Den dag admiralen mødte tyven

Alfahanner og -hunner i den pæne ejendom i Washington har haft indbrud. Nu går krigen ind på at sikre sig mod tyverier – og mod terror! – efter at der er forsvundet både cykler og vin fra garagen.

WASHINGTON: Som det vil være enkelte læsere bekendt, så bor jeg i en ejendom i Washington D.C., der er beboet af fantastiske mennesker, der har prøvet lidt af hvert her i livet. De fleste på første klasse, men alle med et hjerte af guld og med gode erfaringer med livet, som det nu udfolder sig. Og det hvad enten man er tidligere CIA-agent, admiral i den amerikanske atomundervandsstyrke, »kvindepolitisk flygtning« fra Texas eller jurist i den dyre ende med speciale i fusioner af selskaber i den tunge ende.

Og så er der viceværten Merrild, der har rastafari-hår og hundser rundt med de grånende kvinder og fører sig frem med en selvbevidsthed uden lige. Han er – i modsætning til beboerne – sort og har været i Vietnam to gange i 60erne og har fået alle de medaljer, der kan ligge på ham som medlem af de berømte elitestyrker 101st Airborne – eller Screaming Eagles, som de kaldes. Dermed er han veteran, og ingen kan fyre ham, med mindre de da vil have alle nuværende og tidligere militærfolk på nakken. Det er der nu heller ingen grund til, for han er dygtig. Alt foregår derfor i yderste harmoni og respekt for hinanden, for man hænger på naboerne.

Den kontante admiral

Men små problemer i ejendommen bliver – netop fordi at så mange alfahanner og alfahunner er samlet på samme sted – ofte til en duel på magtudøvelse inden for det område, man nu har erfaring med fra det rigtige liv. Banale problemer bliver løftet op til CEO-niveau, og alt, der kan gradbøjes, bliver gradbøjet.

Admiralen er den kontante. Han hader jurister, fordi de besværliggør tingene. Han har været underlagt dem alt for længe, når han har haft lyst til at mule russerne i Barentshavet, og det har han tit haft. For han skal spørge om lov, hver gang han har haft lyst til at foretage sig et eller andet. Til gengæld har han mest respekt for viceværten, som har vist, at han har en vis råstyrke ved sin effektive indsats i Vietnam.

»Det er ikke Merrild, der tabte krigen«, som admiralen trøstende siger til de omkringstående – og så højt, at viceværten kan høre, at hans navn nævnes – når vi mødes på taget 4th of July til sammenkomst, inden det store fyrværkeri begynder.

Tyven kommer forbi

Admiralen er i øjeblikket formand for ejerforeningen, men bides i haserne af fusions-juristen, der har været formand for foreningen tidligere. Hun går på kyndig vis ind i efterfølgerens e-mail-debat med beboerne, hvis han som militærmand vælger bulldozer-metoden til at løse et problem.

Som her forleden, hvor vi havde indbrud i parkeringskælderen. En eller anden nytilkommen var »kommet til« at efterlade garagen åben og selve den elektroniske åbner til garagen i sin ulåste bil. Resultat: Tyven stjal åbneren og vendte tilbage, stjal cykler fra garagen og huskede at snuppe noget fin vin, som en anden beboer havde glemt i sin ulåste bil.

Som ansvarlig ejerforeningsformand skrev admiralen sit første brev. Det var kontant og afgav ordrer, ikke løsningsmuligheder til almindelige diskussion. Admiralen gav en opsang og bad alle om at sørge for, at garagen var lukket, og at bildørene også var låst. En ny beboer mente dog helt fejlagtigt, at admiralen havde lagt op til en eller anden form for debat. Admiralen var på grund af julen blevet en smule munter i sin e-mail og var derfor var kommet til at formulere sig en anelse mere åben end normalt. Så den nye beboer foreslog, at der blev sat ekstra lås på, så man heller ikke bare kunne gå direkte ind i ejendommen fra garagen uden at bruge en ny nøgle.

Det fandt admiralen var en glimrende idé. I Afghanistan er der altid mindst dobbelt låsesikring på alt, så terroristerne ikke bare kunne myldre ind, når de havde passeret den første forhindring. Så admiralen skrev til viceværten, at han skulle tale med ejendommens »sikkerhedschef« for at ordne detaljer med en ny lås.

Pas på: Islamisk Stat kommer!

Så kom juristerne på banen med indvendinger. Dels juridiske – »det er ikke tilladt af hensyn til brand og andet at risikere at blive fanget i en kælder uden mulighed for at komme ud, selv om alt andet glipper« – til praktiske hensyn i forhold til besværet med at skulle have endnu en nøgle frem, når man stod med tunge indkøbsposer.

Så udviklede debatten i alle retninger, fordi selv i min pæne ejendom er folk bange for – og hold nu fast! – Islamisk Stat. Ikke admiralen naturligvis, men en del andre.

Inden jul talte jeg med flere beboere i ejendommen, som havde overvejet at anskaffe sig våben efter terroraktionen mod en julefest i San Bernardino. »Det kan også ske her«, sagde en af beboerne. Og reelt. Tjah, det kan det vel. Men statistisk er der vel større risiko for, at ejendommens beboere bliver ramt af en meteor.

Og nej, der kommer ikke ekstra lås på nye døre. Men til gengæld er garageåbneren kodet om, og alle har fået nye koder til dørene. For vi er en af de ejendomme, der ikke har døgnvagt på ved indgangen. Vi har Merrild – viceværten. Og han har en gang vist sit mod, og det var ikke hans skyld, at USA tabte Vietnam-krigen. Ganske vist i 60erne. Men en gang mod altid mod.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.