.

Nyt asylsystem i støbeskeen

Et andet centralt problem er selve håndteringen af asylansøgerne i EU, hvor Dublin-systemet for længst er brudt sammen. Ifølge Dublin-reglerne skal det første land i EU, som en asylansøger kommer til, behandle asylansøgningen, men da blandt andre Grækenland kun registrerer en brøkdel af de ankomne, fungerer det slet ikke. Grækenland - med 11 millioner indbyggere - ville dog heller ingen chance have for at behandle op mod en million asylansøgninger.

Allerede i efteråret foreslog EU-Kommissionen derfor en ændring af Dublin-reglerne for at skabe et permanent system til fordeling af asylansøgere i krisesituationer som den aktuelle. Kommissionen annoncerede samtidig en stor revision af hele Dublin-systemet, som vil blive præsenteret til marts. Indholdet af det nye Dublin-forslag kendes ikke endnu, men at dømme efter Jean-Claude Junckers nytårstale kunne det tyde på en form for automatisk omfordeling, så snart en asylansøger ankommer til et overbebyrdet land som Grækenland. Asylansøgere skal ikke selv kunne bestemme, hvilket EU-land de vil søge asyl i, var meldingen fra Juncker.

Jean-Claude Juncker gjorde det dog også klart, at det bliver alt andet end let at overbevise EU-landene om et sådan system, men ifølge kommissionsformanden er det helt nødvendigt, så han vil presse på, uanset modstanden. Alle EU-lande har et ansvar og skal tage flygtninge, lød opsangen fra Juncker.

Og Juncker har ret i, at det bliver særdeles vanskeligt at komme igennem med en omfattende ændring af Dublin-systemet. Den fordeling af 160.000 asylansøgere, der allerede er vedtaget, blev kun til lov ved en afstemning, som kørte fire central- og østeuropæiske lande over, og foreløbigt er kun 272 blevet fordelt. I det tempo vil der gå mere end 150 år, før alle 160.000 er fordelt. Og forslaget om et permanent fordelingssystem har ligget fuldstændig stille, siden det kom på bordet. Det skyldes stor modstand i en hel række lande. EU-Kommissionens forslag om et nyt Dublin-system ser derfor umiddelbart ud til at løbe ind i strid modvind, så snart det er præsenteret.

Mulig Dublin-knibe for Danmark

For Danmark er en ændring af Dublin-reglerne nok så vigtigt, fordi Danmark via en parallelaftale deltager i Dublin-systemet. Den danske regering er godt tilfreds med at være med i Dublin-systemet, fordi det giver mulighed for at sende asylansøgere tilbage til et andet EU-land, hvis de er registreret dér først. Gennem Dublin-systemet har Danmark således sendt flere asylansøgere tilbage til andre EU-lande, end vi har modtaget de seneste år.

Hvis Dublin-reglerne ændres, så vil Danmark ryge ud af Dublin-samarbejdet, medmindre at Danmark inden for 90 dage accepterer de ændrede regler eller får forhandlet en ny aftale på plads på rekordtid - og en ny aftale på rekordtid er ikke umiddelbart en sandsynlig mulighed. Den danske regering kan dermed blive tvunget til at vælge imellem at blive i Dublin og dermed også deltage i et fordelingssystem, som regeringen ikke ønsker at deltage i, eller at ryge ud af Dublin.

Det vil dog tage tid at forhandle et nyt Dublin-system på plads, hvis det overhovedet kan lykkes med den betydelige modstand, der er, og dermed er det heller ikke en akut problemstilling for den danske regering.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen er de akutte problemer at få styrket EUs ydre grænser og få stoppet borgerkrigen i Syrien - ingen af delene bliver nemt.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.