Dansk Flygtningehjælp går i aktion på Lesbos

Dansk Flygtningehjælp er i gang med en forbedring af forholdene for flygtninge på Lesbos. Det sker efter aftale med græske myndigheder, der har sigtet to danske frivillige for menneskesmugling.

Sidste år kom der næsten 850.000 flygtninge og migranter til Grækenland, og en meget stor del af dem er gået i land på Lesbos efter sejlturen fra Tyrkiet.
Sidste år kom der næsten 850.000 flygtninge og migranter til Grækenland, og en meget stor del af dem er gået i land på Lesbos efter sejlturen fra Tyrkiet.

Flygtningene fra Syrien, Afghanistan og andre af verdens brændpunkter sover ikke længere under åben himmel i den overfyldte interimistiske og kaotiske modtagelejr Moria på den græske ø Lesbos. I løbet af de seneste uger har Dansk Flygtningehjælp sørget for, at der er overdækkede områder og flere af de såkaldte IKEA-telte, hvor flygtningene og migranterne kan opholde sig om natten.

»Nu er der tag over hovedet til et par tusinde mennesker, og vi har taget hånd om rengøringen i lejren,« fortæller Ann Mary Olsen, der er international chef i Dansk Flygtningehjælp.

»Og trods den ulykkelige situation tør jeg godt sige, at forholdene i Moria-lejren nu er lidt bedre,« siger hun.

Organisationens indsats i Moria-lejren er kommet i stand efter en aftale med den græske regering og FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), og den finansieres af FN, forskellige fonde og med bidrag fra flygtningehjælpens egne midler.

Ann Mary Olsen lægger ikke skjul på, at det er en usædvanlig opgave for Dansk Flygtningehjælp.

»Normalt bestyrer vi jo ikke flygtningelejre i Europa,« som hun udtrykker det.

Derfor har det også trukket i langdrag at få aftalen om Lesbos på plads, og i mellemtiden er Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og andre humanitære organisationer blevet kritiseret af frivillige og andre for at sidde på hænderne.

Trodser vintervejret

Men Dansk Flygtningehjælp understreger, at organisationen ikke bare uden videre kan begynde at hjælpe flygtninge i et land uden at have en aftale med myndighederne.

Den er så på plads nu, og ud over tag over hovedet til modtagelejrens flygtninge og migranter og rengøring af området, sørger Dansk Flygtningehjælps 10-15 medarbejdere for genbrug af tøj og tæpper og rådgivning af modtagelejrens flygtninge og migranter.

»Vi har udlånt nogle af vore medarbejdere, der taler arabisk og farsi, og som normalt arbejder andre steder i verden, til Lesbos. Og så har vi etableret en døgnåben rådgivningstjeneste, hvor folk kan få råd om deres muligheder,« fortæller Ann Mary Olsen.

Sidste år kom der næsten 850.000 flygtninge og migranter til Grækenland, og en meget stor del af dem er gået i land på Lesbos efter sejlturen fra Tyrkiet.

Og selv om det nu er vinter med til tider meget dårligt vejr på de græske øer, kommer der stadig nye til.

Midt i sidste uge, da vejrguderne en dag var nådige, kom der på et døgn 28 både, fortæller Maria Pedersen, der i flere omgange har været på Lesbos som frivillig for organisationen Nurses for Refugees, og som nu er tilbage på øen.

Hun bekræfter, at forholdene i Moria-lejren er bedre nu, efter at Dansk Flygtningehjælp er trådt til.

»Registreringen af flygtningene går også hurtigere nu, selv om den stadig tager en krig,« siger Maria Pedersen, der er sygeplejerske.

Hun ser dog et stort og akut behov for at få trænet de mange frivillige, der fra nær og fjern er rejst til Lesbos for at give en hånd med flygtningene.

»Der er 497 registrerede frivillige, og de står for en meget stor del af arbejdet, men de har brug for at blive trænet,« siger Maria Pedersen.

Nogle af de mange frivillige – to danskere og tre spaniere – blev onsdag i sidste uge anholdt og sigtet for menneskesmugling, oplyser frivilligorganisationen Team Humanity på sin Facebook-profil.

De fem frivillige blev pågrebet af den græske kystvagt, mens de var i gang med at hjælpe en flygtningebåd, der var i havsnød.

Lørdag aften blev alle fem løsladt mod en kaution på mellem 5.000 og 10.000 euro. Dog må den ene af dem, den 33-årige Salam Aldeen, ifølge Team Humanitær ikke forlade Grækenland, før næste retsmøde har fundet sted.

Håndsrækning fra danske arkitekter

Blandt de frivillige på Lesbos er også en håndfuld arkitekter fra fire danske tegnestuer. Det er arkitektvirksomhederne Henning Larsen Architects, Dorte Mandrup Arkitekter, BIG og Schønherr, der hjælper til med overdækninger, læhegn og underlag til brug i lejrene, hvor flere dages storm og regn har ødelagt telte og forårsaget store mængder mudder.

Mange af gummibådene, der går til havs fra den tyrkiske vestkyst, sejler i retning mod et fyr på Lesbos. Tæt på fyret ligger et gammelt hotel, som de danske tegnestuer vil begynde at renovere interimistisk, så det kan bruges som klinik til de mange flygtninge, der ankommer nedkølede og forkomne efter rejsen over Middelhavet.

»Fyret er omgivet af skarpe og stejle klipper, der er vanskelige at forcere for ældre og børn. Derfor vil de frivillige etablere en trappe ved klippen. Konstruktionen af en trappe vil gøre det muligt for flere flygtninge at komme hurtigt og sikkert op af vandet. I det kolde vejr kan det være afgørende for at redde deres liv,« skriver de fire tegnestuer i en fælles pressemeddelelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.