Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

R: Uafhængigt politiklagesystem nu

Overfaldet på tre 19-årige gymnasieelever får Radikale til at forlange et uafhængigt politiklagesystem, som i et tilfælde som pigernes efterforsker prompte og hurtigt.

Det skal være slut med, at politiet undersøger sig selv, slut med langsommmelig og for sen efterforskning af politiklager og slut med, at betjente kan arbejde anonymt. I stedet skal de bære et nummer eller efternavn synligt på uniformen.

Retsordfører for Radikale Venstre, Morten Østergaard, ønsker en gennemgribende forandring af den måde, politet lærer af sine fejl på.

- Helt generelt må vi bare konstatere, at vi i Danmark har et system, hvor det i udpræget grad er politiet, der undersøger sig selv. Det gavner ikke tilliden til systemet. Uanset resultatet af en klagesag skal alle de involverede have tillid til systemet. Det er fair at sige, at der i dag er mange klagere, som oplever, at de ikke fik ret, fordi politiet dækkede over sig selv. De fleste har sikkert ikke noget at have den mistanke i, men jeg forstår godt, at de har den, som systemet er i dag, lyder det fra Morten Østergaard.

Radikale Venstre foreslår også, at politiet kopierer systemet fra sundhedsvæsenet, hvor man anonymt registrerer utilsigtede hændelser.

- Der er ikke i almindelighed grund til mistillid til politet - men det er også nødvendigt at erkende, at med det antal politiforretninger, der sker hver eneste dag, man erkender, vil der ske fejl hver dag. Det er der intet galt i. Det bliver først galt, når man ikke erkender det og lærer af fejlene. Derfor skal vi have en ny kultur, hvor man hele tiden lærer af sine fejl, siger Morten Østergaard.

I den seneste sag blev tre 19-årige gymnasiepiger groft overfaldet af en bande på Københavns Hovedbanegård. Politiet kom til og greb fire af gerningsmændene på fersk gerning, men ifølge pigernes forklaring til Berlingske Søndag lod betjentene dem gå uden at sikre sig deres navne og cpr-numre. Da pigerne af to omgange forsøgte at anmelde overfaldet, oplevede de i stedet at blive mistænkelig- og latterliggjort af politiet.
Politidirektør Hanne Bech Hansen har nu sat sig i spidsen for en undersøgelse af sagen.