Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skarp kritik af politiet på Nørrebro

Beboere på Nørrebro så betjente bruge peberspray og stave mod familie og venner til den 28-årige mand, der onsdag middag blev skudt. Politiets håndtering af sagen er mere chokerende end selve drive-by skyderiet, siger flere kilder.

Onsdag middag løber legende børn zigzag mellem kvinder med indkøbsposer i Blågårdsgade, og i krydset ved Baggesensgade er nogle unge mænd ved at male husfacade. Lidt fra dem står en 28-årig mand med sin far og sin lille datter i klapvogn. Pludselig drøner en rød Yamaha forbi, og en af de to sortklædte mænd på motorcyklen affyrer mindst ti skud med et automatvåben. Fire skud rammer den 28-årige, og gaden er som forvandlet.

Minutter senere parkerer den første patruljevogn tæt ved gerningsstedet. Ifølge et vidne stiger en betjent ud og klør sig lidt i nakken. Ellers foretager han sig intet. Forbipasserende forsøger allerede at hjælpe den sårede. Blandt dem er en lokal cykelsmed, der er spurtet ud af sin butik og sidder med fingrene i et blødende skudsår. Han er dybt rystet over, at betjenten ikke forhører sig om ofrets tilstand eller i det mindste stiller en førstehjælpskasse til rådighed. Ifølge Bellahøj Politi kører de fleste patruljebiler rundt med en sådan.

Sikring af stedet
Chefkriminalinspektør i Københavns Politi Per Larsen er ikke bekendt med detaljerne omkring forløbet, men forsikrer at det er normal procedure først at yde hjælp til tilskadekommende. Uanset om politiet rykker ud til et færdselsuheld eller et skyderi.

»Men i forhold til efterforskningen er det vigtigt for os, at sporene ved gerningsstedet ikke bliver trampet ned af alle dem, der kommer buldrende. Og når vi snakker om at redde liv, handler det i høj grad også om at sikre stedet, så ambulancen kan komme frem,« siger han.

Få minutter efter, at den første patruljevogn er ankommet, triller endnu en vogn ind i krydset. Betjentene konfererer kort med hinanden, og så bakker begge biler væk igen. Flere af de tilstedeværende regner med, at de gør plads for ambulancen. Men i stedet kommer politiets hollændervogne til syne, og betjente med skudsikre veste og kniplerne halvt trukket hopper ifølge flere vidner ud.

Pårørende skubbes
En tømrer, der har arbejdet få meter fra gerningsstedet, beskriver betjentenes adfærd som hovedløs. De skubber hårdt til flere pårørende, der er oprørte over situationen og har samlet sig om den sårede. Den 28-åriges mor skriger højtlydt. Ifølge tømreren har politiet ingen forståelse for hendes reaktion og er åbentlyst nervøse for menneskemængden, selvom folk stadig forholder sig nogenlunde roligt. Balladen kulminerer først, da nogle betjente tackler og anholder broren til den sårede, der kommer løbende til.

»Politiet virkede som en flok autonome betjente, der manglede evnen til at bedømme situationen,« siger Casper Øbro, der overværede episoden.

Han forstår godt, at politiet er på dupperne, men at betjentene bruger peberspray og stave mod den såredes familie og andre tilskuere, mener han, er »fuldstændig sindssygt«. Hvis politiet forsøger at vinde tillid blandt de lokale beboere, er de dumpet blandt de fleste tilstedeværende.

Ifølge chef for politiets bandeenhed, Henrik Svindt, har stemningen omkring politiet på Nørrebro gennem et stykke tid været ond. Og han vurderer, at betjentene var tvunget til at reagere, som de gjorde, fordi de hverken kunne skabe ro eller spærre stedet af, så ambulancen kunne komme frem.

Men sygeplejerske Malene Kaas, der kom tilfældigt forbi og sammen med cykelsmeden forsøgte at forhindre den 28-årige i at forbløde, giver ikke meget for den forklaring. Redningsfolkene kunne nemt operere de første 10-15 minutter, hvor alt var roligt. Men først efter 20-25 minutter ankom en ambulance til gerningsstedet, og Malene Kaas vurderer, at politiets opførsel og den lange ventetid kunne have kostet ofret livet.

»Han er ramt af flere skud, og hans højre arm er brækket af et skud. Han kunne være gået i chok, hvilket i værste tilfælde kan føre til hjertestop,« siger hun til hjemmesiden Modkraft.dk

Motorcykel fundet
Ifølge politiets talsmand, Flemming Steen Munch, har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen, og beboerne må klage til politiets klageinstans, hvis de er utilfredse.

I går fandt politiet den røde motorcykel, som blev brugt af de skydende mænd, i en udbrændt varevogn på Midtsjælland.