Under en procent er meget tilfredse med politireformen. Justitsminister Brian Mikkelsen lover, at udviklingen snart vender.
6. maj 2009, 07:09 – opdateret 6. maj 2009, 08:01
Der er faktisk nogle danskere, der er meget tilfredse den to år gamle politireform, men antallet kan tælles på meget få fingre. Blot 0,9 procent erklærer sig meget tilfredse med regeringens politireform, fremgår det af en helt ny undersøgelse fra Rigspolitiet og Københavns Universitet, det skriver Ritzau. 8,8 procent er temmelig tilfreds, imens mere end 40 procent er enten temmelige utilfredse eller meget utilfredse.
"Politireformen år to", hedder den, og den er trist læsning for politiet og regeringen, der lancerede reformen for to år siden. For uanset om forskerne bag undersøgelsen spørger danskerne om politiets effektivitet, synlighed, professionalisme eller evne til at komme, når man kalder, så mener såvel borgere som kommunale samarbejdspartnere, at ordensmagten er blevet ringere og ringere, siden reformen trådte i kraft i 2007.
Undersøgelsen viser blandt andet, at andelen af danskere, der mindes at have set en betjent på patrulje inden for "den seneste uge" er faldet fra hen ved 50 procent før reformen til blot 25 procent i 2008, skriver Ritzau.
Ydermere mindes under fem procent at have set en betjent, der ikke sad i sin tjenestebil og at en tredjedel af dem, som har haft brug for politiet her og nu, er utilfredse med politiets arbejde i akutte situationer.
- Såvel borgere som samarbejdspartnere oplever forringelser, og den positive udvikling i borgernes oplevelse af politiet, der skete frem til 2006, er vendt på alle områder, konkluderer rapporten.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) er ikke overrasket over, at politireformen får hårde ord med på vejen i den nye rapport.
- Med alle de negative historier om politiet – og alle de reelle problemer – er det meget forståeligt. Vi kan ikke skjule, at der har været nogle problemer med indførslen af politireformen, og at befolkningens tillid er blevet svækket, siger justitsministeren til Politiken, og lover, at udviklingen snart vender.

































