10. juli 2008, 18:24 – opdateret 10. juli 2008, 22:22

»Money, Money, Money«, »Dancing Queen«, »Honey Honey« ... – listen er lang, og man skal bare nævne titlerne, og den indre sangstemme begynder at nynne med. For sangene, der er skrevet af ABBA, eller rettere Björn Ulvaeus og Benny Andersson, må inden for poppen betragtes som unikke i deres enkle, men fængende melodiske hooks og tekster, der på én gang er banale, men så eviggyldige, at de har bevist deres langtidsholdbarhed. Det er også tekster, der i sig selv er så teatralske, at de er oplagte til at blive brugt i en musical.

Og det var, hvad producer Judy Cramer ville, da hun for snart ti år siden satte »Mamma Mia!« op første gang i London. Siden hen har musicalen fejret triumfer verden over. Den har været sat op på Broadway, i Las Vegas og over 170 storbyer, indtjent mere end to milliarder dollar og med de cirka ni produktioner, der er i gang samtidigt verden over, ser henved 17.000 mennesker forestillingen hver aften.

Der er med andre ord tale om en gigantisk succes, som nu er blevet overført til filmstrimler med bl.a. Tom Hanks og hans kone Rita Wilson og Björn og Benny (der i øvrigt kan ses i korte cameo-optrædener i filmen) som executive producers.

Og med Meryl Streep i hovedrollen, der får hjælp af Pierce Brosnan, Colin Firth og Stellan Skarsgaard som mandlige back-up-bimboer.

Mest for modne kvinder
Med kvinder i de væsentlige hovedroller og med kvinder bag produktionen – instruktør Phyllida Lloyd og manuskriptforfatter Catherine Johnson, der skrev den oprindelige musical – kan man få tanken, at det er en film, der henvender sig mest til kvinder. Og det gør den da også. Måske oven i købet mest modne kvinder. For der er et temmelig lyserødt univers bag de hvide og turkisblå græske farver.

Og som det ofte er med musicals, er handlingen skærende simpel. Den unge Sophie (Amanda Seyfried) bor på en græsk ø sammen med sin mor Donna og har aldrig kendt sin far. Hun skal giftes med Sky (Dominic Cooper, der er med i Lone Scherfigs næste film) og finder inden brylluppet sin mors dagbog. Her finder hun tre mulige kandidater til far-rollen og inviterer dem alle tre til brylluppet.

(U)heldigvis dukker de alle tre – Sam, Harry og Bill – op, og ud over forvirringen med at finde ud af, hvem det egentlig er der er far, må Donna stå ansigt til ansigt med hele tre ungdomskærester på én gang. En begivenhed, der nok kan give enhver kvinde koldsved på panden. Og efter at alle har danset og sunget sig igennem forviklingerne, ender det med et bryllup.

Karaokeagtigt
Spørgsmålet i en musical er naturligvis, om skuespillerne også kan synge? Meryl Streep har før vist, at hun er en habil sanger, bl.a. i Robert Altmans »A Prairie Home Companion« og i »Mamma Mia!« henter hun den hjem. Selv om hun indimellem bliver overgået af de to ældre og rappe veninder, spillet af Julie Walters og Christine Baranski.

Mændene har til gengæld lidt sværere ved det, men »Mamma Mia!« er måske lige præcis sådan en musical og film, hvor det ikke gør så meget, at det hele virker lidt karaokeagtigt. Bare man ikke forventer skønsang i topklasse, for det får man bestemt ikke. I den forstand er filmen trods alt bedre end den skrækkelige version, der er blevet opført i Forum i København.

Filmversionen forstår også at udnytte kameravinkler, locations og at det hele ikke længere behøver at foregå frontalt og på én scene. Men hvad der måske tæller allermest er, at det er tydeligt, at alle de involverede har moret sig med at lave filmen. Sagen er jo så, om publikum vil få det lige så sjovt? Men er man til underholdning »super light«, hvor man lader hjernen få et hvil, mens stemmebåndet bliver slidt, er »Mamma Mia!« sagen denne sommer.