Spaghettiwestern

Vid, bid og blod fra Tarantino

I sine underholdende livtag med filmhistoriens genrer er Quentin Tarantino nået til spaghettiwesterns. Der er stadig fantastiske dialoger og flere blodige opgør, end man kan forlange. Men for få nuancer i det følsomme stof om slaveriets ophævelse.

Quentin Tarantinos CV med syv film på 21 år er spillevende, moderne filmhistorie. Manuskriptforfatteren og instruktøren tager gamle filmgenrer, splitter dem ad og sætter dem sammen på sin helt egen facon. Med et skarpt øje for mekanikken, et stort bankende hjerte for gamle film, en smittende fortælleglæde og tungen et godt stykke ude i kinden har vi fået den ene underholdende og tankevækkende oplevelse efter den anden siden »Håndlangerne«. Både når det gælder form og indhold.

Med »Django Unchained« er turen kommet til de spaghettiwesterns, der gik deres sejrsgang over hele verden fra midten af 1960erne og ti år frem. Tarantino sværmer mest for, hvad der foregik i den beskidte side af grøften, hvor Sergio Corbucci huserede, og knap så meget for den stilmæssigt flotte midtervej, hvor Sergio Leone regerede.

Ind i den verden smider Tarantino en historie om de sorte slaver i 1858, hvor slavernes frigørelse nærmer sig. Slaveriet blev først ophævet ved præsident Abraham Lincolns snedige politiske spil i 1865, og den meget mere alvorlige politiske historie kommer først i biograferne i næste uge i Steven Spielbergs »Lincoln«. Tarantino laver ikke film om, hvad der foregår på de bonede gulve. Men det er pudsigt, at de to film med samme tema får premiere så tæt på hinanden.

Christoph Waltz har smidt naziuniformen fra »Inglorious Basterds«, men bruger igen sit store talent for velformuleret tilstedeværelse som tysk dusørjæger forklædt som tandlæge. Allerede i filmens første scene kommer han kørende med filurmine og en stor reklametand dinglende i en fjeder oven på sin hestevogn, der føres af hesten Fritz. Helt konventionel er han ikke, og hans direkte tilgang til dusørjægerfaget får tingene til at eksplodere omkring ham.

Dusørjægeren køber slaven Django (Jamie Foxx) fri, og de laver en pagt. Django skal hjælpe dusørjægeren med at finde et par forbrydere, og han vil så hjælpe Django med at finde slavens hustru. Glem straks al kritikken fra USA om, at de sorte slaver bliver pisket, og at der bliver sagt »nigger« mere end 100 gange i »Django Unchained«. Det skete jo rent faktisk alt sammen i virkeligheden, men her sker det i en historie, hvor hjertet banker meget tydeligt for de sortes sag, og hvor de hvide samtidig får deres sag for. Hvor politisk korrekt skal man efterhånden være i fiktionens verden?

Visuelt giver Tarantino sin historie en groovy og uhøjtidelig drejning i retning af 1970erne. Han zoomer hurtigt ind med kameraet, og han bruger corny popsange og spraglede kostumer. Og han generer sig heldigvis ikke for at gøre brug af en Mel Brooks-agtig humor årgang »Blazing Saddles« i en meget morsom scene, hvor en flok forløbere for Ku Klux Klan løber sur i deres jagt på undslupne slaver, fordi en eller anden har klippet hullerne i deres hvide hætter for skævt. Sådan myldrer det for det meste med flotte scener og originale idéer.

Instruktøren hjælpes godt på vej af fantastiske skuespillerpræstationer. Waltz er i en liga for sig, som vi tidligere har set det, og Samuel L. Jackson er hårrejsende som en mand, der ved første øjekast ligner den smilende uskyldige sorte gamle mand på Uncle Ben’s rispakker, men som i stedet for viser sig at være en ætsende ond udgave af Onkel Tom. Leonardo DiCaprio lader ham ikke meget tilbage som plantageejer med grimme tænder og en helt hysterisk sjæl. I det hele taget er »Django Unchained« befolket med vejrbidte ansigter og gode præstationer.. Akkurat som i de gamle spaghetti-westerns.

Tarantinos lange monologer er altid en nydelse, fordi de bygger på en stor viden om filmhistorien. Man suger dem bare hver især til sig, alt efter viden og behov. De mange voldsomme scener indeholder samtidig en herlig sans for b-filmens beskidte opførsel.

Det kniber mere med nuancerne og følelserne. Egentlig er det ikke noget, man har savnet så meget tidligere i Tarantinos film, men historien om Django og jagten på hans udkårne får ikke plads nok og har desværre ikke nogen ærlig klang. Lige på det her punkt er det en smule ærgerligt, at Tarantino stadig er en drengerøv og ikke har udviklet sig mere. Han fylder trods alt 50 år om to måneder.

Med en spilletid på hele to timer og fyrre minutter er der ellers god tid at bruge af, og når alvoren og en følelsesmæssig afrunding mangler, kommer »Django Unchained« til at virke for lang.

På den ene side er min indre filmfreak egentlig bare glad for alle de minutter Tarantino-film, der optages i den geniale mands liv. Omvendt er den løse hånd, han her instruerer med , lige sorgløs nok efter min smag. I fremtiden må Tarantino godt tage det hele lidt mere alvorligt og omgive sig med færre rygklappere, så han bliver en smule skarpere i sit sigte. Hvis det sker, tror jeg, at han efter et par gode film igen kan lave film med potentiel klassikerstatus.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.