Politiet betragter to piger og to drenge som hovedpersoner i overfaldet på Malene og hendes veninder på Københavns Hovedbanegård.
22. februar 2009, 16:33 – opdateret 22. februar 2009, 17:05
De fire sigtede i sagen om overfaldet på Hovedbanegården fordeler sig bredt på både køn og herkomst.
To drenge og to piger betragtes af politiet som hovedpersoner i overfaldet.
- Vi taler om en gruppe, der er så blandet, som det overhovedet kan lade sig gøre. Piger og drenge. Af dansk såvel som udenlandsk oprindelse, siger Henrik Svindt, chef for efterforskning på Station City.
Efterforskerne forventer at have kortlagt sagen senest med udgang af denne uge, hvorefter den vil blive overdraget til anklagemyndigheden, der skal tage stilling til og afgøre, om der skal indledes en voldssag mod de sigtede.
Den ene pige er dansk, den anden er udenlandsk herkomst. Den ene dreng er dansk, den anden er af udenlandsk herkomst. Fælles for gerningsmændene, hvoraf den sidste ventes sigtet i denne uge, er at de er teenagere.
’Aisha’, der står frem i Berlingske Søndag i dag og fortæller sin version af begivenhederne, er i dag 17 år. Hun var 16, da hun deltog i overfaldet. Den danske pige er 18 år, og de to drenge er begge 17 år.
’Aisha’ forklarer i dag til Berlingske Søndag, at hun ikke deltog i overfaldet på 19-årige Malene, men derimod spillede en rolle i optakten til overfaldet på Malene.
’Aisha’ erkender, at hun spyttede, slog og sparkede benene væk under en af Malenes to veninder, men at hun ikke deltog i yderligere voldshandlinger.

































