Berlusconi skyder valgkamp i gang

Kort efter at Silvio Berlusconi havde annonceret sit comeback på den politiske scene, indgav premierminister Mario Monti sin afskedsbegæring. Efter en begivenhedsrig weekend kan italienerne se frem til en lang og uforud­sigelig valgkamp.

Silvio Berlusconi
Silvio Berlusconi

BARCELONA: Den demokratiske undtagelsestilstand i Italien var under alle omstændigheder ved at være slut. Efter at en teknokrat-regering anført af Mario Monti gennem 13 måneder, som en safety car i et ulykkeshærget Formel 1-løb, har ledet landet gennem gælds-krisens foreløbig værste periode, skulle de »rigtige« politikere alligevel have magten tilbage i forbindelse med forårets parlamentsvalg, og i samtlige partier havde de længe ligget og gasset op.

At Silvio Berlusconi som den første trådte speederen helt i bund, da han lørdag annoncerede sit comeback som spidskandidat og samtidig opsagde den parlamentariske støtte til Monti-regeringen, kommer næppe heller bag på ret mange. For siden han i oktober blev dømt for skatteunddragelse, har den tidligere premierminister rumsteret stadig mere nervøst i kulissen.

Uden Il Cavaliere som samlende figur har hans parti, Il Popolo della Libertà (PDL), de seneste måneder været på vej i opløsning samt i frit fald i meningsmålingerne, og Berlusconi har mere end nogensinde brug for en beskyttende politisk magtbase.

Bekymring i Europa

Men selv om den 76-årige politikers kandidatur altså mest af alt ligner en nødværgehandling, og til trods for, at det valg, han har fremprovokeret, alligevel stod for døren, breder bekymringen sig - i Italien såvel som andre steder i Europa.

»Populismen eksisterer også her i landet, og det er afgørende nødvendigt, at vi ikke ender i samme situation, som før denne regering trådte til. Vi må ikke igen blive den gnist, som kan få eurozonen til at sprænge i luften,« sagde Monti sent lørdag, efter at han havde meddelt sin afgang som premierminister, så snart finansloven for næste år er vedtaget.

Også EU-kommissionsformand José Manuel Barroso mindede i et interview med erhvervsavisen Il Sole 24 Ore søndagsudgave italienerne om, at den nuværende regerings benhårde reformkurs er livsnødvendig.

»Valget må ikke blive et påskud for at så tvivl om disse reformer. Den relative ro på finansmarkederne betyder ikke, at krisen er forbi,« formanede Barroso.

Populistisk alternativ

Forståeligt nok. For Berlusconis officielle forklaring på sit comeback er netop modstanden mod Montis reformer. De har, hævder den tidligere premierminister, skræmt italienerne fra at forbruge og låst landet fast i en ond cirkel af stadig dybere recession og højere arbejdsløshed. Det er for at gøre op med denne »germanofile kurs«, at Berlusconi stiller op - »for at vinde, og ikke for at lave et godt resultat«.

Hans PDL er ganske vist ifølge de seneste meningsmålinger ikke færre end omkring 20 procent bagefter det socialdemokratiske Partito Democratico, der i sidste weekend udpegede Pier Luigi Bersani som deres kandidat ved et primærvalg. Men dels er målingerne lavet, før Berlusconi med sin ekstremt magtfulde medieplatform igen meldte sig på banen. Dels ligner Berlusconis nye eurofjendtlige diskurs på mange punkter den, der ifølge de samme målinger har gjort den venstre­snoede protestbevægelse Movimento 5 Stelle til Italiens næststørste parti.

Det er svært at forestille sig komikeren Beppe Grillo, der leder 5 Stelle-bevægelsen, i en uhellig alliance med Berlusconi. Men uanset hvilken form og farve, frustrationen over de eurozone-dikterede økonomiske reformer antager, når stemmerne om nogle måneder er talt op, vil den udgøre en bombe under stabiliteten i det altid politisk letantændelige Italien.

Paradoksalt nok ligner den afgående premierminister det bedste bolværk mod et populistisk jordskred.

Monti har ganske vist i flere omgange afvist at stille op, når hans opgave som teknokratisk regeringsleder er slut. Men de seneste timer er presset fra både højre- og venstre taget til, og ifølge Corriere della Sera gør det indtryk.

Il Professore, som Monti kaldes, er, hævder avisen, klar til at tage kampen op mod Il Cavaliere.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.