Alt klappede for manden, der plejer at falde over egne ben

Jeb Bush har anlagt en helt ny strategi i South Carolina, og det har absolut fået mediernes opmærksomhed. Personskiftet er så markant, at man spørger sig selv, hvad der er sket med den republikanske kandidat?

Hvad skete der? Alt klappede for manden, der plejer at falde over egne ben, da han indtog scenen i South Carolina. Var det hjælp fra storebroren, George W. Bush (tv.), der sikrede Jeb Bushs succes? Foto: Jim Watson
Hvad skete der? Alt klappede for manden, der plejer at falde over egne ben, da han indtog scenen i South Carolina. Var det hjælp fra storebroren, George W. Bush (tv.), der sikrede Jeb Bushs succes? Foto: Jim Watson

Var det de manglende briller, der gjorde udslaget?

Amerikanske kommentatorer leder febrilsk efter svaret på den forvandling, den republikanske præsidentkandidat Jeb Bush lagde for dagen i mandags, da han foran en forsamling på 3.000 personer i South Carolina pludselig fremstod som en både målrettet og selvsikker kandidat til det højeste embede i USA.

Jeb Bush tøvede ikke en eneste gang. Han stammede ikke. Han kiggede direkte på publikum uden at gøre et genert kast med hovedet i en forkert retning. Han havde de slagkraftige overskrifter klar. Og han langede ud efter sine modstandere med en skarp kritik, som ikke ramte ham selv som en boomerang. Det lykkedes kort sagt for Jeb Bush at affyre den politiske pistol uden at ramme sig selv i foden. En gigantisk præstation, som amerikanske kommentatorer stod i kø for at finde forklaringen på.

»Jeg har læst to bøger«

Var det Jeb Bushs bror, den tidligere præsident George W. Bush, der varmede ham op? Eller var det, fordi kandidaten havde taget kontaktlinser på i stedet for de tunge og intellektuelle briller, han altid har besvær med at holde på næsen? Det kunne være George W. Bush, der har hvisket sin bror nogle gode råd i øret. Efter at have ligget i politisk dvale i Texas, siden han forlod Det Hvide Hus i januar i 2009 og ernæret sig som skønmaler af nuttede hunde, trådte George W. Bush mandag op på talerstolen i byen North Charleston i den konservative sydstat.

Han leverede i vanlig stil en underspillet tale for at støtte sin bror. Den bar præg af både selvironi, humor og en forsigtig langen ud efter politiske modstandere uden at glemme sit løfte om også i sit præsidentielle otium at være tilbageholdende med at kritisere politikere alt for meget. Især ikke den nuværende demokratiske præsident, Barack Obama, som han har udviklet et nært forhold til på trods af åbenlyse politiske modsætninger.

»Jeg har læst to bøger,« sagde George W. Bush, da han skulle forklare, hvad han havde foretaget sig de seneste otte år til stor begejstring for tilhørerne. Den tidligere præsident greb med sædvanlig elegance en af de ondskabsfulde ting, man siger om ham: At han aldrig har læst en bog. Og så gjorde han reklame for sin nye hobby med at fabrikere oliemalerier af folks kæledyr.

»Det, folk betaler for, er signaturen på malerierne,« sagde han selvironisk.

Netop i South Carolina har George W. Bush sit trofaste publikum. Han blev modtaget med stor begejstring af de tusindvis af tilhørere, som hyldede den nu 69-årige tidligere præsident.

South Carolina er sidste mulighed for sejr

Og så kom Jeb Bush på banen, og alle holdt vejret. Alle regnede med, at han mindst ville falde over sine egne ben, inden han nåede frem til talerstolen. Men han hoppede elegant op på podiet og gik i gang.

Publikum kiggede vantro på manden uden briller. Han var ikke længere et lavenergibundt, som hans værste modstander, Donald Trump, uelskværdigt har kaldt ham. Jeb Bush var som skåret ud af en reklame for batterier med lang levetid. Et politisk energibundt, der pludseligt var ladet op til at slås for den vigtigste stat i primærvalgene. For hvis ikke Jeb Bush den 20. februar får et rigtigt godt valg i denne delstat, så kan kan godt pakke sammen. Hvis han trods et nederlag fortsætter, så vil det blive svært. Meget svært.

Jeb Bush sagde med overbevisning i stemmen, at det ikke altid er dem, der råber højest, der er den bedste til at varetage jobbet som USAs præsident. Han sagde, at man ikke skulle sætte »mærkater« på folk.

»Min gamle far har altid sagt, at man kun sætter mærkater på suppedåser,« sagde Jeb Bush og henviste dermed til endnu et berømt medlem af familien, den ligeledes tidligere amerikanske præsident George H. W. Bush, som er far til Jeb og George W.

Donald Trump skældte ud på alt og alle

Jeb Bush var i venners selskab. Men han kunne mere end det, og et andet sted i South Carolina stod hans værste politiske modstander, mangemilliardæren Donald Trump, og skældte ud på alt og alle. Især endnu en republikansk præsidentkandidat, Tea-Party politikeren Ted Cruz, som han nærmest betegnede som en lystløgner.

»Jeg har aldrig mødt en mand, der lyver så meget,« sagde Trump, som dog også langede ud efter Jeb Bush – han blev kaldt for et sørgeligt tilfælde.

»Han bruger andre folks penge til sin valgkamp, og se hvad han har fået ud af det. Intet,« sagde Trump.

Valget i South Carolina 20. februar bliver et af de mere spændende, for Trump står i meningsmålingerne til at vinde. Bush står til kun at få mellem fem og ti procent af stemmerne. Imellem de to står Cruz og en anden republikaner, Marco Rubio.

South Carolina er måske Bushs sidste chance. Og hans intense kampagne med sin bror viser, at han vil slås for sagen. Manden – nu uden briller – forsøger at gøre comeback.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.