Rigsrevisionens længe ventede rapport planter ansvaret for de store problemer med politireformen solidt på Rigspolitiets og den forhenværende rigspolitichefs skuldre.
14. august 2009, 19:57 – opdateret 14. august 2009, 21:06
Det er Rigspolitiet med tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg i spidsen, der må bære ansvaret for de voldsomme problemer såvel økonomisk som politimæssigt med implementeringen af politireformen. Det fastslår Rigsrevisionen ifølge Altinget.dk i sin beretning om politireformen, som offentliggøres i næste uge.
Rigsrevisionen konkluderer således, at politiets økonomistyring ikke har fungeret tilfredsstillende og ikke har levet op til Økonomistyrelsens krav til god økonomistyring, hvilket har været den væsentligste årsag til det underskud på næsten 350 mio. kroner, som politiet fik i 2008.
Samtidig finder Rigsrevisionen, at Rigspolitiet har svigtet ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have hjulpet de enkelte politikredse med at gennemføre de konkrete forandringer, politireformen indebar, og det førte til, at politiets produktivitet faldt drastisk.
Derimod er der i Rigsrevisionens rapport stort set ingen kritik af Justitsministeriet og daværende justitsminister Lene Espersen (K). Tværtimod konkluderes det, at Justitsministerts informationer til Folketinget om politiets resultater og reformens forløb har været »korrekte«. Det undrer Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup:
»Jeg mener klart, der også er et politisk ansvar for, at der ikke blev grebet tidligere ind,« siger hun til Altinget.dk.
Berlingske Tidende kunne allerede sidste efterår i artikelserien »Forbrydelsen« afsløre omfattende politisvigt, og at Rigspolitiet havde 298 sager, hvor borgere følte sig ladt i stikken af politiet. I december viste en aktindsigt, at der derudover fandtes en stribe hemmeligholdte politisvigtsager hos Midt- og Vestsjællands Politi trods justitsminister Lene Espersens løfter om, at »alt skal frem«. Og i marts i år dukkede yderligere 120 sager op – heraf 27 fra Justitsministeriet, som aldrig tidligere havde været fremme i lyset.
Rigsrevisionens rapport vil imidlertid næppe få de store konsekvenser fort Lene Espersen. Dels frikender rapporten stort set ministeriet for ansvar, dels forlod Espersen Justitsministeriet og blev økonomi- og erhvervsminister kort før resultatet af den første store politisvigt-undersøgelse kom frem. Og hendes efterfølger, Brian Mikkelsen (K) skyndte sig at rette op med en bevilling til politiet på 850 mio. kroner og en fyring af Torsten Hesselbjerg.
Dansk folkepartis retsordfører er foreløbig tilfreds med, at Rigsrevisionen har været så ligefrem i sin kritik af politiet. Men han vil ikke afvise, at DF vil forlange en yderligere undersøgelse:
»Det skal absolut undersøges, om der også er andre end den tidligere rigspolitichef, der har et ansvar for det her,« siger han til Altinget.dk.

































