50 år 21. februar

At udforske verden

For Peter Holst Henckel er billedkunst et redskab til at forsøge at forstå verden. Siden 1990erne har han været en markant skikkelse i dansk kunst.

Foto: Luca Berti
Foto: Luca Berti

Hvordan forklarer man verdens indretning til et barn? Det er et af de mange spørgsmål, billedkunstneren Peter Holst Henckel – 50 år 21. februar – ikke bare har stillet sig selv, men også forsøgt at besvare gennem en af sine lange værkserier.

Henckel låner billeder her og der og alle vegne fra, og sætter dem sammen, så en ny betydning opstår. For eksempel et forsøg på en forklaring.

En anden af hans mest berømte serier gengiver sommerfugle – men kigger man nærmere efter på deres smukke vinger, opdager man billeder af nogle af alle de grusomheder, mennesker udøver over for hinanden under krige og konflikter. Hvorfor er verden sådan? Det svarer Henckel ikke på. Men han beder betragteren selv overveje det. Kunst kan ikke redde verden. Men kunst kan være et redskab til en bedre og mere nuanceret forståelse af den.

Egentlig var det med en række fine malerier, Peter Holst Henckel i slutningen af 1980erne – mens han endnu gik på Kunstakademiet – debuterede i et kunstnerdrevet galleri, Baghuset, der skulle blive et af de vigtigste udstillingssteder for en bestemt del af 1990er-kunsten. Henckel, der selv var en af initiativtagerne til Baghuset, arbejdede som flere andre med appropriationskunst.

Som sådan var det ikke helt revolutionerende, at billedkunstnere samlede eller samplede genstande af forskellig art og ved at udstille dem som kunst gjorde dem til kunst. Men det at appropriere – eller citere – blev i 1990erne genstand for en ny interesse blandt danske kunstnere. Og Henckel og kredsen omkring Baghuset var blandt dem, der arbejdede mest intenst med at skabe kunst sammensat af hverdagsgenstande.

Blandt Peter Holst Henckels både bemærkelsesværdige og karakteristiske værker dengang var en fortælling om Dr. Merkwürdigliebe: en installation der blandt andet bestod af en samling af videnskabelige bøger, en safaristol, et zebratæppe, et modelskib og plancher med gengivelser af forskellige dyr. Værket havde karakter af en undersøgelse af den hvide mands udforskning af den øvrige verden, for så meget optog den ham, så meget elskede han den, at det blev dens død.

Baghuset opnåede en betydelig opmærksomhed såvel på museerne som blandt publikum, og en kreds af galleriets faste kunstnere blev indbudt til at udstille på Aarhus Kunstmuseum og Sophienholm.

Siden er Henckel blevet inviteret til at være medlem af Den Frie Udstilling. Sin erfaring og sin viden har han delt med andre som lærer ved kunstakademierne og arkitektskolerne i Aarhus og København. Han er repræsenteret på adskillige af landets kunstmuseer og har blandt andet modtaget Eckersberg Medaljen, hvormed Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster kan udmærke et menneske, der har ydet en indsats af høj kunstnerisk kvalitet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.