Britisk EU-aftale på plads - sikrer dansk ønske om lavere børnecheck

De 28 EU-lande er enige om en aftale om britiske EU-reformer. Aftalen vil give Danmark mulighed for at indeksere børnechecken.

David Cameron under sit pressemøde, efter aftalen var kommet i hus.
David Cameron under sit pressemøde, efter aftalen var kommet i hus.

BRUXELLES: Det lykkedes sent fredag aften de 28 EU-lande at blive enige om en reformaftale, der skal give den britiske premierminister, David Cameron, det bedst mulige udgangspunkt for at vinde en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.

»Aftalen giver et sikrere og stærkere Storbritannien med adgang til det indre marked og mulighed for at påvirke Europa,« siger David Cameron på et pressemøde sent fredag aften.

Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, der har sikret et kompromis, som alle 28 lande kunne bakke op om, bekræfter også aftalen på Twitter.

Aftalen sikrer samtidig Danmark mulighed for at indeksere børnechecken, så der skal sendes et lavere beløb hjem til børn, der bor i EU-lande med lavere leveomkostningerne end i Danmark.

»Alt i alt så synes jeg, at det er et meget flot resultat, vi nu kan tage hjem med. Det er yderst tilfredsstillende for Danmark. Det betyder, at en sag, der har martret os i flere år, nemlig spørgsmålet om den danske børnecheck, nu kan blive løst. Og vigtigst af alt, så skaber det forudsætningen for, at Cameron med selvtillid kan rejse tilbage til Storbritannien og få et afsæt for forhåbentligt at vinde en folkeafstemning,« siger statsminister Lars Løkke Rasmussen på det efterfølgende pressemøde.

Med aftalen får alle lande, der ønsker det - som Danmark - mulighed for at indeksere børnechecken efter leveomkostningerne i det land, hvor børnene bor.

Det vil gælde for alle nytilflyttede EU-borgere med børn i hjemlandet, mens der bliver en fireårig overgangsperiode for allerede herboende EU-borgere, der har børn i et andet EU-land. For dem træder indekseringen i kraft pr. 1. januar 2020.

Aftalen blev vedtaget efter et anspændt topmøde, der understregede aftalens kontroversielle punkter for flere af EUs medlemslande. Efter ankomsten til EU-topmødet torsdag var der forhandlinger til langt ud på natten, og hele fredagen var domineret af en lang række separate møder mellem stats- og regeringschefer og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, før aftalen kom i hus.

Lars Løkke Rasmussen og den danske delegation måtte ikke mindst kæmpe for at overbevise de fire centraleuropæiske Visegrád-lande - Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn - for at indekseringen af børnechecken kunne gælde for alle EU-lande, der ønsker det.

Visegrád-landene fik som led i kompromiset den fireårige overgangsperiode for allerede tilflyttede EU-borgere. Dertil kommer, at der skal tages højde for landenes egen børneydelser som led i udregningen af indekseringen.

For den danske regering har hovedpriroriteten været at få en aftale, der kan sikre Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab, men med det store ønske, at Danmark også ville få mulighed for at indeksere børnechecken efter leveomkostningerne i det land, hvor børnene bor. Og det er lykkedes, selv om den dankske regering gerne havde set en kortere overgangsperiode.

En anden stor knast har været en nødbremse over for EU-borgeres adgang til særlige britiske løntilskudsordninger, når det belaster velfærdssystemet ekstraordinært.

EU-Kommissionen har allerede bekræftet, at Storbrittannien lever op til kriterierne, der kan udløse nødbremsen, og aftalen giver Storbritannien mulighed for at bruge nødbremsen i syv år. Alle, der rammes af nødbremsen, vil kun gradvist kunne få adgang til de britiske løntilskudsordninger over en periode på fire år.

»Vi har sikret mere af det, vi gik efter, end nogen kunne have forestillet sig,« siger David Cameron.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.