21. februar 2009, 19:32 – opdateret 21. februar 2009, 20:32

De sad inde på én af hendes venners værelse, hørte teknomusik og røg cigaretter, da Aishas mobiltelefon ringede.

»Vi er på TV,« lød det fra en af hendes veninder i telefonen:

Aisha var et stort spørgsmålstegn.

»De har lige sagt det i TV-avisen. De dér piger kunne ikke få lov til at anmelde det til politiet, og nu er det i TV.«

Aisha forstod ingenting.

»Kan du ikke huske det dér inde på Hovedbanegården?« forsøgte veninden.

Nu dæmrede det for Aisha.

Dét der inde på Hovedbanegården. Aisha og hendes veninder havde været fulde. De havde startet et slagsmål, eller hvad det nu var.

Det var jo et par uger siden. Politiet var kommet den aften – og de havde ladet Aisha og hendes veninder gå, så hvorfor var det nu i TV-avisen?

Aisha gik ind på tekst-TV, der omtalte hende og hendes veninder som en »bande«.

De havde været ti den aften, men kun tre-fire af dem var involveret i overfaldet. Flere af dem kendte hun kun lidt eller slet ikke. Det var latterligt at betegne dem »bande«.

Medierne lagde vægt på, at der var indvandrere imellem gerningsmændene. Kun tre ud af de ti havde indvandrerbaggrund, vidste hun. Det var egentlig til at dø af grin over.

Men Aisha lo ikke: Verden var gået amok, fornemmede hun, og alting var i færd med at rotte sig sammen mod hende.

Samtidig mærkede hun en lille klump i maven. Det var ikke godt dét, der var sket med de piger den nat.

Hun havde været så frygteligt fuld, og hun havde spyttet, hun havde slået, og hun havde sparket.

Hun forsøgte at holde fast i, at politiet jo ikke havde anholdt dem, at de ikke var nogen »bande«, og at medierne overdrev det hele.

Inderst inde vidste Aisha, at hun havde fejlet. Uanset hvordan hun vendte og drejede det, så var det ikke til at komme udenom:

Det var ikke godt.

Danmark er stadig et trygt land, hvor risikoen for at blive udsat for vold er lille, siger kriminologerne. Men de siger også, at den grove vold stiger. Det kan få enhver forælder til at vende sig uroligt i sengen, når deres store børn går i byen, ligesom det kan få ældre danskere til at holde sig helt inden døre efter mørkets frembrud. Især i nattelivet kan tilfældigheder gøre os til mål for blindt raseri.

Det er umuligt at få øje på vold eller raseri i øjnene på Aisha. De er brune og milde og fulde af liv. Hendes hår er tykt, tæt og sort. Når hun smiler, og det gør hun tit, kan man ane en bøjle på tænderne. Hun er nu fyldt 17 år, men den aften var hun endnu kun 16.

Aisha hedder i virkeligheden ikke Aisha. Af hensyn til sin familie medvirker hun på betingelse af anonymitet. Til gengæld tilbyder hun at stille op og fortælle om sin rolle i Malene-sagen og medvirke til at besvare spørgsmålet: Hvorfor?

Hvorfor gik ti unge, deriblandt Aisha, amok på tre piger, klokken ca. 01.30 lørdag 24. januar i år på Københavns Hovedbanegård?

Hvorfor skulle de tre piger, herunder 19-årige Malene fra Rungsted, tilsyneladende helt uprovokeret sparkes, slåes og spyttes på?

Aisha har ikke selv svaret, men hun har nogle af brikkerne til et svar.

Aisha serverer kaffe for os sammen med en pædagog på det kommunale botilbud, hvor hun har sit værelse. Som lille pige kom hun med sine forældre, da de flygtede fra Mellemøsten til Danmark. Aisha voksede op på Sjælland, hun gik i en god skole med gode lærere og fik masser af veninder. Hendes ansigt lyser, når hun taler om de år. Da hun blev teenager flyttede hendes familie til Københavns vestegn, og hun måtte skifte skole og sige farvel til sine elskede veninder. Familien blev ramt af sygdom, og Aishas liv begyndte at krakelere. Hun tog nogle voldsomme opgør med forældrene. Derfor bor hun på det kommunale botilbud, hvor Berlingske Tidende møder hende. Hun er aldrig tidligere straffet, og ingen er mere forbløffet over at se Aisha sigtet i en voldssag end pædagogerne på botilbuddet.

Hun går i 10. klasse, hvor hendes karakterer er fine og i visse fag fremragende.

Hun både styrketræner og spiller håndbold – og er god til det.

Hun forbereder sig til gymnasiet, hvorefter hun vil forfølge sin store drøm: At blive politibetjent.

»Jeg har altid været en pige, som godt kan lide at bruge kroppen. Som barn legede jeg mest med drengene. At sidde stille på et kontor er slet ikke mig – der skal ske noget. Samtidig vil jeg gerne hjælpe folk.«

Nu er det hele ødelagt.

»Jeg har så meget at miste. Jeg kan nok godt opgive at blive betjent. Min kontakt til min familie var lige blevet rigtig god, efter at jeg er flyttet for mig selv, men jeg ved, at min familie vil tage det meget tungt, når jeg fortæller dem, hvad jeg har gjort. Jeg frygter, at det vil ødelægge den tillid, vi ellers lige har fået skabt. Måske kan jeg heller ikke blive boende her, hvis jeg får en plettet straffeattest. Alt sammen på grund af min egen dumhed.«

Det var fredag aften, og fredag betyder fest og dans og sprut. Aisha og hendes veninde varmede op med at dele en flaske Malibu-likør hos en bekendt. De havde ikke rigtigt nået at få noget at spise, så de drak på tom mave. Først da moren til den bekendte kørte dem til S-toget, mærkede Aisha, at hun var mere fuld, end hun plejede at være. Hun kan godt være lidt genert over for voksne, hun ikke kender. Men hun talte og talte med moren på vejen til toget.

De gik på diskotek Krasnapolsky i København, hvor også Aishas kæreste var med. Der var fri bar. Lige så hurtigt Aisha og hendes veninder tømte glassene med drinks, kom der nye på bordet. Aisha drak ca. ti drinks på toppen af den flaske Malibu, hun havde delt med veninden. Hun dansede, og hun var glad og fuld og havde det sjovt.

Klokken var ikke meget over midnat, da hendes veninde ville hjem. Kort efter midnat stod Aisha og hendes veninde udenfor diskoteket og besluttede sig for at gå mod toget på Københavns Hovedbanegård. Festen var forbi.

Aisha gik syngende gennem gaderne op mod Hovedbanegården.

Hun mærkede sulten rumle i maven og ville gerne på McDonald’s på Hovedbanegården. Men de kom for sent. Restauranten lukkede klokken 1.00, og Aisha, hendes veninder og deres kærester nåede det akkurat ikke før lukketid.

I stedet stod de lidt og talte med en medarbejder, de kendte, på restauranten.

Malene og hendes veninder gik også forgæves til McDonald’s. De havde været til middag med nogle af veninderne fra Gammel Hellerup Gymnasium og foretrak at vente i banegårdshallen frem for på perronen. Det føltes ligesom mere trygt, forklarede Malene til Berlingske Søndag for to uger siden.

En af Malenes veninder blev pludselig sparket i ansigtet af en anden pige. Angrebet kom helt uprovokeret, og veninden faldt til jorden med et højt klask. Det var sådan, det begyndte, fortalte Malene.

Aisha så ikke begyndelsen, siger hun. Men hun så en blond pige – Malenes veninde – stå helt tæt på en af hendes veninder og tale ophidset til hende. De skændtes, og hun så også, at der blev skubbet.

Der var ikke nogen, som skulle stå helt oppe i ansigtet på hendes veninde. Aisha gik hen til Malenes veninde, og så gjorde hun det:

Hun spyttede, og hun ramte.

Malenes veninde troede spytklatten kom fra en anden og spurgte, hvorfor hun gjorde det.

Aisha hørte Malenes veninde sige »perker-luder«, det er hun næsten sikker på.

Der var i hvert fald ingen, der skulle kalde hendes veninde »perker-luder«.

Aisha slog ud efter pigen. Det var en forbier. Hun slog igen, og denne gang traf hendes knyttede hånd den blonde piges ansigt.

Aisha rev fat i pigen og lavede et fejende spark med sine ben, så pigen faldt til jorden.

Ifølge sin egen forklaring gjorde hun ikke mere. Og hun siger, at hun ikke så, hvad der videre skete. Hun drejede omkring og gik over og kyssede sin kæreste.

Det hele gik så stærkt, og Aisha har i dag ikke nogen rigtig god forklaring på, hvorfor hun spyttede på pigen og bagefter slog hende. Ikke andet end at hun var for fuld, og at hun på et tidspunkt mente at høre ordet »perker-luder«.

»Hvis jeg bare kunne gøre det om, havde jeg trukket min veninde væk fra pigerne,« siger Aisha.

Malene fortalte til Berlingske Søndag, at en af pigerne på et tidspunkt siger: »Du skal ikke kalde os perker-luder.«

Malene var forbløffet – hun afviser, at hende og hendes veninder på noget tidspunkt tog sådan npgle ord i deres mund.

Aishas spytklat førte til en regn af spyt over Malene og hendes veninder. Når de prøvede at åbne munden for at sige noget, blev de spyttet ind i munden. Malene har fortalt, hvordan hendes veninde blev slået og sparket, mens hun lå på jorden. Der blev revet store totter hår ud af hovedbunden på Malene og hendes veninder.

Selv blev Malene holdt fast af flere drenge, mens en pige tog kvælertag på hende. På et tidspunkt frygtede hun, at hun skulle dø.

Pludselig stod politiet på Hovedbanegården. Det gav et sug i maven på Aisha. Hun blev stående et stykke tid, men politiet tog ikke hendes navn eller noget. Hun iagttog, at en af Malenes veninde var meget ophidset og nærmest råbte en af betjentene ind i hovedet. Aisha mærkede, at en af hendes venner trak i hende. Han frygtede, at hun ville gøre eller sige noget dumt til politiet, fordi hun var så fuld, derfor fik han hende med ned til toget. Sammen satte de sig på toget klokken ca. 2.00. På vej hjem sad de og sov, og de talte ikke om, hvad der var sket på hovedbanegården.

Det var lidt vildt, tænkte Aisha, med politiet og det hele.

Politiet kom efter Aisha torsdag i sidste uge. Der var billeder af Aisha fra videoovervågningskameraerne på Københavns Hovedbanegård.

Betjentene ringede på døren i det kommunale botilbud. Aisha var der ikke. Hun var der heller ikke, da betjentene kom tilbage fredag. De tog ud til hendes kæreste i sidste uge, men Aisha og kæresten sov så fast, at de slet ikke hørte, at det ringede på døren.

Pædagogerne anbefalede Aisha at se at komme ned på Station City i København. Fredag i sidste uge tog hun derned. Hun blev modtaget af en kvindelig betjent, hun var sød, syntes Aisha. De tog et foto, og de tog hendes fingeraftryk.

»Det var virkelig underligt, selv om betjenten var sød. Jeg blev sigtet for vold, og jeg fortalte, hvad der var sket. Betjenten mente, at jeg nok ville få en betinget dom, fordi jeg var så fuld, og fordi jeg ikke er så gammel. Jeg spurgte, om jeg så ikke kunne blive politibetjent. Hun sagde, at der mindst skulle gå fem år, og så kunne jeg ansøge om det. Men den plan bliver nok ikke til noget,« siger Aisha.

Malene gik til Berlingske Søndag, fordi politiet to gange nægtede at optage anmeldelse af sagen. På Hovedbanegården protesterede Malene og hendes veninder over, at betjentene lod gerningsmændene gå uden i det mindste at tage deres navne. De sagde også, at de ønskede at anmelde overfaldet. Alligevel valgte en af betjentene ifølge Malenes forklaring at betegne overfaldet som et opgør mellem to »pigebander«, og betjenten skrev i en rapport, at der ikke var sket noget med nogen af de implicerede, samt at ingen ønskede at anmelde det.

Malene og hendes veninder blev henvist til Station City, men da de efter en tur på skadestuen, hvor deres skader blev dokumenteret, henvendte sig på Station City, lykkedes det heller ikke at få lov til at anmelde overfaldet. En betjent, som præsenterede sig som »Ole«, opfordrede Malene til at »tage det som en oplevelse«. Om hendes skader og rapporten fra skadestuen sagde han, at hun »da så meget godt ud«, og hvis hun var utilfreds, kunne hun bare klage til »fru Hansen« med henvisning til Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, fortæller Malene.

Aisha forstår godt, at Malene og hendes veninder har meldt dét, der skete, til politiet.

»Selvfølgelig skulle de anmelde det. De gjorde jo ingenting.«

Aisha er ked af det hun var med til at gøre mod Malene og hendes veninder.

»Jeg vil gerne sige undskyld. De gjorde ikke os noget, og de fortjente ikke det her.«