Problemerne med politireformen har skabt megen debat - således også hos avisens faste panel af Groft Sagt-skribenter. Læs her deres syn på sagen.
21. oktober 2008, 09:30
Nobel politimand
Claes Kastholm Hansen, 13.12.2008: I anledning af afskedigelsen af rigspolitichefens stand-in, Torsten Hesselbjerg, udtaler den virkelige rigspolitichef, Peter Ibsen, der til daglig arbejder under dække som formand for Dansk Politiforbund, til Berlingske Tidende, at Hesselbjerg væltede rundt som en elefant i en glasbutik, at han var en elendig kommunikator, og at han for længe løb rundt med armene over hovedet.
Efter denne tilintetgørende svada tilføjer Ibsen, at han i øvrigt ikke vil dreje sin hæl rundt i øjet på en mand, der ligger ned. Sådan taler en sand åndens adelsmand, der ved, at noblesse oblige, adel forpligter.

































