Film

Til døden os skiller

Michael Haneke har med filmen »Amour« givet sig selv karrierens største udfordring ved at skildre stor kærlighed og langsom død på film. Opgaven er løst til prisvindende perfektion.

»Amour« handler om den sidste tid i livet for et gammelt ægtepar. Er den slags ikke kedeligt, vil nogen måske spørge? Svaret er et stort rungende nej. Rent dramaturgisk er der selvfølgelig ikke mange overraskelser, for de fleste af os kender jo indholdet af sidste scene i livets store drejebog.

Nydelsen ligger i kompromisløsheden og præcisionen. De to ting kan Haneke. Han helmer ikke, før skuespillet og replikkerne virker 100 procent ægte og nærmest er kemisk renset for sentimentalitet. Forevigelsen af bagsiden af livets medalje – og ekkoet af forsiden – er formidlet på en så suveræn facon, at der ikke sættes et filmkomma forkert.

Hun (Emanuelle Riva) får et slagtilfælde og bliver lam i den ene side af kroppen. Han (Jean-Louis Trintignant) lover efter et hospitalsophold med en mislykket operation, at hun aldrig mere skal opholde sig på et hospital. Derefter begynder en hverdag med stolte museskridt. »Vi har altid klaret skærene,« siger han. De to veluddannede mennesker med respekt for hinanden forsøger at få det bedste ud af det, men det går kun den ene vej. Mod den sidste tur til kirkegården.

Skuespillerne vokser til giganter

Midt i filmen sidder de to og spiser, og han spørger hende: »Hvordan er jeg egentlig?« Hun siger: »Du er et monster. En gang imellem. Men du er nu meget sød«. De smiler små flygtige smil, og man fornemmer, at de ærer og respekterer hinanden. »Tak« efterfulgt af »Ingen årsag« er ikke noget, de sjældent siger til hinanden. De har haft et godt liv, men nu er det næsten forbi, og intet kan redde dem.

De to respekterede franske skuespillere vokser til giganter for øjnene af os ved at mestre de helt små nuancer. Man kan tage på trekkingture i deres furede ansigter i timevis uden at kede sig. Emanuelle Riva (85 år) husker nogen måske fra Alain Resnais’ »Hiroshima min elskede«, mens Jean-Louis Trintignant (82 år) er internationalt bedst kendt for Claude Lelouchs »Manden og kvinden« og Kieslowskis »Rød«. Han har mere end 100 roller bag sig, hun har lidt færre, men symbiosen i »Amour« er deres livs bedste. De to skuespillere, tilsat Michael Hanekes usentimentale præcision, gør, at det langsomme liv, alderdommen og kærligheden lever, hvor vi jo ellers i biografen mest plejer at se fart og tempo, ungdom og forelskelse.

En filmteknisk ragekniv

Haneke er kompromisløs. Med »Funny Games« var han også dyster og provokerende. »Skjult« var intelligent civilisationskritik i en intim ramme. »Det hvide bånd« var eviggyldig antropologi. Sådan er filmprofessorens livsværk spændende på mange måder. I Danmark har vi Lars von Trier. I Spanien har de Pedro Almodóvar. I Østrig og Frankrig har de Haneke. En ultrarealistisk og superambitiøs mand med en filmteknisk ragekniv i hænderne.

Er det så ikke deprimerende at se livets deroute i øjnene i biografen? Nej. Filmen hedder »Kærlighed« og ikke »Død«, og det er ikke tilfældigt. Vi kender jo alle sammen livets vilkår, og efter en stor kunstnerisk oplevelse går man ud i vinteren med viljestyrke, fast besluttet på at ære kærligheden. Opsat på at få så meget ud af resten af livet som overhovedet muligt. Inden det er for sent.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.