Holdet bag Berlingske Tidendes satsning "Forbrydelsen" fik for nylig Danmarks fineste journalistiske anerkendelse: Cavlingprisen. Nu får online-delen af Forbrydelsen desuden en design-pris.
10. marts 2009, 11:07
Den skandinaviske nyhedsdesign-organisation, Society For News Design/Scandinavia (SND/S) har tilkendt Berlingske.dk en medalje i årets konkurrence om design på nettet.
Online-delen af Berlingskes satsning Forbrydelsen om politisvigt i Danmark har været en hjørnesten i researchen og beskrivelsen af de utallige tilfælde, hvor danskere forgæves ringede til deres politi, når de havde brug for hjælp.
Medvirkende til at Berlingske Tidende fik Cavling-prisen var netop, at avisen havde forstået at benytte netmediet til at skabe kontakt til kilder i befolkningen.
Designet til sektionen "Forbrydelsen" er lavet af Berlingskes grafiske tegnestue sammen med Jesper Woldenhof, Frans Wej Pedersen, Morten Crone, Morten Frich og Erik Refner.
Designorganisationen offentliggør først på sin årlige kongres i maj, hvor fin præmien er. Men metal er den. Kongressen finder sted i Finland, 14.-16. maj.
Bag kåringen af berlingske.dk står en skandinavisk jury, der har gennemgået en stor mængde onlineaviser. Society for News Design/Scandinavia er en organisation, der beskæftiger sig med nyhedsdesign både på print og på online. SND/S er en søsterorganisation til den internationale organisation Society for News Design, der har hjemmehørende i USA.

































