Demokraterne går mod venstre – Republikanerne går mod kaos

Kampen om at blive præsidentkandidat for henholdsvis Republikanerne og Demokraterne spidser til. De alternative kandidater har sat det politiske establishment i partierne under stort pres.

Republikaneren Donald Trump vækker stærke følelser hos både tilhængere og modstandere. En gruppe vrede demonstranter måtte fjernes med magt under et af den kontroversielle milliardærs vælgermøder i Florida op til gårsdagens primærvalg i staten. Foto: Mike Carlson
Republikaneren Donald Trump vækker stærke følelser hos både tilhængere og modstandere. En gruppe vrede demonstranter måtte fjernes med magt under et af den kontroversielle milliardærs vælgermøder i Florida op til gårsdagens primærvalg i staten. Foto: Mike Carlson

WASHINGTON: Demokraterne er i færd med samme selvransagelses­proces som Republikanerne.

Nok er primærvalgene nervepirrende, men hvad sker der ved de to partiers konventer i juli, når de endelige kandidater til præsidentposten i USA vælges? For Republikanerne drejer det sig om at undgå det kaos, der har hersket i månedsvis, efter at milliardæren Donald Trump meldte sig på banen og satte alle partimæssige naturlove ud af kraft.

Demokraterne forbereder sig på en lignende proces, når Hillary Clinton som ventet bliver partiets kandidat. For Demokraterne er med hendes konkurrent, Bernie Sanders, rykket langt mere til venstre end forudset. Og skal partiet opretholde vælgergevinsten fra Sanders, skal Hillary Clinton kunne favne også hans vælgere. Ellers får partiet et problem.

Den 74-årige senator fra Vermont med det viltre, stålgrå hår har ikke alene sat nogle markante aftryk på partiets fremtidige politik som amerikansk venstrefløjsparti.

Men Sanders har også kunnet hente tusinder af unge vælgere, som normalt ikke interesserer sig for politik, men som er fascineret af budskabet om fri uddannelse og frit sundhedsvæsen – og ikke mindst budskabet om et samfund, der er mere lige og uafhængigt af de rige og ikke mindst Wall Street.

Gamle venstrefløjsmedlemmer som Elizabeth Warren – senator fra Massachusetts – har været med til at dreje partiet Demokraterne mod venstre. Men det er Bernie Sanders, der har givet det en ekstra omgang, som betyder, at Hillary Clinton nu skal favne et langt større spektrum end nogensinde tidligere og efterlade de få i midten af partiet i et tomrum uden dog at skubbe dem fra sig.

Også dette vurderes at kunne lade sig gøre, for partiets højrefløj er ikke ret stor, og også midten er rykket mod venstre.

Om Hillary Clinton er den rette til lige netop den opgave, er der til gengæld mere tvivl om. Derfor siger flere demokratiske kilder da også til Berlingske, at Elizabeth Warren og andre af hendes støbning vil få et ord at skulle have sagt, når partiets egentlige strategi skal lægges efter konventet i juli, og Hillary Clinton er på plads som den endelige kandidat. Men Hillary Clinton skal til gengæld under sidste del af valgkampen balancere knivskarpt for også at hente den brede vælgermasse ind i folden. Dér skal venstrefløjspolitikken tones en smule ned.

En uoverskuelig situation

For Republikanerne er situationen totalt uoverskuelig. Trump er kandidaten, der har ændret alt – ingen af de moderate partikandidater har kunnet modstå Trump-bølgen.

Det eneste mulige alternativ er en person som senatoren fra Texas, Ted Cruz, som partiet ligeledes forsøger at holde på afstand. Men af to onder vælger man den kandidat, man kan leve med.

Ingen vil sige, om det er Trump eller Cruz, men uanset hvordan det går frem til konventet, er partiet i den største identitetskrise til dato i en splittelse mellem tre fløje – midterfløjen, Tea-Party bevægelsen og så Trump, der er i en klasse for sig.

Republikanernes uenighed om fremtiden noteres overalt og skaber stor usikkerhed – også blandt de amerikanske vælgere.

Den republikanske ledelse vil givetvis stadig forsøge at få Trump placeret ude på et sidespor. Det kan medføre, at republikanernes konvent i juli bliver splittet med de store konsekvenser, det vil få for resten af valgkampen.

Intet under, at alle siger, at dette valg bliver et af de mest afgørende i mange år for begge partier.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.