10. juni 2008, 22:30

De må have ventet på ham i bilen, de to unge betjente. Per Rønnei steg ud af bilen, han gik hen over bådebroens planker til sin husbåd for enden af molen i Brøndby Havn. Klokken var fem om eftermiddagen 26. November 2007, Per Rønnei var egentlig blot hjemme at vende på vej til gymnastik med sin hustru Pia som underviser.

Med tasken over skulderen var Per på vej ud, da de to betjente bankede på.

”Vi har en dårlig nyhed. Din kone Pia er død”.

Langsomt blev Per Rønnei i stand til at tale. Hans mund sagde ”hvordan”, ”hvor” og ”hvornår”.

”Jeg troede ikke på det. Det var, som om det var mig, der døde”.

Pia blev slynget ud af sin nye Audi med 150 kilometer i timen, fortalte betjentene, ved Amagermotorvejens afkørsel 22. To lastbilchauffører så Pia Rønneis sorte Audi overhale dem indenom i nødsporet og styre direkte mod en lysmast.

Per Rønnei havde noteret sig et oprydningsarbejde på vejen hjem fra arbejde, men havde ikke tænkt nærmere over det. Den slags sker jo.

Betjenten fortalte også, at Pia Rønnei ikke var alene i bilen, og så snart Per Rønnei hørte navnet på føreren, vidste han, hvad der havde ramt dem og behøvede ikke at spørge hvorfor. Svaret var Hans Krogh.

Hans Krogh havde forfulgt dem gennem flere måneder. Han nægtede at acceptere, at Pia Rønnei afbrød et forhold til ham, og nu havde han taget hende med sig i døden.

Per Rønnei følte en overvældende sorg og vrede, men det er ikke derfor, han har valgt at fortælle sin historie til Berlingske Tidende og budt os velkommen på sin husbåd.

Per Rønnei står som i vand til halsen.

Fordi både Hans Krogh og Pia Rønnei omkom, vil retssystemet aldrig afsige en dom, som kunne give Per Rønnei og hans datter, den 18-årige Maria, en smule retfærdighed og mest af alt de oplysninger, de skal bruge for at komme videre i deres liv.

”Vi får aldrig en dom, der placerer et ansvar. Maria og jeg har fået at vide, vi ikke er part i sagen, og derfor har vi ikke adgang til sagens akter. Det er i sig selv krænkende.”

»Sunnan« er en gammel skærgårdsfærge, holdt sødygtig og sejlklar af ingeniøren Per Rønnei, som kender hver en bolt og hver en møtrik. Men det kan alt sammen kan være lige meget, føler han.

Han husker at rose de to betjente, som kom den dag i november.

»De var fremragende. Jeg er taknemmelig for den tålmodighed og følsomhed, der blev vist os.«

Så snart de havde sagt Hans Krogh, rejste Per Rønnei sig langsomt fra sin stol og greb papirerne på en hylde og rakte dem til betjentene.

Det var breve og udskrifter af SMSer fra Hans Krogh til Pia Rønnei. Da hun gjorde det forbi, chikanerede og forfulgte Hans Krogh ikke kun Pia Rønnei, men også Per og datteren Maria over flere måneder. I perioder frygtede Pia for sit liv.

Det var alt sammen i papirerne, som han nu gav politiet.

Per Rønnei kom til at tænke på Maria. Hun skulle have besked. Med politiet som chauffører kørte han til SuperBrugsen i Brøndbyvester, hvor datteren arbejdede. Betjentene blev udenfor, mens Per gik ind – et minut for sent til at være den der fortalte Maria Rønnei, at hendes mor var væk.

Pia Rønneis bror havde lige ringet til Maria.

Hun lå sammensunket, nærmest knælende, på gulvet i bagbutikken med sin telefon i hånden og med et udtryk i ansigtet, som Per i dag ikke kan beskrive med ord.

Det blev den værste mandag i deres liv, og da de vågnede, fulgte den værste tirsdag. Maria Rønnei kom ikke på gymnasiet i halvanden måned, Per Rønnei genoptog først sit arbejdsliv i midten af januar.

Efter nogle dage fortalte politiet, at der var blevet fundet et jagtgevær i bilen, og at Hans Krogh havde stukket plastikstrips ind ved bukselinningen og bar en gummihandske, da han blev fundet døende i Audiens førersæde. Der blev også fundet tre ruller tape i tasken.

”Pia måtte være blevet truet ind i bilen,” siger Per Rønnei, der ellers ikke erindrer meget fra dagene efter 26. November. Han var ude stand til at foretage sig selv simple ting, og han turde ikke køre bil.

Per Rønnei opfordrede politiet til at undersøge det havehus, som Hans Krogh ejede på Vestegnen.

Derude traf politiet et vidne otte dage efter Pia Rønneis død. Manden hed Nino Chieu, og han havde set en sort Audi A3 den mandag. Han havde skrevet nummerpladen ned. Det var Pias bil, som han så bakket helt op til Hans Kroghs havelåge. Da han hørte en kvinde skrige for livet og kraftige bump, ringede han til politiet. Han ringede ikke én, men fire gange. Vestegnens Politi syntes, at de havde for travlt til at komme.

”Fra jeg fik at vide at Pia var død, var jeg overbevist om, at hun var blevet slået ihjel af ham. Men da det stod klart, at politiet kunne have gjort noget, fik jeg kvalme. Og jeg blev vred. Rigtigt vred.”

Med den fornyede vrede meldte sig endnu værre billeder sig i hans fantasi, og spørgsmålene kørte rundt i hans hoved.

”Led hun meget? Var hun bange? Hvorfor kom politiet ikke? Hvorfor kørte Hans Krogh sig selv og Pia ihjel netop ved afkørsel, der fører ned til Brøndby Havn? Hvad skulle plaststrips og gevær have været brugt til? Var Maria og jeg også en del af en plan?”

Psykologen opfordrede Per Rønnei til at få så mange fakta som muligt. Ellers var han og Maria lette ofre for deres fantasi. Men der var ikke mange fakta at få. Så Per Rønnei startede sin egen lille efterforskning. Hver en stump information, han kunne få fra politiet eller bekendte blev ført ind i et regneark med tid, sted, informationen og alle spørgsmålene.

Per Rønneis afmagt forvandlede sig langsomt til handlekraft. Han kunne ikke huske meget af, hvad han havde fået at vide de første uger. På papirlapper, konvolutter og A-4 ark kradsede han den smule, han vidste, og alt hvad han gerne ville vide ned. Han kunne ikke klare at besøge kolonihavehuset på Vestegnen. I stedet mødte Per Rønnei nogle uger senere Nino Chieu på en rasteplads, fik hans beretning på første hånd. Han lod intet uforsøgt. Men at være pårørende i en sag, hvor både offer og en mulig gerningsmand er døde, viste sig at være overraskende svært.

Politiet holdt ham gerne informeret mundtligt, men han kunne ikke få deres akter, og både reddere og sygeplejersker havde deres tavshedspligt

Politiet hjalp uopfordret Per Rønnnei til at søge om en bistandsadvokat. Byretten
afslog, og dommeren efterkom i øvrigt heller ikke politiets anmodning om adgang til lister over Hans Kroghs telefonopkald. Formålet var ellers at få belyst, hvordan det var lykkedes Hans Krogh at komme i kontakt med Pia Rønnei den mandag.

Men sagen var tilstrækkeligt belyst, lød vurderingen fra dommeren, hvilket Per Rønnei fandt grotesk.

Vestegnens Politi kærede kendelsen, og i januar afgjorde Landsretten, at politiet skulle have adgang til teleoplysningerne. Men bistandsadvokat til Pia Rønneis efterladte blev igen afvist. Med samme begrundelse.

Politiets foreløbige konklusioner kunne han heller ikke få på skrift. Dem kunne til
gengæld hans forsikringsselskab, der skulle dække tabet af bilen, få adgang til.

”De mistede penge på en bil og kunne få oplysninger. Maria mistede sin mor, og jeg min kone, men vi har ikke adgang til noget som helst. Vi betragtes ikke engang som part i sagen.”

Per Rønnei rykkede hele tiden politiet for nye oplysninger. Han spurgte til undersøgelsen af bilen. Havde Pia Rønnei ligget i baggagerummet eller siddet på forsædet?

Han vidste, at vraget var i forsikringsselskabets varetægt, men fandt senere ud af, at det var blevet solgt til en ophugger. Han talte med politi, Falck, sygeplejersker, ja selv den autoophugger, som Pias forvredne Audi A3 stod hos, fandt han.

Han forstod, at kollisionen ved afkørsel 22 blev fastslået som dødsårsag i obduktionsrapporten. Den kraftige læsion i baghovedet var i sig selv dødelig. Desuden havde hans hustru brækket halsen. Der blev ikke fundet tegn på vold eller voldtægt, og der var ingen afværgelæssioner, der kunne tyde på, at hun havde gjort modstand.

Det var noget, Per Rønnei hørte fra familiens egen læge, som han havde bedt rekvirere og fortolke obduktionsrapporten. Men det blev afvist af Retsmedicinsk Institut. Det skulle han se i politiets akter, lød beskeden – akter, som han ikke kan få, fordi han ikke er part i sagen.

Han spurgte politiet igen og igen, hvad de vidste om Pia Rønneis færden på den sidste dag. Hvorfor var Pia kørt i bil til Vestegnen mandag formiddag, når han på udskrifterne fra hendes telefoner kunne se, at hun ikke havde ringet til Hans Krogh. Ifølge politiet var hun heller ikke blevet ringet op af ham. Og havde politiet taget masteoplysninger, der kunne spore telefonernes færden i Pia Rønnei og Hans Kroghs sidste timer.

Ret hurtigt skete der et skift i efterforskningen, fornemmede han. De havde et motiv, og en ting lå fast: Der gik ikke en gerningsmand frit rundt.

”Det var, som om politiets interesse for sagen dalede. Sagen ville jo aldrig føre til en dom. Den skulle lukkes, og den var jo ikke ligefrem behagelig for politiet,” siger Per Rønnei.

Et halvt år efter Pias Rønneis død er han ved at køre træt. Forsøget på at skabe klarhed over sagen, har indtil videre ikke båret frugt. Sidst han hørte fra politiet, var da han selv ringede til dem i marts, for at høre, hvad der skete. Politiet har ikke ringet til ham siden januar, men hos Vestegnens Politi fortsætter efterforskningen, oplyser chefpolitiinspektør Ib Meng.

Selv om sagen aldrig kommer for en dommer, har Per Rønnei behov for en afslutning.

”Men der er ingen retfærdighed for hverken de døde eller de levende. Hvordan taler man sin sag, når man ikke har adgang til den viden og dokumentation, som politiet ligger inde med,” spørger han

Per Rønnei føler, at han skylder Maria at sikre hendes mor bare en flig af retfærdighed.

Med Pias søster og vidnet Nino Chieu som medunderskrivere indgav Per Rønnei i januar en formel klage over politiets passivitet, den dag Pia Rønnei døde. Hans Krogh efterlod sig et afskedsbrev. I det skrev han , at han ikke ville mere. Tidligere har han givet udtryk for, at ingen skulle have Pia Rønnei, når han ikke selv kunne få hende.

Men en række spørgsmål i sagen forbliver en gåde:

Hvad fik Pia Rønnei til at tage ud til det øde kolonihaveområde på Vestegnen til
den mand, hun frygtede?

Hvad var det, vidnet Nino Chieu hørte i kolonihavehuset?

Hvad var formålet med jagtgeværet med den ene patron, stripsene i Hans Kroghs bukselinning, taperullerne og hans gummihandske?

Pia havde to telefoner, hun altid bar på sig. Ingen af dem er blevet fundet.

Blev han forstyrret af vidnet Nino Chieu i sin egentlige plan, og hvad var den i så fald?

Var betonpillerne ved afkørsel 22 – få hundrede meter fra husbåden i Brøndby Havn - hans oprindelige mål eller havde han helt andre planer?

Hvert eneste af de spørgsmål er vigtige for Per Rønnei og hans datter, som føler, at der er store sorte huller i efterforskningen af de sidste afgørende timer søndag nat og mandag formiddag op til Pia Rønneis død.

Bisættelsen fandt sted ti dage før juleaften. Folk stod op i det stuvende fulde kapel i Glostrup. Maria tog ordet som den første. Hun talte fra hjertet uden manuskript. I dag kan hun ikke huske, hvad hun sagde. Men hun er glad for at have gjort det. Per Rønnei holdt den sidste tale med en vejrtrækning per sætning. Det gik.

De fik urnen med hjem, fordi Maria Rønnei ikke var tilfreds med farven. Pastelgrøn var Pia Rønneis yndlingsfarve, og da den nu ikke var en del af bedemandens sortiment, malede de den selv i den helt rigtige farve. De tegnede et hjerte på indersiden af låget. Maria Rønnei satte den i jorden på Brøndbyøster Kirkegård, hvor far og datter alene i år har plantet om fem gange.

Vi genkender gravstedet fra Per Rønneis mobiltelefon. På stenen står:

”Pia Rønnei”

”1954 - 2007”

”Vi elsker dig.”

Hans Krogh er et navn opfundet af Berlingske Tidende. Mandens rigtige navn er redaktionen bekendt, men ændret efter ønske fra hans efterladte. Familien til afdøde meddeler via sin advokat, at de ikke ønsker at medvirke, men understreger, at beretningen efter deres opfattelse bygger på Pia Rønneis families udlægning af sagen, og at der ikke foreligger en afgørelse fra domstolene om skyldspørgsmålet. Pia Rønneis efterladte har givet deres tilladelse til, at hun optræder med navn og foto, og understreger, at artiklerne er blevet til på Berlingske Tidendes foranledning.