Ariel Sharon stedt til hvile i Negevørkenen

Den tidligere israelske premierminister Ariel Sharon er blevet begravet ved sin ranch i Negevørkenen - blot ti kilometer fra fjenderne i Gazastriben.

Den tidligere premierminister Ariel Sharons kiste bæres af vagtfolk fra Knesset.
Den tidligere premierminister Ariel Sharons kiste bæres af vagtfolk fra Knesset.

ISRAEL: På en græsdækket bakketop i Negevørkenen er Israels tidligere premierminister og nationalikon Ariel Sharon mandag blevet stedt til hvile.

Sharon, der døde lørdag efter otte år i koma, ligger nu ved siden af sin hustru, Lily, på familieranchen Havat Shikmim i den opdyrkede og grønne ørkenregion. Ranchen ligger kun ti kilometer øst for grænsen til Gazastriben, hvor nogle af Sharons største fjender holder til.

Omkring 500-600 repræsentanter fra den israelske elite og politiske verden samt en håndfuld udenlandske udsendte var mødt op til den sidste del af Sharons statsbegravelse - omringet af et omfattende sikkerhedsopbud. Blandt deltagerne var ligeledes Uffe Taudal Andersen, Berlingskes korrespondent i Mellemøsten.

»Der har fra morgenstunden været meget store sikkerhedsforanstaltninger. Man kan se, at der er sikkerhedsballoner i luften, der holder øje med det omkringliggende område og skarpskytter bag storskærmene,« siger Uffe Taudal Andersen i telefonen fra Havat Shikmim, mens en tale på hebraisk lyder over højtalerne i baggrunden.

Tidligere på dagen blev Sharon, der var premierminister fra 2001 til 2006, hyldet ved en mindehøjtidelighed i Jerusalem.

»Du hvilede aldrig i dit arbejde for at tjene dit folk, når du forsvarede dit land og fik det til at blomstre,« sagde den israelske præsident, Shimon Peres, i sin mindetale i Jerusalem ifølge AFP.

Ariel Sharon, der har ligget i koma siden 2006, døde 85 år gammel på et hospital nær Tel Aviv, efter at hans tilstand på det seneste var blevet forværret.

Sharon var gennem hele sin politiske karriere en kontroversiel figur. Med en fortid som soldat i flere israelske krige ledede han i 1982 som forsvarsminister invasionen i Libanon. Han måtte imidlertid forlade ministerposten efter krigen, da en kommission konkluderede, at han bar et personligt ansvar for kristne militsers massakrer i palæstinensiske flygtningelejre.

Mandagens begravelse foregik i respekt og med en lovprisning af Sharon som menneske og beslutningstager, fortæller Uffe Taudal Andersen.

»Stemningen er respektfuld og stille og rolig. Der har ikke været nogle scener med gråd, men det er selvfølgelig også en mand, der har ligget i koma i otte år. De folk, der er her og taler om ham, gør det med en enorm respekt. Det er også den generelle reaktion i det israelske samfund - at det er en mand, der har betydet meget for de mennesker, der er her,« siger Berlingske-korrespondenten, der dækker Mellemøsten fra Jerusalem.

Blandt de fremmødte repræsentanter fra udlandet var USAs vicepræsident, Joe Biden, Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair og den kontroversielle hollandske højrepolitiker Geert Wilders.

Begravelsen af Sharon kommer samtidig med, at USAs udenrigsminister, John Kerry, forsøger at få genstartet fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne. Forsøget er dog blevet skæmmet af, at Israel i weekenden offentliggjorde planer om at bygge nye bosættelser på Vestbredden - hvilket har vakt kritik fra blandt andre EUs udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.