Blodets VM

Mere end 1000 gæstearbejdere i Qatar har allerede betalt med livet for, at oliestaten kan afholde VM i fodbold i 2022.

QATAR:

En stærk lugt af benzin fylder en af de smalle sidegader tæt på det gamle marked i byen Doha. Affald flyder i gaden. På jorden ligger en død rotte, som ikke engang kattene gider beskæftige sig med. Her bor de privilegerede.

Sammen med bofællerne er 35-årige Robin fra Sri Lanka ved at rense sengene for lus og lopper. Han synes at være den glade type. Smiler næsten altid. Men hans blik er bedrøvet. Han sprøjter sengekøje-stativerne til med benzin. Madrasserne ligger i solen.

Inde bag den lille døråbning gemmer sig et virvar af improviseret husholdning for 40 personer. Dåser, flasker, baljer med vasketøj og gryder står på jorden. Alle beboerne er asiatiske gæstearbejdere, der er kommet til Qatar for at tjene penge. Nu deler de køkken, bad, toilet, sover i køjesenge på små værelser og arbejder hårdt for at lægge penge til side.

"I'm not very happy now". Robin har brugt meget af sin fridag på at få telefonisk forbindelse med sin familie i Sri Lanka. Men når  1 1/2 million gæstearbejdere, der alle vil have deres ugentlige glimt af familien, bliver telefonnettet hurtigt overbelastet.
"I'm not very happy now". Robin har brugt meget af sin fridag på at få telefonisk forbindelse med sin familie i Sri Lanka. Men når  1 1/2 million gæstearbejdere, der alle vil have deres ugentlige glimt af familien, bliver telefonnettet hurtigt overbelastet.

 

"Vi kan kun bo her 2 år endnu. Så bliver det også revet ned". I dette byhus bor der ca. 40 mænd. Det ligger i et område med mange gamle faldefærdige bygninger, der alle er lejet ud til gæstearbejdere. Om 2 år, bliver de måske også flyttet ud i lejrerne, uden for byen. Gemt væk.
"Vi kan kun bo her 2 år endnu. Så bliver det også revet ned". I dette byhus bor der ca. 40 mænd. Det ligger i et område med mange gamle faldefærdige bygninger, der alle er lejet ud til gæstearbejdere. Om 2 år, bliver de måske også flyttet ud i lejrerne, uden for byen. Gemt væk.

 

Qatar er verdens førende land, når det gælder gennemsnitlig månedlig indtægt. Det har ikke smittet af på gæstearbejdernes lønninger. Eller sikkerhed. Eller levestandard.

Efter et par hundrede dødsfald lovede Qatars myndigheder at øge sikkerheden for gæstearbejderne. Men myndighederne har mest af alt øget sikkerheden omkring de lejre mange af gæstearbejderne bor i, så det er blevet markant sværere for journalister at rapportere om de slavelignende tilstande, hele infrastrukturen VM i 2022 bygges under.

Der bor to millioner i Qatar. Den indfødte befolkning udgør næsten 300.000. Resten er gæstearbejdere. De fleste fra Nepal, Indien, Afrika eller Sri Lanka – som Robin.

Robin tjener 1200 kroner om måneden, og arbejder seks dage om ugen. Han hører alligevel til de privilegerede, fordi han ikke sætter livet på spil på en byggeplads, og fordi han har fundet et snusket hus at bo i sammen med andre. På den måde undgår han at bo i de berygtede lejre, hvor hovedparten af de arbejdere, som 2022s VM-faciliteter bygges af, sover og spiser.

Nogle gæstearbejdere har arbejdet i andre lande, som Saudi Arabien eller Dubai. De tager ud for at kunne give deres familie, i deres hjemland, et bedre liv. Give deres børn en uddannelse, eller simpelthen bare sørger for at der kommer mad på bordet.
Nogle gæstearbejdere har arbejdet i andre lande, som Saudi Arabien eller Dubai. De tager ud for at kunne give deres familie, i deres hjemland, et bedre liv. Give deres børn en uddannelse, eller simpelthen bare sørger for at der kommer mad på bordet.

Bilen svinger ind til siden. Chaufføren drejer nøglen om, og motoren bliver tavs.

Vi er i en af Qatars største lejre for gæstearbejdere. Et industriområde uden for byen Doha midt i et gadesystem, hvor alle veje er navngivet med numre og løber parallelt til hinanden, øst-vest og syd-nord. Bilen er standset uden for nogle barakker på gade nummer 46.

Lågen ved den grå cementbygning er ikke låst. Der sidder en mand i undertrøje på en stol.

“Hvem er i,” spørger han på arabisk. Et sjældent talt sprog i industriområdet, der først og fremmest bebos af gæstearbejdere fra Nepal, Indien og Afrika.

Manden er fra Egypten. Det er de andre, hvis hoveder nu stikker ud fra værelserne, også.

Hans hånd, nu med en strittende pegefinger, der svinger fra side til side, varsler, at han ikke ønsker at tale. Det er der heller ingen af de andre, der gør.

Efter tilstandene i gæstearbejdernes lejre har fået vestlige mediers opmærksomhed, er Qatar kommet under stigende pres for at forbedre vilkårene for de mere end 1,5 millioner gæstearbejdere i landet. Skilte, der oplyser om arbejdssikkerhed, er blevet hængt op ved byggepladser, og landets leder sheik Tamim bin Hamad al-Thani har erkendt, at Qatar har et problem.

Men gæstearbejderne bliver ved med at dø. De falder i søvn og skvatter ned fra højhuseskeletter. De dør af hjertestop om natten, af udmattelse og dehydrering. Alt sammen for 1200 kroner om måneden, arbejdsdage på 12-14 timer og kummerlige levevilkår. Oven i det inddrager arbejdsgiverne gæstearbejdernes altid pas ved ankomst, så det er ikke er muligt for den enkelte at forlade sit job. Og slet ikke landet.

Kritikken udefra betyder mere overvågning omkring lejrene og større uvilje mod at fortælle om situationen. Som hos egypterne på gade 46. At sladre koster jobbet. Måske mere.

På et værelse på ca. 20 m2, med 12 senge, er det begrænset med privatliv. Mohammed ligger i sin seng. Men udover soveplads, skal der også være plads til alle hans egendele.
På et værelse på ca. 20 m2, med 12 senge, er det begrænset med privatliv. Mohammed ligger i sin seng. Men udover soveplads, skal der også være plads til alle hans egendele.

 

Vi stopper foran en bygning på gade 24. Stopuret begynder at tikke. Vi har 10 minutter. Måske mindre, før myndighederne dukker op. Den øgede opmærksomhed omkring lejrene har fået Qatar til at aktivere et sladresystem. Deres egen lille efterretningstjeneste, om man vil. I det øjeblik, vi træder inden for i en af bygningerne i lejrene, fanger øjnene tre forskellige grupper. Den første er de gæstearbejdere, der har en reel interesse i at fortælle om forholdene. De kommer os i møde med det samme. Nysgerrige og venlige. Den anden gruppe er iagttagerne. Dem, der står tavst ved siden af eller bagved og kigger på uden at sige noget. Den tredje gruppe er sladderhankene. Dem med mobilen i hånden, der ringer til deres egne chefer for at fortælle, at medierne er kommet for at stille spørgsmål. I de fleste tilfælde går der ti minutter, før politiets patruljevogn når frem.

En gruppe gæstearbejdere fra Sri Lanka og Nepal åbner døren til et af værelserne på første sal i bygningen. Otte køjesenge står langs væggene. Der er næsten ikke ledig gulvplads. Her og der hænger tøj til tørre. Improviserede stikkontakter hænger løst i rummet?. På væggen hænger en enkelt plakat af Klippemoskeen i Jerusalem. Under den ligger Mohammed Habib, en ung gæstearbejder fra Sri Lanka. På hans forvaskede T-shirt står der ”intifada”.

“Jeg er glad for lejren og de penge, jeg tjener,” siger han.

Mohammed tjener 1050 kroner om måneden og skal selv betale for mad og transport til og fra arbejde. Det er stadig mere, end han kan tjene i Sri Lanka, hvor han ikke ejer noget som helst. Han blev lovet 1350 kroner om måneden, men den diskussion blev hurtigt lagt død af hans arbejdsgiver. I stedet har Mohammed bedt om at få så meget overarbejde som muligt. I alt arbejder han 14 timer om dagen, 16 timer, hvis han er heldig.

Men det er farligt. Det indrømmer han. De syv andre på værelset nikker, og her begynder de at åbne op om bagsiden ved at arbejde i Qatar.

“Sikkerheden på arbejdspladsen er begrænset. Når vi vil klage, går vi til vores chef. Han er fra Kerala i Indien og respekterer os ikke. Når vi er trætte og gerne vil hvile nogle minutter, råber han og sætter os i gang igen,” fortæller Mohammed.

Blandt Qatars gæstearbejdere eksisterer et hierarki, en slags kastesystem. Afrikanerne og nepaleserne er de laveste. Så følger pakistanerne og inderne - især dem fra Kerala, som ofte er de såkaldt privilegerede. Gæstearbejdere fra arabiske lande rangerer øverst. Lokale mænd fra Qatar er slet ikke at finde i nærheden af lejrene.

En af kammeraterne fra værelset står med bøjet hoved. Han er fra Nepal. For nylig døde en af hans arbejdskammerater. Hver dag kommer andre til skade på arbejdspladsen.

“Vi får ikke den slags at vide. Vi hører om det, og rygter spreder sig hurtigt. Men arbejdsgiverne skjuler ulykkerne og dødsfaldene for os andre. De vil torturere os, hvis vi spørger om det,” siger han.

Der er gået 12 minutter, siden vi gik ind i bygningen. Vi går hurtigt ned til bilen. Sladderhankene sidder på en bænk. Deres øjne følger os, mens vi går hen mod bilen.

I det øjeblik vi svinger ud på hovedvejen, kommer en politipatrulje i modkørende retning. Vi nåede det.

Der er fælles transport, når arbejderne skal til og fra arbejde inde i Doha. Og det er for de fleste arbejderes vedkommende, det eneste de ser til noget der minder om byliv. Mange har ikke råd til at bruge penge på transport og er låst fast ude i den store lejr.
Der er fælles transport, når arbejderne skal til og fra arbejde inde i Doha. Og det er for de fleste arbejderes vedkommende, det eneste de ser til noget der minder om byliv. Mange har ikke råd til at bruge penge på transport og er låst fast ude i den store lejr.

 

På hovedvejen i industriområdet ligger en frisørsalon, hvor gæstearbejderne bliver klippet, barberet og får ansigtsmassage med afsluttende halvlussinger lige som derhjemme i Indien eller Nepal.

Tre nepalesere sidder og venter, mens to andre bliver studset. En af dem i sofaen er 19 år. Han er kranfører og har været i Qatar i en måned. Han er glad og tilfreds og snakker løs om, hvordan han ser sit arbejde som et karriereryk. Han roser sikkerhedsforanstaltningerne med et stort smil.

Frisøren vender sig om. Han kigger på den unge mand. De andre er tavse. Så kigger han på os.

“Bare tal frit. Det er ok. Vær ikke bange,” siger han.

Nepaleserne kigger på ham. Så på hinanden. Så på frisøren igen.

Rostom på 25 år rykker lidt frem på sofaen og mumler noget, vi andre ikke kan høre.

“Jeg er ikke glad,” siger han.

Han fortæller om, hvordan en af hans medarbejdere faldt i søvn på arbejdspladsen for to måneder siden. Han faldt otte etager ned på jorden og døde på stedet.

I en anden ulykke døde tre andre. Det var noget med en bulldozer.

Rostom har været i Qatar i et år. Han har set, hvordan tingene hænger sammen, og kan ikke lide det. Han kan opremse en lang række ulykker. Nogle af dem har han selv været vidne til. Andre har han hørt om.

“Sikkerheden på arbejdspladsen er elendig. Jeg arbejder hårdt i 12 timer om dagen og tjener 250 dollar (1300 kroner) om måneden,” siger han.

Lige som de fleste andre gæstearbejdere bor han sammen med syv andre på et lille værelse.

Iført landsholdstrøjer fra hele verden, bruger gæstearbejderne, deres ene ugentlige fridag på fodbold. Til forskel for de lækre nye airconditioneret stadions de bygger, spiller de deres egen lille turnering på en grusbane, med huller og store sten.
Iført landsholdstrøjer fra hele verden, bruger gæstearbejderne, deres ene ugentlige fridag på fodbold. Til forskel for de lækre nye airconditioneret stadions de bygger, spiller de deres egen lille turnering på en grusbane, med huller og store sten.

 

På vej til gade 42 kører vi forbi et stort åbent område. Det er fredag eftermiddag, gæstearbejdernes fridag. Nepaleserne spiller fodbold på en hård grusbane. I baggrunden spiller inderne cricket.

Vi stopper ved en bygning på gade 42. Samme øvelse. Bilen venter, mens stopuret sættes i gang. En gruppe mænd er ved at vaske tøj. I det beskidte fælleskøkken står to andre og laver mad. De fleste opholder sig på den lille gårdplads ved indgangen eller på værelserne.

De ser os an et øjeblik. Så kommer de første for at tale. Den ene overgår den anden i fortællinger om, hvordan arbejdsgiverne har snydt dem for penge ved at lokke dem til Qatar med løfter om højere beløb og så ende med at betale dem 200-300 kroner mindre om måneden.

En gruppe på omkring 40 voksne mænd står omkring os. Mindst lige så mange ser med fra værelserne på bygningens tre etager.

“Vi bor i et fængsel,” siger en af de indiske arbejdere. “Se omkring dig. Det er værre end et fængsel. Synes du det er et værdigt sted at bo?” spørger han.

Overalt i Doha bliver der bygget. Det er ikke kun stadions der skal være klar til 2022. Nye hoteller, nye veje, nye indkøbscentre og nye virksomhedsdomiciler. Det gør at man hele døgnet kan høre byggelarm. Mange arbejder mellem 12 og 14 timer i døgnet. Med kun en ugentlig fridag.
Overalt i Doha bliver der bygget. Det er ikke kun stadions der skal være klar til 2022. Nye hoteller, nye veje, nye indkøbscentre og nye virksomhedsdomiciler. Det gør at man hele døgnet kan høre byggelarm. Mange arbejder mellem 12 og 14 timer i døgnet. Med kun en ugentlig fridag.

Indgangen til bygningen er proppet med gæstearbejdere nu. Nogle står på tæerne for at se, hvad der foregår. To mænd står og taler i mobiltelefon. Sladderhanke. Der er ikke gået ti minutter endnu. De har været hurtige. En mand, der tydeligvis er en sikkerhedsvagt, kommer gående direkte imod os.

Han er tydeligt nervøs og kræver svar. Han tror, vi er fra Amnesty International. Den eneste organisation med værre omdømme end internationale journalister blandt Qatars arbejdsgivere. Han vifter med den ene hånd og indtaster et nummer på mobilen med den anden.

Mens vi sætter os ind i bilen, truer han med at give nummeret på vores nummerplade til politiet, der allerede er på vej et eller andet sted i industrikvarterets gadesystem. I sidste ende er det hans egen angst for de konsekvenser, situationen kan få for ham selv, der løser problemet. Det faktum, at han også selv har en overordnet, og at han også “bare” er en gæstearbejder, der ikke har formået passe sit job med at holde uvedkommende ude fra en af de lejre, Qatars myndigheder ikke ønsker at vise frem, er vores held.

Træt. Udmattet. En arbejdsdag er overstået. Om lidt kommer bussen og kører ham hjem til sit værelse. Som han deler med 10-12 andre.
Træt. Udmattet. En arbejdsdag er overstået. Om lidt kommer bussen og kører ham hjem til sit værelse. Som han deler med 10-12 andre.

Bilen drejer til højre, så til venstre ned forbi fodboldbanen. Vi har kørt i 30 sekunder, da en af politiets patruljer kommer kørende i modsat retning. Vi kører tilbage mod Doha, som gæstearbejderne fra lejren kun ser når de er på arbejde. Til forskel fra Robin fra Sri Lanka, der her og der får lov til at køre en tur i chefens bil og som kan tage til stranden på sin ugentlige fridag er livet i lejrene en helt anden sag. Det er så hårdt, at gæstearbejderne ikke har overskud til at bevæge sig uden for, og så lavt lønnet, at de heller ikke har råd. De er bundet til deres job og gustne lejrbygning, mens de skridt for skridt, og liv for liv sikrer at Qatar vil være i stand til at afholde VM om små otte år.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.