Argentinas finansielle dødsforagt

Den argentinske regering benægter, at landet er gået i betalingsstandsning, mens mægleren i striden med en gruppe hedgefonde opfordrer den til at tage situationen alvorligt.

»Nej til at betale gælden!« Budskabet fra argentinerne - både dem på gaden og i regeringen - er ikke til at tage fejl af.
»Nej til at betale gælden!« Budskabet fra argentinerne - både dem på gaden og i regeringen - er ikke til at tage fejl af.

BARCELONA: Den argentinske finansminister kender næppe Tom Kristensens poesi. Ikke desto mindre skulle man tro, at Axel Kicillof havde forlæst sig på den danske forfatters berømte linjer om at længes efter »skibskatastrofer og hærværk og pludselig død«, da han onsdag aften europæisk tid holdt pressekonference i New York.

Kicillof havde netop afsluttet et langt møde med opmanden i striden mellem Argentina og en gruppe af hedgefonde, der nægter at acceptere det sydamerikanske lands rabataftale med hovedparten af sine kreditorer. 

Samtidig forhandlede et konsortium af argentinske banker andetsteds i storbyen med fondenes advokater om at købe de gældsbeviser, der har fremprovokeret konflikten. Overalt sad nerverne uden på jakkesættet, for der var kun få timer tilbage af den frist, som en domstol i New York havde givet parterne til at finde en løsning. 

Finansministeren kunne imidlertid ikke nære sig for at affyre en verbal bredside mod »gribbefondene«, der samtidig såede tvivl om de økonomiske præmisser for de argentinske bankers operation, som han ellers angiveligt selv havde sat i værk.

Så snart udtalelsen kom bankernes repræsentanter for øre, rejste de sig fra forhandlingsbordet. Og inden dagen var omme, havde kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s kvalificeret Argentina som værende i »delvis betalingsstandsning«.

Farligt ordkløveri

»Men hvem tror dem over en dørtærskel nu om dage,« replicerede Kicillof med henvisning til bureauernes ikke netop knivskarpe kreditvurderinger forud for den globale finanskrise i 2008.

Ifølge Buenos Aires befinder Argentina sig i stedet i en ny og vanskeligt definerbar situation. Betalingsstandsning er, når man holder op med at opfylde sine forpligtelser, og det er ikke tilfældet, lyder meldingen. Dels betaler Argentina stadig af på den del af sin gæld, der ikke er underkastet amerikansk lov. Dels – og især – ville landet hellere end gerne punge ud til de kreditorer, der deltager i rabataftalen. Det er New York-domstolens kendelse om, at hedgefondene først skal have deres, som forhindrer tilbagebetalingen.

Opmanden i konflikten, advokaten Daniel Pollock, opfordrer imidlertid den argentinske regering til at droppe ordkløveriet og tage sagen alvorligt.

»Det her er ikke et finansteknisk spørgsmål, men smertelig virkelighed, der er til skade for alle involverede parter, først og fremmest den almindelige argentiner. Konsekvenserne er uforudsigelige, men de vil helt sikkert ikke være positive,« påpeger Pollock i en pressemeddelelse.

Angst er en normal tilstand

Der er ganske vist almindelig enighed om, at den aktuelle betalingsstandsning ikke får så katastrofale følger som i forbindelse med den foregående i 2002, da økonomien skrumpede med 13 pct.

Ifølge økonomen Eduardo Levy Yeyati, der er tilknyttet universiteterne i Buenos Aires og Harvard, ville en aftale med hedgefondene imidlertid have forhindret recession i 2014 og have lagt grunden til solid vækst allerede fra næste år.

Hvis det er rigtigt, hvorfor i alverden har den argentinske regering så ikke for længst indgået forlig? Og hvorfor fortsætter den, nu da betalingsstandsningen – uanset hvad man i øvrigt foretrækker at kalde den – er en realitet, med at lade som ingenting?

Det handler formentlig ikke mindst om at score billige indenrigspolitiske point hos en befolkning, hvor konfrontationen med de nordamerikanske »gribbefonde« er særdeles populær. Men samtidig er der et irrationelt element i Argentinas politik, som ifølge nogle kommentatorer har forbindelse til en Tom Kristensen’sk katastrofelængsel.

»Regeringen giver endnu en gang prøver på en dødsforagtende nationalkarakter, som vi i en vis forstand alle har andel i,« skriver eksempelvis Jorge Fontevecchia i magasinet Perfil og tilføjer:

»Vores tolerancetærskel over for angst og usikkerhed er blevet hærdet gennem utallige dramatiske kriser. Det er følelser, som ganske enkelt er blevet en del af vores normale mentale tilstand.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.