Amerikanerne frygter, at protesterne i Yemen vil føre til en islamistisk stat i stedet for demokrati. Og det er der god grund til.
2. marts 2011, 09:55
En af Yemens mest indflydelsesrige religiøse ledere, der samtidig er mistænkt for at finansiere terrorisme, har foran tusindvis af regeringskritiske tilhørere opfordret til at gøre Yemen til en islamisk stat.
Det skriver New York Times.
Abdul Majid al-Zindani, der tidligere har fungeret som mentor for al-Qaeda-leder Osama bin Laden, talte tirsdag foran mange tusinde regeringsmodstandere i landets hovedstad Sanaa.
- En islamisk stat er på vej, sagde han.
Samtidig forsøger Yemens siddende præsident, Ali Abdullah Saleh, at holde godt fast i sin magt, og repræsentanter for den amerikanske regering har udtrykt frygt for, hvad det vil få af konsekvenser, hvis præsidenten bliver væltet, efter demonstrationerne i Mellemøsten har spredt sig til Yemen.
Religiøse demonstrationer
Hvor protesterne i flere andre af de mellemøstlige lande har haft et politisk, demokratisk budskab, fylder religion mere i den offentlige debat i Yemen, lyder det fra den amerikanske Yemen-ekspert Gregory Johnson fra Princeton-universitetet.
Zindanis tale kan derfor være med til at dreje demonstrationerne i en mere religiøs retning, lyder det.
Al-Qaeda står dog ifølge eksperten ikke stærkt nok i området til at kunne overtage magten, hvis præsidenten bliver væltet, men:
- I løbet af et år kan det bane vejen for al-Qaeda til at sige: "I prøvede Saleh, I prøvede demokrati, nu er det på tide at prøve profetens og Sharia-lovens vej," siger Gregory Johnson til New York Times.
Abdul Majid al-Zindani har siden 2004 været en "særligt udpeget global terrorist" af de amerikanske myndigheder, der har ham mistænkt for at finansiere terrorisme.

































