2012 var varmeste år i USAs historie

Sidste år brød USA sin egen varmerekord, hvilket forårsagede en række alvorlige naturkatastrofer, ikke mindst stormen »Sandy«. Klimaekspert opfordrer Obama-administrationen til at stramme reglerne for CO2-udledningen og forberede sig på nyt slags vejr.

Det var nødvendigt med nedkøling i USA i 2012.
Det var nødvendigt med nedkøling i USA i 2012.

USA: Det amerikanske vejr opførte sig specielt i 2012. I USA begyndte året med en mild vinter, som blev fulgt af et usædvanligt varmt forår, efterfulgt af en kvælende sommer med høje temperaturer, der fortsatte helt ind i efteråret. Desuden bød klimaet på både ekstrem tørke og kraftige storme.

2012 er derfor nu officielt indskrevet som det varmeste år nogensinde i USA og det næstværste for »ekstreme« vejrforhold, såsom orkaner, tørke eller oversvømmelser. Det annoncerede den amerikanske regering tirsdag, skriver CNN.

Årets gennemsnitstemperatur lå på 12,8 grader celsius, hvilket er 3,2 grader varmere end gennemsnittet for det 20. århundrede og en hel grad over den seneste varmerekord i 1998. Det rapporterer National Oceanographic and Atmospheric Administration (NOAA).

Samtidig oplevede landet 11 naturkatastrofer, der hver kostede over en milliard dollar i tab, heriblandt en tørke, der på et tidspunkt dækkede 61 procent af landet, og som forventes at give en stigning i fødevarepriserne i 2013.

Derudover har skovbrande i løbet af sommeren brændt millioner af hektarer af og ødelagt hundredvis af hjem.

Og så var der superstormen »Sandy«, som i slutningen af oktober dræbte mere end 110 mennesker i USA og næsten 70 mere i Caribien og Canada med skader på op mod 80 milliarder dollar i New York og New Jersey alene.

- Jeg tror desværre, at 2012 meget vel kan blive det normale, siger Daniel Lashof, som er leder af klimaprogrammet hos Natural Resources Defense Council, en amerikansk miljøgruppe, til CNN.

- Det er den slags vejr, vi må forvente så længe den globale opvarmning er i gang, siger han.

Lashofs forskergruppe forsøger at presse Obama-administrationen til at stramme reglerne for CO2-udledningen.

- Vi er nødt til at lave større forberedelser og foregribe den slags storme og tørker, som vi kan se vil komme hyppigere fremover, siger han.

De foruroligende tal er indsamlet af NOAA, en amerikansk forskningsenhed, som fokuserer på ændringer i atmosfæren og i miljøet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.