Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Krisen truer Europas fødsler

Europas kvinder skal føde flere børn. Men udviklingen risikerer at gå den stik modsatte vej som følge af spare­planer over for børnefamilier.

KØBENHAVN/BARCELONA: Europa er som den eneste verdensdel truet af faldende fødselstal og en skrumpende arbejdsstyrke. Og de europæiske kvinder vil fremover føde endnu færre børn, lyder advarslen fra danske og internationale eksperter. For besparelserne på de offentlige budgetter, som i øjeblikket gennemføres over hele Europa, rammer i høj grad også børnefamilierne.

»Når man sparer på børnetilskud og service til børnefamilier, vil resultatet blive dårligere mulighed for ligestilling og dermed færre fødsler,« siger den tyske befolkningsekspert dr. Steffen Kröhnert fra Institut for Befolkning og Udvikling i Berlin.

Direkte sammenhæng

Kröhnert har dokumenteret, at der er en direkte sammenhæng mellem velfærdsydelser for børnefamilier og fødselstallet. Derfor føder skandinaviske og nordvesteuropæiske kvinder i dag væsentligt flere børn, end syd- og østeuropæiske kvinder gør.

Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen ligger der »en indbygget katastrofe« i de besparelser over for børnefamilier og barnløse, som VKO-flertallet herhjemme er enige om at gennemføre.

»Det er kortsigtet og økonomisk uklogt at spare på børneområdet. Fremtidens økonomiske vækst afhænger af antallet af babyer,« siger Jesper Bo Jensen.

Ny strategi

Danmark og de 26 andre EU-lande har vedtaget en strategi for at styrke den økonomiske konkurrenceevne frem mod 2020. Et af de centrale punkter er, at flere kvinder skal i arbejde. I 2009 arbejdede gennemsnitligt 58 procent af kvinderne i EU-landene, mens tallet i Danmark, Holland og Sverige var over 70 procent.

Ifølge Jørgen Søndergaard, direktør ved SFI, det nationale forskningscenter for velfærd, er det særligt i Sydeuropa, udfordringen ligger.

»I Sydeuropa, hvor fødselstallene ligger mellem 1 og 1,5 barn pr. kvinde, bør man sikre, at kvinderne kan kombinere arbejdsliv og familieliv. I de senere år har man set, at de sydeuropæiske kvinder ofte helt fravælger at få børn,« siger Jørgen Søndergaard.

Den konservative finanspolitiske ordfører Mike Legarth afviser dog, at VKO-flertallets besparelser skulle indebære en risko for den økonomiske bæredygtighed på lang sigt.

»Regeringen arbejder målrettet på at sikre, at danske familier kan forene et arbejdsliv med to job med at få det nødvendige antal børn,« siger Mike Legarth.