Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Dansker får 30 års fængsel for børneporno

»Jeg tror aldrig, du kommer tilbage til Danmark igen,« sagde en amerikansk dommer i nat til en 61-årig dansk IT-konsulent, som fik 30 års fængsel for børneporno og trusler USA.

Hvis en dansk IT-konsulent havde håbet på nåde, så håbede han forgæves.

En forbundsdommer i USA gav ham i nat 30 års fængsel for børneporno og trusler, og han gav ham også følgende afskedssalut:

»Jeg tror aldrig, du kommer tilbage til Danmark igen.«

Dermed er der sat et foreløbigt punktum for en strid, som ikke kun har vakt opsigt på grund af selve forbrydelsens grovhed, men også på grund af de principielle aspekter. It-konsulent Kai Lundstrøm Pedersen begik sine overgreb hjemme i Randers, 7.000 kilometer væk fra den lille pige, som han online overtalte til at posere nøgen, men han blev dømt i en amerikansk domstol og med en amerikansk strafudmåling - og uden medvirken af dansk politi.

Sagen har også vakt opsigt, fordi enkelte danske bloggere har hævdet, at Lundstrøm Pedersen var et uskyldigt offer, og at en dansk undersøgelse af hans computere frifandt ham.

Men i den anden ende havde amerikanerne beviset for det modsatte, nemlig - som anklageren udtrykte det i nat - “den terror,” som han havde udsat den 11-årge pige for.

Anklageren, Beth Phillips, gik i det hele taget hårdt til den danske IT-konsulent, skriver Kansas City Star.

Hun sagde, at bare ideen om en pædofil, som trængte ind på børneværelserne online og forgreb sig, var enhver forælders værste mareridt. Kai Lundstrøm Pedersen havde været “en ubarmhjertig” og “ualmindelig modbydelig sexforbryder,” sagde hun, og USA skulle bruge ham til at sende et budskab til pædofile og onlineforbrydere over hele verden.

Danskeren havde tilstået sine overgreb, og han håbede med sin tilståelse på en mildere dom - helt ned til 15 års fængsel - men der var intet i sagen, som talte for sådan en nåde, advokerede anklager Phillips.

Hun fremlagde også kendsgerningerne, som er ubestridte.

I juli 2010 trawlede Kai Lundstrøm Pedersen rundt på Facebook og begyndte at kommunikere med den 11-årige pige fra St. Joseph, en mellemstor by nord for Kansas City i Missouri.

Han gav sig ud for at være en 14-årig dreng, der gerne ville se hende nøgen, og han overtalte hende til i 25 minutter at posere nøgen og mastubere foran web-kameraet, og han optog den lille piges poseren, skriver St. Joseph News-Press.

Da pigen senere ville afbryde kontakten, begyndte han at true hende, skriver avisen. Han sendte hende eksempler på de billeder, han havde optaget, og danskeren skrev:

»Jeg har 56 billeder og en videooptagelse af dig. De billeder, som du ser, er fra videoen, og de er kun en smagsprøve. Hvis du ikke vil have, at jeg skal lægge alt ud på internettet, så skriv tilbage til mig ... Måske kan vi finde en måde at undgå, at det alt sammen bliver offentliggjort. Jeg kunne også sende dem til dine Facebook-venner?«

Ifølge Kansas City Star krævede han sex af pigen og truede hende med voldtægt, han henvendte sig under flere dæknavne, og han gik også til en af pigens Facebook-veninder, så veninden kunne overtale hende til at kontakte ham. Til sidst sendte han billederne og videooptagelsen til pigens kontakter, og hun blev således ydmyget på det groveste.

Han skrev til hende:

»Om ti år kan folk stadig falde over billederne af dig og nyde dig. Jeg håber ikke, at din kæreste falder over dem.«

Han vendte ifølge Kansas City Star midt i august tilbage og skrev, at “blot 14 timer efter, videoen var lagt ud på serverne, var den blevet downloadet 900 gange … og tænk på følgende: Hvis du møder en eller anden på gaden, og han smiler og fniser, så er det ikke fordi, du ser morsom ud, men fordi han har nydt videoen.”

Det er uvist, om pigen selv gik til sin mor, eller om moderen hørte om sagen fra andre, der havde fået tilsendt billederne, men midt i august 2010 gik hun til politiet.

Politiet begyndte at efterforske sagen, og de konstaterede, at den “14-årige dreng” skjulte sig bag en dansk IP-adresse; det kunne være en bot - en slags omdirigering af en email-adresse - men det kunne også være sandt, og i givet fald var sagen kompliceret, for så skulle dansk politi og det danske retssystem involveres, og de to lande ser ikke ens på den slags sager.

Men Kai Lundstrøm Pedersen løste selv problemet ved i september 2010 at rejse på ferie i USA; efterforskerne fandt ud af det, da de pludselig konstaterede, at han gik på Facebook med en IP-adresse fra Stony Brook, lidt uden for New York, og de fandt frem til ham og anholdt ham.

Først nægtede han alt, og han blev ikke fyret fra sit job i Randers Kommune, kun suspenderet, og det var angiveligt på det tidspunkt, at han forsvarede sig med at være offer for en bot.

I september sidste år tilstod han så for at få en mildere dom - og uden held.

Som lokalavisen indledte sin artikel:

»Den 61-årige danske mand vil sikkert dø i et amerikansk fængel,« 7.000 kilometer fra det sted, hvor han begik sin forbrydelse - og på det sted, hvor offeret for forbrydelsen bor.