Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Blodige bombardementer i Syrien

Syriens hær fortsætter beskydningen af oprørsby, hvor mange meldes dræbt. Tirsdag besøger Ruslands udenrigsmininister Damaskus.

Syrisk militær fortsætter den intensive beskydning af oprørsbyen Homs. Indbyggere i byen melder om mange dræbte og sårede og fortæller, at byen bliver ramt af granater fra tanks, af mortergranater og nu også af raketter.

- Det er forfærdeligt at være her. Der falder raketter og bygningerne ryster af eksplosionerne. Vi aner ikke, hvad vi skal gøre. Det er en ny massakre og ingen kan slippe væk.

Raketter regner ned over Homs

Sådan lød det mandag fra en af indbyggerne i Homs, som TV-stationen Al Jazeera var i telefonisk kontakt med, efter at det syriske militær ved daggry havde genoptaget beskydningen af byen, efter den blodigste weekend siden oprøret mod præsident Assad startede for 11 måneder siden. Flere end 88 meldes dræbt. Mindst 15 rapporteres dræbt i Homs i løbet af mandagen.

En anden indbygger beskriver overfor Al Jazeera, hvordan han har set børn lemlæstet af granater og menneskerettighedsgrupper i Syrien sætter nu dødstallet for opstanden til 7.000.

Den britiske TV-kanal BBC, der har en reporteren Paul Wood inde i Homs rapporterer, at der konstant høres raket- og granateksplosioner, men at han ikke kan bekræfte, at byens hospital skal være ramt, sådan som oprørerne hævder.

Det syriske militær har ikke brugt raketter før, men et øjenvidne i byen siger til BBCs reporter, at der i hans bydel, er faldet op mod 300 raketter i løbet af mandagen. Vidnet, Danny Abdul Dayem siger også, at det eneste hospital, der fungerer, er et lille felthospital, hvor fire læger prøver at tage sig af de mange sårede.

Mandag besluttede USA at lukke sin ambassade i Damaskus og sende personalet ud af Syrien på grund af sikkerhedssituationen og fordi præsident Bashar al-Assad ikke som forlangt af USA i sidste uge stoppede sine overgreb på befolkningen.

Storbritannien meddelte også mandag, at man trækker sin ambassadør hjem til »konsultationer«. som det hedder.

Danmark opretholder foreløbig sin ambassade med fuld bemanding i Danmaskus, oplyser Udenrigsministeriet.

Den fornyede beskydning af Homs kommer efter weekendens veto i FNs sikkerhedsråd, hvor Rusland og Kina handlingslammede rådet og dermed vedtagelsen af en resolution overfor Syrien. De to landes reaktion har udløst fordømmelse verdens i såvel den vestlige som i den arabiske verden.

Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov besøger tirsdag Syrien, hvor han i Damaskus skal mødes med landets politiske ledelse, herunder præsident Bashar al-Assad. Sammen med Iran er Rusland Syriens vigtigste allierede.

Den russiske udenrigsminister betegnede mandag den vestlige reaktion som »hysterisk« og fremhævede på en pressekonference i Moskva, at der er flere parter, der er årsag til volden i Syrien, og at den syriske opposition skal tage afstand fra voldelige grupper.

Udtalelserne fra udenrigsministeren falder helt i tråd med udsagn fra syrisk stats-TV hvor det hævdes, at »det er terrorsist-grupper, der sprænger bygninger i Homs i luften«.

Den væbnede opposition samlet i Den Frie Syriske Hær, meddelte mandag, at den har dannet et nyt nationalt militærråd, der skal lede Den Frie Syriske Hær. Rådet ledes af general Mustafa Ahmed al-Sheik, som er den højst rangerende militærperson, der indtil nu er desserteret til oppositionen.