Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Økonomirod skal undersøges

Trods forklaring fra justitsministeren kræver oppositionen fortsat en redegørelse om kendskabet til politiets massive underskud.

Endnu en gang blev der i går rippet op i hele misèren omkring Rigspolitiets økonomi – og spørgsmålet om hvem der vidste hvad og hvornår.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) og hans ministerium kan nu se frem til en undersøgelse af sagen på bestilling af bl.a. Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov, der siger: »Brian Mikkelsen har ikke fortalt sandheden om denne sag til Folketinget, og han skal forberede sig på, at sagen ikke stopper her. Den vil blive undersøgt til bunds i Finansudvalget.«

Kravet om en undersøgelse kommer på baggrund af et svar, som ministeren har givet til udvalget i juni. Her fremgår det, at ministeriet har kendt til verserende bevillingssager og løbende er blevet orienteret om betydelige merudgifter, som ikke vil kunne afholdes inden for politiets normale bevilling.

Det fik i går formiddags oppositionen og DF til at kræve svar – og som reaktion udsendte ministeren en udtalelse, der affejede kritikken.

Ifølge Brian Mikkelsen er tingene nemlig fejlagtigt blevet blandet sammen. De bevillinger, som ministeriet har kendt til, drejer sig overordnet om udgiftsposter for 2009 og frem, blandt andet klimatopmødet, fingeraftryk i pas osv., og som derfor kun har udgjort en minimal del af det oparbejdede underskud.

»Begrænset betydning«
»Sagerne har kun haft meget begrænset betydning for politiets økonomi i 2008, og der er ikke belæg for en påstand om, at Justitsministeriet som følge heraf burde have forudset det store underskud , som Rigspolitiet først selv konstaterede og orienterede ministeriet om i begyndelsen af 2009,« udtaler ministeren.

Forklaringen var alt nok for Dansk Folkeparti, der trak opbakningen til oppositionens undersøgelse tilbage.

»Med den skriftlige forklaring, der er kommet, er uklarhederne nu fejet af bordet, og der er ikke belæg for, at vi bruger borgernes skattekroner på en stor undersøgelse,« siger vikarierende retsordfører Martin Henriksen.

Men undersøgelse bliver der altså, understreger Socialdemokraternes Morten Bødskov.

»Det, ministeren siger nu, rykker ikke ved, at han har svaret noget andet til Folketinget, nemlig at ministeriet har haft kendskab til de verserende bevillingssager, som er årsagerne til, at det gik galt i 2008,« siger han og bakkes op af SF:

»Vi er nødt til at vide, hvad ministeren har vidst, og hvorfor man ikke har inddraget forligskredsen,« siger retsordfører Karina Lorentzen.