Absalon bliver del af NATO-indsats mod menneskesmuglere

NATO flytter sin sydflåde i Middelhavet til Det Ægæiske Hav for at hjælpe Tyrkiet og Grækenland med overvågning og efterretninger i kampen mod menneskesmuglere. Det danske krigsskib Absalon bliver en del af NATO-indsatsen til efteråret.

Arkivfoto: Det danske støtteskib Absalon bliver en del af indsatsen til efteråret, når NATO flytter sin sydflåde til Det Ægæiske Hav for at hjælpe Tyrkiet og Grækenland med overvågning og efterretninger i kampen mod menneskesmuglere.
Arkivfoto: Det danske støtteskib Absalon bliver en del af indsatsen til efteråret, når NATO flytter sin sydflåde til Det Ægæiske Hav for at hjælpe Tyrkiet og Grækenland med overvågning og efterretninger i kampen mod menneskesmuglere.

BRUXELLES: De 28 NATO-lande er torsdag blevet enige om, at NATO skal flytte sin sydflåde i Middelhavet på aktuelt fem krigsskibe til Det Ægæiske Hav for at hjælpe Tyrkiet og Grækenland med overvågning og efterretninger i kampen mod menneskesmuglere.

Fra september og tre måneder frem er det i forvejen planlagt, at det danske krigsskib Absalon skal være en del af denne flåde, og Absalon kommer dermed til at deltage i overvågning og indhenting af oplysninger, som kan bruges i kampen mod menneskesmuglerne.

»Den danske regering mener, at det er en god ide, fordi vi grundlæggende synes, at udfordringen er så stor, at vi skal bruge alle de værktøjer, vi kan, for at få stoppe de her menneskesmuglere,« siger forsvarsminister Peter Christensen (V) på et pressemøde i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.

NATO-beslutningen kommer efter en anmodning fra Grækenland, Tyrkiet og Tyskland, der onsdag aften blev enige om, hvordan operationen kan forløbe. NATO-flåden får som opgave at lave overvågning med avanceret udstyr, som også Absalon har, og sende efterretningerne til den tyrkiske og græske kystvagt, der får selve rollen med at jagte menneskesmuglerne og redde folk, der måtte være i nød.

Det er derfor heller ikke forsvarsministerens forventning, at Absalon kommer til at jagte menneskesmuglere eller samle flygtninge og migranter op, men møder skibet flygtninge og migranter i nød, vil de blive samlet op og sejlet til den tyrkiske kyst. Det er både Tyrkiet og Grækenland enige om.

De to NATO-lande Grækenland og Tyrkiet har i årtier har været uenige om territoriale rettigheder i farvandet mellem de to lande, og enighed mellem de to lande om betingelserne har været nødvendigt. Omkring en million flygtninge og migranter har det seneste år - med hjælp fra menneskesmuglere - taget turen fra Tyrkiet til en række græske øer og videre op gennem Europa.

NATOs øverste militære leder har med det samme givet ordre til, at NATOs sydflåde, der i øjeblikket består af fem krigsskibe og er under tysk kommando, med det samme sætter kursen mod Det Ægæiske Hav. Samtidig skal den militære ledelse udarbejde en plan for implementeringen, som NATOs øverste politiske organ skal godkende senest den 24. februar. I forhold til, at idéen blev lanceret af Tyrkiet og Tyskland i mandags, er det rekordfart for en politisk beslutning i NATO, som ellers kan tage lang tid at skaffe opbakning fra alle 28 lande til.

»Jeg er glad for, at der er et klart politisk ønske om, at det skal gå hurtigt, for så snart vejret bliver bedre, vil mennesketrafikken stige. Så det er nødvendigt, at det går hurtigt,« siger forsvarsministeren.

Det er muligt, at flere lande vil sende krigsskibe til NATOs sydflåde, så overvågningen kan blive endnu bedre.

Med bidraget fra NATO vil Tyrkiet og Grækenland få bedre chancer for at bekæmpe menneskesmuglerne, men hvor meget mere effektiv den kamp kan blive på grund af NATO-indsatsen, vil Peter Christensen ikke gætte på.

»Det tør jeg ikke gisne om, fordi det handler også om, hvordan man så bruger den viden og de informationer, som NATO kan bidrage til at give. Med den beslutning i dag er immigrationsudfordringen for Europa ikke løst. Det vil være at skyde for højt,« siger han.

Peter Christensen hæfter sig også ved, at det er lykkedes Grækenland og Tyrkiet trods årtiers territoriale stridigheder at blive enige om operationen. En del af aftalen er, at tyrkiske skibe ikke opererer i græsk farvand - og omvendt.

Andre NATO-landes bekymringer ved at deltage i en sådan operation er overkommet ved, at NATO »kun« får denne støtterolle med overvågning og deling af efterretninger, men ikke skal jagte menneskesmuglerne.

Absalon er et såkaldt »fleksibelt støtteskib«, der kan udføre mange forskellige opgaver, herunder avancerede overvågningsopgaver.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.