Gallakoncert: DR Radiokoret fejrede sit jubilæum med Verdis berømte rekviem og gentager det hele i eftermiddag – komplet med italiensk operadiva og en yderst synlig tenorkomet!
3. november 2007, 03:00
af 6 stjerner
Der er dommedag i DR for tiden. Ikke kun i form af Per Erik Vengs mulige afgang som orkesterchef. Men også i form af Verdis rekviem – nærmere bestemt satsen ved navn Dies Irae: »Gru og angst og rædsler kolde / vil vor Herres komme volde / når han dommedag vil holde«…
Husets hæderkronede kor fejrede sit 75 års jubilæum torsdag aften med en opførelse af det vældige værk og gentager det hele i eftermiddag. Og hvis man overhovedet har mulighed for det, skal man gå derind! En hel del kender musikken fra diverse plader og film. Men at opleve denne dødsmesse i levende live er bare tusind gange bedre.
Alene dommedagsbasunerne i form af trompeter… Den slags sidder som regel mellem deres hundrede musikerkolleger og alle koristerne i kjole og hvidt. Sådan er det ikke i Radiohusets koncertsal: Her går de bag om ens ryg, stiller sig helt oppe i balkonernes mørke usynlighed og blæser vreden ned fra oven. Det er rystende kraftigt, rystende stereofonisk, rystende i al almindelighed.
Og endnu bedre bliver ens humør af mødet med de fire solister – fire italienere med lige så mange udgaver støvlelændingenes temperament:
Man oplever selveste Barbara Frittoli synge halvanden time uden en node på stativet. På pladeomslag ligner hun en uforpligtende brunette. I virkeligheden er hun en voksen og dybt, dybt engageret kunstner – aftnens selvskrevne midtpunkt og fornemste stemmekunstner.
Man ser den unge Daniela Barcellona ved hendes side. En smule tungere og knap så elegant til det sanglige. Og alligevel kringlede en duet som »Juste judex« sig ualmindelig let ind i øregangen…
Man hører Joseph Callejas allerede berømte, sølvskinnende tenorstemme. Den er ikke spor i familie med Pavarottis eller nogen andre italieneres. Snarere støbt efter skandinaviske eller britiske forme.
Og man mærker Ferruccio Furlanettos bas. Fuld af naturlighed, afslappet humor og diktion i olympisk klasse.
Verdis værk er en messe for de døde og synges på et dødt sprog. Men i italienernes munde kunne det lige så godt handle om kærlighed nu og her. På disse kanter rimer Jomfru Maria og den martrede Jesus Kristus på modermælk.
Og selv om fødselarerne i DR Radiokoret står langs bagvæggen, går de bestemt ikke i med tapetet. De har sjældent sunget mere storslået. Er det ikke bare kraftigt, vil nogen spørge? Nej – for så kraftigt kan man kun synge, hvis samtlige grupper af begge køn arbejder sammen. At symfoniorkestret spiller en mindre rolle i sådan en sammenhæng, går gud ske lov heller ikke ud over musikernes engagement.
Hvorimod arrangementets dirigent næsten engagerer sig for meget. Der er noget jappende over Gianandrea Nosedas stil. For mange satser bliver for hastige – den smukke »Quam olim Abrahae promisisti«, den ellers så majestætiske »Hellig, Hellig, Hellig« og flere andre.
Men glem det. Og glem et øjeblik drønene fra DR’s dommedagsbasuner i øvrigt. Livet er større end døden.
