Når borgere klager over politifolks adfærd, eller politiet har affyret fatale skud med tjenestepistolen, så skal sagerne undersøges af et uafhængigt organ, lyder et udvalgsforslag.
20. april 2009, 16:29 – opdateret 20. april 2009, 18:41
Det skal være en uafhængig myndighed, der behandler adfærdsklager over politiet og efterforskning af straffesager mod politifolk.
Sådan lyder en af anbefalingerne fra det udvalg, der længe har gransket politiklagesystemet, og justitsminister Brian Mikkelsen (K) vil nu sende forslagene i høring.
Udvalget om behandling af klager over politiet, der blev nedsat i december 2006, afleverede mandag sin betænkning til justitsministeren.
Med en landsdommer i spidsen
Et af de overordnede forslag lyder på at oprette en uafhængig politiklagemyndighed, der ledes af henholdsvis et råd - Politiklagerådet - og en direktør.
Udvalget foreslår, at formanden for rådet skal være landsdommer, og at der derudover skal være en advokat, en universitetslærer i retsvidenskab og to repræsentanter fra offentligheden blandt medlemmerne.
Tiltale ligger fortsat hos statsadvokaterne
Ifølge betænkningen bør den nye myndighed få hjemmel til at undersøge og afgøre sager om politifolks adfærd i tjenesten, de såkaldte adfærdsklager.
Når det kommer til spørgsmål om, hvorvidt politiansatte har overtrådt straffeloven, så skal myndigheden alene kunne efterforske. Det skal stadig være op til statsadvokaterne at træffe afgørelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale.
Justitsminister: Tillid er vigtig
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) vil vente med at tage stilling til eventuelle lovforslag, før betænkningen har været i høring, men han understreger, at politiklagesystemet skal nyde tillid i befolkningen.
- Jeg er meget glad for at have modtaget udvalgets bestænkning, som indeholder et gennemarbejdet forslag til nye regler på området. Det er for mig meget vigtigt, at der i befolkningen er fuld tillid til, at sager om politipersonale behandles sagligt og korrekt – og inden for rimelig tid, siger ministeren i en pressemeddelelse.

































