5. februar 2012, 19:00
De kriminelle har kronede dage i den brasilianske by Salvador. Siden byens politistyrke gik i strejke tirsdag, er mindst 80 mennesker blevet dræbt, rapporterer internationale nyhedsbureauer.
Ifølge en lokal avis blev fem mennesker slået ihjel alene søndag formiddag, blandt dem en 13-årig pige.
En tredjedel af de 30.000 politibetjente i den nordlige delstat Bahia strejker med krav om mere i løn og større bonusser. Den brasilianske regering har sendt 2.000 soldater til Salvador som erstatning for de strejkende betjente, men soldaterne patruljerer primært i byens turistområder og har altså ikke været i stand til holde de kriminelle bander nede.
Salvador, som er Brasiliens tredjestørste by, afholder om få uger sit årlige karneval, der besøges af flere hundrede tusind turister.
BNB

































