Pedro Pans børn, del 5

Cubakrisens børn 50 år efter

For 50 år siden blev 14.048 børn sendt væk fra Cuba og Castro af deres forældre og ind i USA – under den hemmelige Operation Pedro Pan. Her er tre voksne flygtningebørns historier om at komme alene til et fremmed land.

Det cubanske flag i flygtningelejren Florida City i Miami, USA, hvor tusindvis af uledsagede cubanske børn blev send til under Cubakrisen.
Det cubanske flag i flygtningelejren Florida City i Miami, USA, hvor tusindvis af uledsagede cubanske børn blev send til under Cubakrisen.

Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familien
Læs del 3: Iskoldt gensyn med mor og far
Læs del 4: Er jeg amerikaner?

I dag er det godt 50 år siden, at Carmen, Miguel og Mario kom til USA. De har haft forskellige oplevelser i mødet med en ny kultur og et nyt land. Fælles for dem alle er, at de i dag bor i Miami, har stiftet familie og fået rødder i USA, og oplevelsen med Operation Pedro Pan fylder en betydelig del af deres liv.

Nu har de nået en alder, hvor de er ved at trække sig tilbage og gør dermed status over deres liv. Og de er klar til at svare på nogle af de spørgsmål, der er dukket op gennem livet, men som de ikke tidligere har været i stand til at svare på.

Mario Sanchez er i dag 56 år og underviser i computerteknologi på Miami Dade College. Han bor med sin familie på Floridas vestkyst, men har også en lejlighed i Miami, hvor han er fire dage om ugen i forbindelse med sit arbejde. Han har været millionær to gange i sit liv, men i dag er formuen skrumpet ind på grund af dårlige investeringer.


Mario Sanches på 56 år har aldrig fortalt sin kone, at nonnerne slog ham.

Han synes, at han er succesfuld og har opnået store ting. Hele livet har han husket sin fars ord og brugt energien fra sine dårlige barndomsoplevelser til at blive bedst. Kampen har også gjort Mario hård, noget han afskyr, fordi han ofte taler hårdt til sine nærmeste og distancerer sig – selv fra sin kone, som aldrig har hørt om detaljerne i hans liv.

Mario er bange for at sove alene. Det er minderne fra klostret, hvor nonnerne slog ham, og han ofte lå sulten og alene i sengen, der holder ham vågen. Hver gang han ser en nonne, gibber det i ham, og han er nødt til lige at kigge en ekstra gang.

Forældrenes beslutning om at sende ham til USA har haft store konsekvenser for hans liv, og han har aldrig tilgivet det, de gjorde. Når den muskuløse eksmarinesoldat i dag sidder ved glasbordet i sin toværelses lejlighed i den 46. etagers ejendom i Miami og skal fortælle om sit svære forhold til sin mor, nonnerne og hans indre kampe, græder han.

Har aldrig tilgivet sin familie

Han overvejer, om han skal sige sit job op for at gøre noget godt for sig selv. For hele sit liv har han arbejdet, gået i skole, arbejde, skole. Han har aldrig været til fester, drukket sig fuld og scoret damer. Men han fik da succes. Så var det prisen værd, spørger Mario sig selv. Måske. Det spørgsmål kan han ikke svare på. Måske om ti år. Måske når livet er ovre. Men én ting ved han. Han ville aldrig selv sende sine børn af sted.

”Aldrig i livet. Hvis forholdene var ligesom under folkedrabene i Cambodja og massakren i Rwanda, og hvis jeg var absolut sikker på, at de ville dø, hvis jeg ikke sendte dem af sted, så måske. Måske. Men det var ikke den situation, mine forældre stod i. De ville blot undgå, at vi blev indoktrineret.”

Mødes med drengene fra St. Raphael

Miguel Xiques er 66 år og arbejder som boligrådgiver i et ejendomsmæglerfirma. Han er skilt, men bor med sin golden retriever Duke i et mindre hus en times kørsel syd for Miami. Med alderen er han blevet mindre politisk rebelsk og nøjes i dag med at give sine politiske holdninger til kende i avisernes debatfora.

For Miguel var flugten til USA hovedsageligt et eventyr. Mange af hans venner fra Cuba kom også til landet, og de holder stadig kontakten. Hver måned mødes en gruppe af godt ti af de gamle drenge fra St. Raphael og spiser pastelitos og drikker vin.


Selvom Miguel Xiques havde meget sjov med sine cubanske venner i flygtningelejren
St. Raphaels Hall græder han i dag, når han fortæller om sin ungdom.


Miguel sidder i sin havestol og kigger ud over den kunstige sø for enden af haven. Der sidder han altid, når han kommer hjem fra arbejde. I dag har han inviteret sine venner til grill, men han har intet brød. Vennerne har selv taget mad med, for de er vant til, at Miguel er distræt og ikke har noget mad.

Han føler sig cubansk og er cubaner, men han er også amerikaner. Han har ingen familiemedlemmer tilbage på Cuba, og han er taknemmelig for sine forældres beslutning om at sende ham til USA. For hans familie kunne aldrig have levet under Castros styre, er han overbevist om, så han forstår, hvorfor familien måtte flygte. Men nu, da han selv har børn, forstår han, at det må have været en ekstremt svær beslutning for hans forældre.

”Hvis jeg troede, at mine børn ville blive taget fra mig, og jeg i forvejen levede under et totalitært regime, og jeg var overvist om, at styret ville sende mine børn i lejre, så tror jeg, at jeg vil gøre det samme. Men det vil være ekstremt smertefuldt.”

Vil gøre det samme som sin mor

Carmen Valdivia er arkitekt og bor i en villa i Miami og er gift for anden gang med en mand, der også er en af Pedro Pans børn. Sammen har de et arkitektfirma, som de driver hjemmefra. Foran huset holder to Jeeps og en Mercedes, og i garagen en Porsche. Carmen er i dag 62 år og har stadig sit lange, tykke, mørke hår. Ansigtet er pudret, og læberne røde.

I sin fritid engagerer hun sig i Operation Pedro Pan Group og holder foredrag om aktionen. Pedro Pan er en vigtig del af hendes liv og identitet, og hun arbejder for, at der skal opstilles et mindesmærke, hvor hendes gamle flygtningelejr Florida City lå.


Carmen Valdivia er i dag 62 år, gift for anden gang med en mand, som også selv var et uledsaget
flygtningebarn. For hende er Cuba som en synkende skude, siger hun. “Det er ikke et liv for mig.”

Snart fylder hendes barnebarn 12 år, og ligesom da hendes egne børn blev 12, frygter hun, at noget vil ske i verden, der kan splitte familien ad. Den alder havde hun selv, da hun blev adskilt fra sine forældre. Minderne sidder så dybt, at hun vil have, at hele familien tager det spanske statsborgerskab, som de kan få efter Carmens farfar, så de kan flygte samme sted hen.

For nylig talte Carmen med sin mor om adskillelsen, og moren sagde, at hvis hun havde vidst, at der ville gå mere end tre år, før de blev genforenet, så ville hun aldrig have gjort det. Men Carmen sagde til sin mor, at det havde hun bare at gøre, og Carmen ville selv gøre det samme i dag.

For hende er situationen som at være om bord på en synkende båd med kun én redningsvest. Hun vil til enhver tid give vesten til sit barn og redde det. Det vil være egoistisk at holde om det og drukne sammen, synes hun. Det gør man jo ikke.

”Den eneste måde, vi kunne overleve Cuba på, var at gøre, hvad Castro sagde. Vi kunne ikke dyrke vores tro, min skole var blevet lukket, og den dag i dag kommer folk stadig i fængsel for at sige noget kritisk om styret. Det er ikke et liv for mig. For mig er Cuba som en synkende båd. Det lyder drastisk, men det er et spørgsmål om liv eller død. Jeg vil have min frihed, ellers vil jeg hellere dø.”

Fortællingen er skrevet på baggrund af flere interviews med Carmen Valdivia, Miguel Xiques og Mario Sanchez samt deres venner og bekendte. Baggrundsinformation stammer fra fotografier, dagbøger og andet historisk materiale om Cuba og Operation Pedro Pan.

Læs del 1: Flugten fra Cuba
Læs del 2: Missiler rettet mod familien
Læs del 3: Iskoldt gensyn med mor og far
Læs del 4: Er jeg amerikaner?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.