60 år 16. februar

Han får tingene til at gro

Direktøren i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, har med succes presset på for at få øget bevillingerne til kræftområdet, og så er han inkarneret bager.

Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Kræftsyge danskere skal have den bedste behandling. Punktum. De skal have den optimale hjælp til at overvinde den frygtede sygdom, og hvis det betyder, at de skal have en voldsomt dyr ny medicin, må politikerne skaffe pengene til den. Udråbstegn.

Dét er pejlemærkerne for direktør i Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, der fylder 60 år i morgen, og det arbejder han med utrættelig energi – og en ikke ubetydelig succes – på skal blive en realitet for de op imod 300.000 danskere, som lever med en kræftsygdom.

Indsatsen for kræftpatienterne er således, uden konkurrence, det område i det danske sundhedsvæsen, som gennem snart 20 år har haft den største politiske bevågenhed og fået den største del af de ekstra milliarder af kroner, som bevilges til sundhedsområdet år efter år.

Den prioritering kan Kræftens Bekæmpelse godt tillade sig at tage en væsentlig del af æren for. Historisk har organisationen haft tætte kontakter til det politiske liv og været gode til at presse på og fremhæve behovet for forbedringer på kræftområdet.

Ikke bange for at kritisere

Leif Vestergaard Pedersens forgænger på direktørposten var således den tidligere, socialdemokratiske sundhedsminister Arne Rolighed, og Leif Vestergaard Pedersen, der er cand.oecon., kom selv til Kræftens Bekæmpelse fra et job som sundhedsdirektør i Region Midtjylland, hvor han arbejdede tæt sammen med en af de mest magtfulde sundhedspolitikere, formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S).

Han har også tidligere haft ledende stillinger i flere amter, regionernes forgængere, og har dermed siddet helt inde i maskinrummet i driften af det danske sundhedsvæsen.

Den viden har han taget med over i Kræftens Bekæmpelse, hvor han heller ikke har været bleg for at kritisere sine tidligere arbejdsgivere, når der f.eks. er sket kiks i kræft-screeningsprogrammerne, eller regionerne begynder at foreslå indgreb mod de hastigt voksende udgifter til ny medicin til ikke mindst kræftpatienter.

Også på andre områder er Leif Vestergaard Pedersen en mand, som godt kan lide at få tingene til at vokse og gro. Han passer sin have i hjemmet i Jelling med stor lidenskab og har bl.a. fået bygget et orangeri. Han er også biavler og har tilmed part i et par kvier, som går på marken tæt på bopælen.

Og så er Leif Vestergaard Pedersen inkarneret... bager. Han køber f.eks. specialmel i både København og på Fyn og har en nærmest filosofisk tilgang til bageprocessen, fremgik det af et interview i organisationens medlemsblad ved hans tiltrædelse:

Man kan aldrig helt vide, hvordan det går. Nogle gange bliver det godt, andre gange overraskende dårligt. Man kan ikke styre det, men må fornemme sig frem.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.