Bernie er ikke som de andre - han er ungdomskult

Hvad er der galt med ungdommen af i dag? Menigmand i USA står i kø for at lytte til en 74-årig mands ord om fremtiden. Svaret er, at demokraten Bernie Sanders ikke er som andre – han er ungdomskult

84 procent af de 17- til 29-årige demokratiske partitilhængere i New Hampshire synes, at Bernie Sanders er verdens bedste bedstefar. Hans værste konkurrent til præsidentposten, Hillary Clinton, fanger blot 14 procent af delstatens unge. Foto: Spencer Platt/AFP
84 procent af de 17- til 29-årige demokratiske partitilhængere i New Hampshire synes, at Bernie Sanders er verdens bedste bedstefar. Hans værste konkurrent til præsidentposten, Hillary Clinton, fanger blot 14 procent af delstatens unge. Foto: Spencer Platt/AFP

CONCORD: Det handler om alt muligt andet end en generationsforskel mellem en 74-årig herre og en 23-årig kvinde ved navn Ruth Hastings.

Det handler om manden på scenen til et valgmøde i byen Concord i New Hampshire. Han kunne være hendes bedstefar, og Ruth hopper af begejstring over Demokraternes spidskandidat, Bernie Sanders. Hans grå hår stritter vildt, og stemmen er blevet ru af at råbe op om alle uretfærdighederne i det amerikanske samfund.

Socialisten og det nylige medlem af Det Demokratiske Parti, senatoren fra staten Vermont, bedstefaren og manden, der er opvokset under trange kår i en jødisk familie i Brooklyn i New York City er for længst blevet et »fænomen«. Endda et fænomen, der med sine opildnende taler om et socialistisk utopia har ualmindeligt godt tag i de unge vælgere i det mest kapitalistiske land i verden: Gratis uddannelser, frie universiteter, sygesikring til alle, øgede skatter for de rige og hjælp til de fattige.

Verdens bedste bedstefar

84 procent af de 17-29-årige demokratiske partitilhængere synes, at Bernie Sanders er verdens bedste bedstefar. Hans værste konkurrent til Det Hvide Hus, Hillary Clinton, fanger blot 14 procent af de unge i delstaten New Hampshire. Sanders har også godt tag i amerikanere mellem 30 og 44 år. Her fører han med 21 procentpoint over den kvindelige præsidentkandidat.

»Feel the Bern« – oversat til fladt dansk »mærk flammen« – som hans tilhængere råber i kor, når den gamle mand træder ind på scenen og giver samfundet en omgang politisk peptalk baseret på god gammeldags socialdemokratisk retorik fra 60ernes Danmark.

Hvorfor tiltrækker han unge?

»Han går rent ind i mit hjerte. Han taler om noget, jeg kan forholde mig til – om frie uddannelser, hvor vi ikke skal have penge op af lommen. Men han har også en vision for et bedre samfund, og han taler så engageret om det, at det er svært andet end at blive begejstret. Vi har et uigennemskueligt samfund, hvor rige bliver rigere, og vi andre bliver fattigere. Det kan jeg mærke på mine forældre, der også har været arbejdsløse,« siger Ruth Hastings, der er kommet hele vejen fra Washington D.C. for at lytte til manden, der har vakt unges interesse for politik.

En politisk bevægelse ved navn Bernie

Bernie Sanders er i unges øjne politisk ren. Han er ikke afhængig af »Wall Street« i sin valgkamp. Han modtager ikke bidrag fra store økonomiske interesser. Han er blevet en politisk bevægelse. Intet mindre.

For en række særdeles aktivistiske unge, der er stærke i det demokratiske parti, men aldrig har vist interesse for at stemme, er han en politisk lederskikkelse af de helt store. Dér kan Hillary Clinton slet ikke følge med. Hendes velovervejede og planlagte valgturneer sætter ikke brand i nogen under 45 år i New Hampshire. Selv om hun er fem år yngre end Sanders, betragtes hun som en langt ældre dame med alt for fornuftige meninger. Og det er ikke ment rosende blandt de unge, der foretrækker en mand, der kan skabe en revolution i Washington D.C.

»Vi trænger så meget til at få rusket op i alt. Alt er styret af kapitalen. Jeg betaler stadig af på et studielån til en høj rente. 100.000 dollar har min uddannelse kostet, og mine forældre har ikke kunnet hjælpe mig ret meget,« siger en af Ruths veninder, Sarah, der studerer statskundskab på American University i Washington D. C.

Kun de færreste tror på sejren

Bernie Sanders er andengenerationsindvandrer på faderens side. Hans mor blev født i New York. Men opdragelsen under relativt beskedne kår og interessen for både den jødiske religion, de europæiske revolutioner og socialistiske bevægelser har sat sig dybt i hans bevidsthed.

Venner af Sanders siger, at det er sjældent, at man møder en person, som i den grad er uselvisk og har engagementet til at kæmpe for en sag: Uligheden og kapitalens indflydelse på politik. Og dén har givet ham medvind. Han samler tusinder af unge ikke blot i de nordøstlige stater i USA, hvor han er hjemme. Også i sydstaterne har han kunnet trække masser af tilhængere.

Men kan Bernie Sanders vinde? Det er der trods alt ikke mange, der tror på. De fleste mener, at sejren i New Hampshire er sidste station på vejen. Uanset hvad har han sat brand i Det Demokratiske Parti. For han har vist, at partiets venstrefløj er stærk, og at de kan få fat på de unge, hvis de vil.

Om Demokraterne så forstår at udnytte dette, når Sanders er væk, er en anden sag. Men Sanders har vist, at det er muligt at få nye unge vælgere i butikken, selv om man er 74 år – bare man har engagementet og sagen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.