Dansk politi kan se frem til flere penge til at sikre klimatopmødets deltagere, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
12. maj 2009, 12:14
De store politimæssige opgaver med især klimatopmødet i København gør, at statsminister Lars Løkke Rasmussen nu åbner pengekassen for politiet. Det sker selv om regeringen og Dansk Folkeparti så sent som i efteråret tilførte politiet en lille milliard ekstra kroner.
”Vi vil være meget opmærksomme på, hvordan politiet bringes i stand til at klare de ekstraordinære opgave, som der er i år både i forbindelse med IOC-mødet til september og klimatopmødet til december. Derfor vil regeringen også være indstillet på, at afløfte politiet, hvad der måtte være af helt ekstraordinære omkostninger, som knytter sig til de her ekstraordinære situationer,” sagde Lars Løkke Rasmussen på sit ugentlige tirsdagspressemøde.
Betyder det, at regeringen er klar med en stor pose penge til politiet?
”Som jeg just sagde, så ved regeringen godt, at efteråret 2009 er en ekstraordinær situation for dansk politi. Og når man kan se, hvordan en flok skrubforvirrede kriminelle autonome indtager hele Hyskenstræde, så kræver det ikke meget fantasi at forestille sig, hvad det er for en udfordring, vi står overfor, når Danmark bliver hele verdens centrum i december. Det er en opgave, som udfordrer politiet, og regeringen er selvfølgelig indstillet på, at politiet skal have optimale vilkår for at løfte den opgave. Derfor vil det også være sådan, at vi i dialog med politiet taget stilling til, hvad der er af ekstraomkostninger, som knytter sig meget målrettet til klimatopmødet,” sagde statsministeren.

































