13. september 2008, 16:29 – opdateret 13. september 2008, 21:07

Han vidste, at gruppen af drenge og unge mænd ville råbe ad ham, true ham, og at de måske endda kunne finde på at gøre alvor af truslerne.

Men Jannik Mai fandt første gear på sin Mercedes 250 og kørte roligt forbi gruppen, som i efterhånden flere år har gjort Lohals på Langeland til et utrygt sted – ikke kun for den 63-årige seminarielærer, men også for hans jævnaldrende hustru Winnie og adskillige andre af den lille havnebys indbyggere.

Men hjem skulle Jannik Mai og at køre en omvej ville være det samme som at acceptere tyranniet, følte han.

På halvandet år havde han ringet og anmeldt de unge til politiet omtrent 60 gange. Nogen måtte henlede politiets opmærksomhed på et problem, der bare er vokset og blevet værre. Han havde to dage før skrevet til politidirektør på Fyn Poul Løhde og borgmester på Langeland Knud Gether og rettet skarp kritik af den manglende politidækning af Lohals på Langeland som en lovløs by, hvor blandt andet en gruppe unge – helt ned til 12 år – lever et liv som »outlaws«.

Påvirkede kører de i biler uden nummerplader, truer og går ikke af vejen for vold. Seneste havde de slået en 55-årig ned og sparket på ham.

»Venlige vagthavender har hørt på problemet, men har som regel ingen vogn at kunne sende af sted. Det opfordrer jo næsten til selvtægt, hvilket ville være meget uheldigt. Men min retsbevidsthed har lidt et knæk,« skrev han til politidirektøren på Fyn den 21. juli.

Men striben af politianmeldelser havde ikke gjort Jannik Mai populær blandt de unge, han er så uheldig bo på vej med.

Onsdag den 23. juli, blot to dage efter at Jannik Mai havde klaget til politidirektøren, kørte han nu forbi de unge. Ved synet af Jannik Mai sadlede de unge mænd op og gav deres cross-maskiner fuld gas. De satte efter Jannik Mai. Med sine 125 kilo har han normalt aldrig været bange for noget. Men forfulgt gennem sin egen by af hujende, truende bøller, var han nødt til at minde sig selv om det.

De unge mænd kørte helt tæt på hans bagskærme, og Jannik Mai satte farten ned til omtrent 20 kilometer i timen og trak ind i rabatten, for at lade de unge passere.

Med en kasse øl på styret overhalede den ene højre om i rabatten. Den anden unge mand, der kørte på en firehjulet crosser, væltede, men rejste sig med det samme og satte sig igen på maskinen.

Jannik Mai ringede til politiet, straks han kom hjem.

»Det kan ikke være rigtigt, at unge bøller får det indtryk, at det er dem, der ejer byen.«

Mens han præsenterede vagthavende for chikanesagen, hørte han lyden af motorcykler i indkørslen, og hans hustrus stemme ude på gårdspladsen. Hun bad de unge forsvinde. Jannik Mai skyndte sig ud.

»Så for de op mod mig. De var begge voldsomt truende. De råbte, at nu skulle jeg have bank.«

Hans hustru forsøgte at aflede deres opmærksomhed. Jannik Mai så hende sparke til den ene motorcykel, så den væltede på fliserne, for at få dem til at stoppe angrebet på ham. Straks fór den ene af de unge over hende og holdt hende i et fast, hårdt greb, mens han råbte og truede. Jannik Mai tog et skridt over mod den unge mand, men så ikke slaget komme. Han havde beholdt forbindelsen til den vagthavende ved politiet, men var ved at lægge mobiltelefonen i lommen, da han mærkede en skarp, hvid smerte og så blodet fosse ud af sit ansigt.

Den ene af de unge havde med en enkelt knyttet næve flækket hud og kød på hans næseryg.

Den store, stærke mand kunne have slået igen. Men han tvang sig selv til at holde hænderne nede. Han antog de unge for at være under 18. Han elsker sit job som lærer og vidste, at han kunne miste det, hvis han slog igen.

Jannik Mai er opvokset i Husum ved København. Han søgte til Langeland i 1968 som lærer i kølvandet på ungdomsoprørerne. Selv var han konservativ, blev senere radikal og har stillet op til lokalvalg for begge partier, ligesom han som fritidslandmand i mange år har været medlem af husmandsforeningen på øen, hvor han har boet i nu 40 år sammen med sin hustru.

Stående der på sin egen gårdsplads med blodet fossende ud af ansigtet, tænkte Jannik Mai på sin far, en klejn mand, som blev udsat for et overfald ved højlys dag, da han var lidt ældre end Jannik Mai er nu. Hans dengang 67-årige far værgede for sig og ramte sin overfaldsmand på kæben med et knytnæveslag.

»Fire dage senere døde overfaldsmanden, min far havde slået en mand ihjel.«

Så Jannik Mai besluttede tidligt i sit liv ikke at bruge sine bjørnekræfter til andet end fredelige formål og har som tidligere dørmand på Dyrehavsbakken aldrig haft brug for andet end at følge uvelkomne gæster roligt ud.

Derfor stod han nu, selvom han og hans hustru blev overfaldet på egen grund, og kunne ikke tænke på andet end et holde hænderne nede, mens han så de unge sætte sig op på motorcyklerne og køre.

»Jeg ville ikke slå tilbage. Jeg ville ikke.«

De tog opstilling bare 80 meter nede ad vejen fra Jannik Mai og hans kones hus. Der var højst gået et halvt minut. Den vagthavende var stadig i den anden ende og spurgte, hvad der var sket, mens Winnie Mai forsøgte at standse sin mands blødning med metervis af køkkenrulle.

»Jeg var sikker på, at den vagthavende ville sende en vogn. Der var jo ikke tvivl om, hvad der var foregået. Jeg bad ham hjælpe mig, men han sagde, at det havde de ikke ressourcer til.«

Under den syv minutter og ti sekunder lange samtale lod den vagthavende Jannik Mai forstå, at politiet ikke agtede at gøre mere i sagen. Fordi overfaldsmændene ikke længere var på hans ejendom, fandt politiet ingen grund til at rykke ud. Vagthavende rådede Jannik Mai til at tage på skadestuen, og hvis han ville, kunne han henvende sig til politiet i Svendborg og anmelde sagen.

Jannik Mai er jæger. Han kunne aldrig finde på at rette sit våben mod andet end vildt.

»Men jeg spurgte i min desperation, hvordan jeg skulle forsvare mig, hvis de kom tilbage. Skulle jeg gå ind og tage mit jagtgevær og skyde dem? Den vagthavende sagde, at jeg skulle passe på, hvad jeg sagde, når jeg talte med politiet.«

Jannik Mai var rystet.

Ægteparret satte sig i bilen og kørte de 47 kilometer til Svendborg, hvor Jannik Mai blev lappet sammen, inden de drog til politistationen. Her blev de afhørt hver for sig, og der blev taget billeder af Jannik Mais kvæstede ansigt.

Det var blevet sent, da Jannik Mai kom hjem, men han kunne ikke sove. Selvom hans ansigt var hævet, så han knapt kunne se ud af øjnene, satte han sig samme aften atter ved computeren, hvor han to dage forinden havde skrevet til både politidirektør og borgmester.

Nu skrev han til dem igen for at understrege, at det, han i sit første brev havde advaret imod, nu havde ramt ham selv.

Vicepolitikommissær Bent Andersen fra Svendborg Politi kom ugen efter. Med til mødet var også en advokat, som er ven af familien Mai.

»Jeg fortalte politimanden, at højst hver fjerde lovovertrædelse i byen bliver meldt. Folk er skræmt. Det er ren mafia. Folk bliver truet til tavshed, og vi ser ikke politiet.«

Kommissæren hev en mappe frem, der viste, at der siden begyndelsen af 2007 blot har været skrevet 15 anmeldelser ind i politiets døgnrapport fra Lohals. Ikke et alarmerende antal. De 13 var fra Jannik Mai.

»13 registrerede anmeldelser ... jeg har ringet omkring 60 gange. Det betyder, at politiet slet ikke har det rigtige billede af de virkelige forhold i byen. Jeg har hver gang opgivet navn, telefon og CPR-nummer. Og jeg har insisteret på, at mine anmeldelser skulle skrives ind i døgnrapporten. Jeg kan konstatere, at det ikke er sket,« siger Jannik Mai.

Vicepolitikommissæren lyttede høfligt på Jannik Mais beretning, men det var småt med konkrete løfter for fremtiden. Mødet sluttede uden en egentlig konklusion.

Jannik Mai er ikke alene om at være rystet over politiets manglende notater om Lohals. Erik Frodelund, tidligere chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende, har på et år ringet til politiet omkring ti gange og forsøgt at få dem til at rykke ud til Lohals. Vicepolitikommisæren oplyste ved mødet med Jannik Mai, at Frodelund var noteret for en enkelt anmeldelse.

»Det er utroligt. Når man ringer til politiet, får man at vide: ’Vi har kun én patruljevogn til hele Sydfyn, Langeland og øerne. Og den er optaget. Vi har ikke ressourcer.’ Man kan ringe til politiet lige så mange gange, man vil: De kommer ikke. Men det værste er, at de tilsyneladende glemmer at notere alle de sager, hvor de ikke sender vogne ud,« siger han.

Ifølge Frodelund er det få personer, der terroriserer byen. Uheldigvis for Jannik Mai er det hans naboer.

»Hvis man prøver at stoppe dem, kan man risikere, at ens garage brænder – eller man bliver slået ned. De spreder frygt. Folk er bange, og jeg forstår dem godt,« siger Frodelund.

Langelænderne er ikke ene om utilfredsheden. Ifølge en rapport fra Københavns Universitet, som blev offentliggjort i denne uge, føler borgere i landets yderområder sig i stigende grad oversete af ordensmagten. Samtidig kunne en Megafon-måling for TV2 vise, at 61 procent af danskerne mener, at der har været færre betjente på gaden de seneste to år. Hele 65 procent mener, at politiets service er blevet dårligere i samme periode.

Langelands borgmester, Knud Gether fra Borgerlisten, er bekymret over udviklingen i Lohals. Han har ikke selv læst brevene fra Jannik Mai, erkender han.

»Jeg kender ikke de konkrete sager, men det er rigtigt, at der er en skæv udvikling i Lohals. Politiet må være til stede, så folk kan føle sig trygge,« siger borgmesteren, der vil rejse sagen på det næste møde med politidirektør for Fyn, Poul Løhde.

Det er politidirektøren helt indforstået med.

»Vi har et problem med nogle unge mennesker i Lohals. Derfor intensiverer vi patruljeringen. Problemet er bare, at de unge på cross-maskiner er væk, når vi kommer. Hvis vi kun griber problemet an med patruljer, bliver det en evig legen kispus. Der er brug for en varig og bredere løsning. Vi vil drøfte et præventivt projekt med bl.a. kommunen,« siger han i dag.

Politidirektøren vil ikke bestride, at Jannik Mai og Erik Frodelund har ringet et hav af gange, og at han nu blot sidder med i alt 15 anmeldelser. At de mange anmeldelser ikke er noteret, giver politiet et forkert billede af udviklingen, erkender han.

Efter mødet med vicepolitiinspektøren satte Jannik Mai sig endnu engang til tasterne og skrev en formel klage til politidirektøren for Fyn. Han beskrev overfaldet, og at det skete, mens vagthavende lyttede med, og han bad om, at politiet lyttede båndet igennem.

Herefter bad han politiet »svare mig på, om det er det niveau for politibetjening, jeg har krav på og fremover kan forvente«.

Ved sin computer formulerede Jannik Mai det samme spørgsmål, som både borgere og politikere stiller politiet lige nu. Men tilsyneladende er der internt i politiet tvivl om, hvordan man skal forklare sig. I denne uge udgav Rigspolitiet en analyse af politisvigt foranlediget af Berlingskes afdækning af problemet siden foråret. Analysen konkluderede kort sagt, at indførelsen af politireformen har været fuld af problemer, men at det nu går fremad. Ganske ubekvemt for både Rigspolitiet og justitsministeren kunne Berlingske Tidende dokumentere, at Rigspolitiet få dage før formuleringen af den endelige konklusion i et udkast konkluderede nærmest det modsatte; at politisvigt som følge af reformbøvl kunne fortsætte to-tre år endnu.

Det er en historie, som har fået partierne bag politireformen op i det højrøde felt. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg har betegnet den første konklusion som en »banal fejl«. Men det ved en række partier på Christianborg ikke rigtig, om de vil tro på. Nu skal landets nye justitsminister Brian Mikkelsen i et samråd forklare, hvad Rigspolitiet egentlig mener, og hvad politiet vil gøre for at rette op på reformen og dets mange svigt over for borgerne.

I august kom der svar fra politiet om Jannik Mais klage over vagthavendes beslutning om ikke at ville hjælpe det 63-årige voldsoffer.

Jannik Mai forventede en klokkeklar undskyldning.

Stor var hans overraskelse, da han læste svaret fra sekretariatschef Marianne Birck, der efter at have gennemlyttet båndoptagelsen af Jannik Mais nødråb pure afviser, at han havde krav på at blive betjent af politiet.

Ikke ét sted i svarskrivelsen er politiet i nærheden af indrømmelser.

I brevet bekræfter politiet, at man kan høre tumult, råb og larm fra en motor på båndet. Motorlarmen fortoner sig, og man kan høre Jannik Mai fortælle, at han er blevet overfaldet, og at han ikke ved, hvordan han skal forsvare sig.

»Vagthavende rådgiver Dem om først at tage på skadestuen og herefter at rette henvendelse til politistationen i Svendborg. Samtalen afsluttes med, at De giver udtryk for, at De er indforstået hermed«.

Sekretariatschef Marianne Birck konkluderer: »Jeg har på det foreliggende grundlag ikke fundet anledning til at kritisere vagthavendes beslutning om ikke at sende en patruljevogn til Deres ejendom, da det meget tidligt i samtalen var klart, at personerne havde forladt stedet, og at situationen herefter ikke var akut udrykningskrævende. Vagthavende rådgav Dem herefter om at tage på skadestuen og bagefter at rette henvendelse til politistationen i Svendborg for at indgive anmeldelse. Vagthavende har således ikke nægtet at hjælpe dem.«

Jannik Mai: »Jeg var lige blevet overfaldet på min egen grund. Jeg havde vagthavende i røret, mens det skete. At han overhovedet afviser mig er absurd. At politiet fremlægger det, som om jeg accepterede det, gør det bare endnu værre. Og deres afgørelse af klagen kan jeg ikke finde ord for. Hvorfor skal jeg stole på politiet. De hjælper mig alligevel ikke,« siger Jannik Mai.

Trods politiets afvisning af ham i klagesagen, mærkede han 14 dage senere, den 19. august, en spontan, boblende glæde, da han så retfærdigheden komme rullende ind i Lohals i form af en hundevogn, en patruljevogn og en politiminibus. Ti mand høj kom de.

Endelig skulle hashsalg, bil- og motorcykelræs, trusler og vold være slut, nu skulle der ryddes op.

Politibilerne standsede foran byens bager, og Jannik Mai så, at den samme politimand, som havde besøgt ham et par uger tidligere, skulle lede slaget.

Jannik Mai nåede akkurat at takke ham for, at de omsider var kommet, før deres ærinde gik op for ham.

De ti betjente planlagde Dronningens besøg i Lohals på onsdag den 17. september.