En af årtiets mest højspændte retssager ser ud til at falde på gulvet. Anklageren vil droppe tiltalen.
22. august 2011, 11:45 – opdateret 22. august 2011, 12:01
Den tidligere IMF-chef rykker nu et stort skridt tættere på frifindelse.
Anklageren i sagen - Manhattans distriksadvokat, Cyrus R. Vance Jr. - vil nemlig bede dommeren om helt at afvise sagen, oplyser en velinformeret kilde til New York Times.
Dermed ser en af dette årtis mest opsigtsvækkende retssager ud til at ramle sammen. Strauss-Kahn står tiltalt for at have tvunget stuepigen Nafissatou Diallo til sex på et hotel i New York, og de alvorlige anklager har allerede kostet franskmanden posten som direktør for Den Interantionale Valutafond, IMF.
Desuden har sagen formentlig betydet, at Strauss-Kahn gik glip af præsidentposten i Frankrig - en post, han havde gode muligheder for at vinde, inden skandalen rejste sig.
Utroværdig stuepige
Den offentlige anklagers erkendelse af, at sagen ikke kan rejses kommer efter længere tid med hård kritik af beviserne. Allerede i slutningen af juli blev et afgørende retsmøde i udsat tre uger, og der var den gang bred enighed om, at hele sagen var svækket alvorligt, efter det blandt andet var kommet frem, at stuepigen havde løjet i sin asylansøgning til USA og var kommet med flere modstridende oplysninger under forhør.
Stuepigen Nafissatou Diallo er det eneste vidne i sagen, som i givet fald kan dokumentere den helt centrale anklage: At Dominique Strauss-Kahn tvang hende til oralsex.

































