Bushs krig og Obamas diplomati har styrket USAs ærkefjender

Nyhedsanalyse: Bushs hårde linje i Irak skabte respekt og frygt for USAs magt, som man kunne have bygge videre på, man skulle bare have haft mere tid. Men i stedet har man nu skabt et dødsensfarligt magttomrum i Mellemøsten.

To år efter USAs tilbagetrækning fra Irak har den irakiske regering mistet kontrollen over det meste af Falluja og dele af andre byer i den irakiske Anbar-provins. Her er det en militant sunnimuslim i netop Fallujah.
To år efter USAs tilbagetrækning fra Irak har den irakiske regering mistet kontrollen over det meste af Falluja og dele af andre byer i den irakiske Anbar-provins. Her er det en militant sunnimuslim i netop Fallujah.

De seneste dages billeder af jublende al-Qaeda-støtter i Falluja og andre irakiske byer kunne godt ligne et bud på en tur i »Situation Room« under Det Hvide Hus for præsident Barack Obama og hans rådgivere. En af sikkerhedseksperterne kunne så til indledning gå i gang med den komplicerede øvelse at forsøge at trække linjerne op:

To år efter USAs tilbagetrækning fra Irak har den irakiske regering mistet kontrollen over det meste af Falluja og dele af andre byer i den irakiske Anbar-provins. Premierminister Nuri al-Maliki opfordrede i går til, at »Fallujas befolkning og stammer fordriver terroristerne«. USA har tilbudt at hjælpe Maliki med at bekæmpe al-Qaeda – dog uden at ville sende soldater. En iransk regeringstalsmand har tilbudt tilsvarende hjælp.

En anden, måske en tilbageværende militærperson fra tiden under præsident George Bush, kan så vredt vrisse, at den shiitiske premierminister Maliki efter amerikansk militærstøtte for milliarder af dollar med våben, træning og udstyr har droppet samarbejdet med lokale sunni-ledere og dermed både sat den succesfulde bekæmpelse af irakisk al-Qaeda over styr og givet terrororganisationen ny luft som de irakiske sunniers »forsvarere«.

Derefter kunne diskussionen dreje sig over mod de beskyldninger, som en rådgiver til Maliki har fremført over for BBC: At de militante islamister er velbevæbnede, fordi de har smuglet »en ret stor mængde udstyr« ind i Irak fra Syrien, som er blevet leveret af Saudi-Arabien til oprørssiden i borgerkrigen. Det saudiske regime er en af USAs absolut vigtigste allierede i regionen og har selv i årevis bekæmpet al-Qaeda. Nu er saudierne ifølge den republikanske senator John McCain »villig til at støtte hvem som helst«, som de tror kan besejre den syriske præsident, Bashar al-Assad, fordi den saudiske ledelse ifølge McCain er bitre over Obama-administrationens inaktivitet i konflikten.

»Hvis saudierne styrker al-Qaeda, skal vi så holde med Iran??!!«, kunne man forestille sig Obama eftertænksomt udbryde med et anstrøg af forbløffelse.

Sikkerhedseksperten fra før kunne så tålmodigt gøre rede for, at man i Mellemøsten i stigende grad betragter den syriske borgerkrig som en »stedfortræderkrig« mellem Saudi-Arabien og Iran samt i større perspektiv mellem sunni- og shia-islam. Måske vil rådgiveren endda vove en hentydning til, at USAs tøven med militær støtte og modvilje mod at engagere sig gennem tre års eskalerende konflikt i Syrien har skabt perfekte rammer for al-Qaedas tilbud om »beskyttelse« af en desperat syrisk civilbefolkning.

En anden af de tilstedeværende kunne minde om, at det iranske præstestyre med våben, soldater, rådgivere og penge har sikret momentum i borgerkrigen for den selvsamme præsident Assad, som Obama selv har krævet afsat og anklaget for krigsforbrydelser med brug af kemiske våben mod sin egen befolkning.

Obama kunne, nu en anelse skarpt, skære igennem og fastslå, at den diplomatiske kurs er en hjørnesten i administrationens Mellemøstpolitik. Og derefter føre fokus tilbage på Irak med en opbakning til sin udenrigsminister, John Kerrys, erklæring under dennes netop overståede Mellemøst-rejse om, at krisen i Irak »er en kamp, der tilhører irakerne«.

Den pinlige tavshed vil måske blive afbrudt af en modig stemme, der med knastør saglighed vil påpege, at al-Qaeda er USAs fjende nummer et, og uanset hvor terrorbevægelsen befinder sig må bekæmpes som en amerikansk, højprioriteret sikkerhedsinteresse. Samt at et passivt USA yderligere kan styrke Iran, som i forvejen har betydelig indflydelse på Iraks regering. Og Irans magt er fortsat ikke bare det værste mareridt for saudierne, men også for israelerne og andre af USAs nærmeste allierede i regionen.

Den udbredte skepsis blandt vore allierede vil ikke blive mindre, ville en ny stemme indskyde og komme den modige til hjælp, efter at udenrigsminister Kerry netop har åbnet for, at iranerne kan komme med til Genève II-fredskonferencen i slutningen af januar. »På sidelinjen«, som det blev formuleret, men uden at tilslutte sig USAs og vestlige landes krav om, at udgangspunktet for forhandlingerne skal være et syrisk bredt funderet overgangsstyre og en afslutning på kamphandlingerne.

På vej væk fra mødet i »Situation Room« vil et par af de garvede analytikere måske fundere over ironien i, at Bush-politikken: »Problemer, en lille hammer ikke kan løse, kræver en større hammer« skabte grundlaget for al-Qaeda i Irak og indirekte nu i Syrien, hvor de ingen af stederne var før og samtidig styrkede ærkefjenden Iran. Mens Obamas »Amerikanerne ønsker ikke en ny krig, så vi må tale om det« hidtil både har skabt grundlaget for en opblomstring af al-Qaeda og givet det iranske præstestyre ny luft.

Måske vil den ene analytiker sige, at Bushs hårde linje skabte respekt og frygt for USAs magt, som man kunne bygge videre på og bare skulle have haft mere tid, men at man nu i stedet har skabt et dødsensfarligt magttomrum i Mellemøsten. Den anden kan så parere med, at Obama af al magt prøver at stabilisere Mellemøsten i skæbnesvanger ubalance efter Bush-administrationens hærgen, og at Obama står i spidsen for et USA, der er lagt for had i verden og for udmarvet og svækket til nye militære eventyr.

Som erfarne rådgivere vil de nok begge være enige om, at det ikke varer længe, inden de må i kælderen igen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.