Kenyanske fly er på vingerne over Somalia, og tabstallene stiger.
1. november 2011, 23:03
Mindst fem mennesker - heriblandt tre børn - blev dræbt da en somalisk flygtningelejr mandag blev bombarderet. 45 somaliere blev såret af granatsplinter, oplyser Læger Uden Grænser.
Kenyas hær, som har invaderet dele af nabolandet Somalia, afviser, at stå bag angrebet og giver i stedet den militante islamiske organisation al-Shabaab skylden.
Den 16. oktober sendte Kenya flere hundrede soldater og dusinvis af militærkøretøjer ind over Somalias grænse, mens fly og helikoptere sørgede for rygdækningen. Luftvåbnet bomber regelmæssigt mål i Somalia og så sent som søndag blev mindst 12 civile dræbt, da to jagerfly bombede byen Jilib i den sydlige del af det hungersnødsplagede land. Ifølge lokale embedsmænd var halvdelen af de dræbte børn.
Kenyas premierminister Raila Amolo Odinga har kaldt påstandene om civile drab for propaganda.
- Vores soldater går ikke efter civile mål, understregede Odinga ifølge The Guardian på et pressemøde mandag.
Kenya har historien imod sig
Med invasionen af Somalia har Kenya militærhistorien imod sig. I 1990'erne endte USA og FNs engagement i landet som en katastrofe. Og i januar 2009 sluttede Etiopiens invasion lige så skidt. Efter to års guerillakrig i Somalia måtte etiopierne trække sig ud uden at have nedkæmpet militserne i landet.
Danmark indsætter fly mod pirater
Indtil videre er Kenyas mål udelukkende al-Shabaab. Ifølge Raila Amolo Odinga og hans somaliske modstykke Addiweli Mohamed Ali udgør al-Shabaab ikke alene en trussel for de to lande, men for hele regionen.
De to har givet hånd på, at Kenyas militæroperation udelukkende har til formål at eliminere truslen fra al-Shabaab, skriver netavisen SomaliaReport.
Mange meldinger om kampe
En lind strøm af ubekræftede rapporter om kampe mellem både pirater, militser, al-Shabaab og kenyansk militær på kryds og tværs flyder i disse dage ud af Somalia.
Billeder taget af landets sikkerhedsbureau viste mandag mere end 50 al-Shabaab-soldater - størstedelen teenagere - som havde overgivet sig til somaliske styrker i hovedstaden Mogadishu.
Hundredetusinder af somaliere er drevet på flugt af volden og den alvorlige hungersnød i det al-Shabaab-kontrollerede syd, som er ramt af den værste sultkrise i mere end 60 år.


































